Gorilla-krig

Nå, men mens jeg var væk i haven med avisen og den lune kaffe, gav EU alle fædre (i EU bevares) ret til to måneders barsel, hvilket ret hurtigt blev til tvangsbarsel. Samtidig blev en undersøgelse, der bekræfter det kvindelige luder/madonna kompleks offentliggjort, og så snakkede vi alle sammen i 24 timer om, hvorvidt det er manden eller kvinden selv, der begrænser seksualiteten. Ihvertfald os i København. Og lige om lidt er der Roskilde, der i år prøver at gøre op med den krænkende adfærd (oftest rettet af mænd mod kvinder) med kortspil og øget dialog.

Jeg er egentlig ret overbevist om, at jeg flere gange har skrevet et af de her “hold nu kæft, hvor er jeg træt af ligestillings-debatten i Danmark.” Træt af at en tilnærmelse af ligestilling mellem kønnene, når det handler om barsel, bliver til en samtale om tvang, uden vi på nogen måde, kalder de tre måneder, der er øremærket kvinden i forbindelse med barsel, for tvang. Træt af, at vi stadig 50 år efter den seksuelle revolution, kalder kvinder med mange sex-partnere for ludere, mens mænd til stor jubel for alle fortsætter med at slå sig selv på brystet efter hver scoring. For slet ikke at nævne hvor ulideligt trættende det er, at feministerne selv er gået i intern gorilla-krig efter inklusionen af transkønnede i kvindebevægelsen og muligheden for juridisk kønsskifte, hvilket reelt betyder, at mænd nu kan menstruere og føde børn (Søren K. Willemoes har skrevet så fint om det her).

Vi er ikke kommet videre, tænker jeg tit, mens jeg funderer over, hvordan hulle jeg undgår, at min søn om 16 år råber luder efter en kvinde på Roskilde, fordi hun ikke vil komme over i hans camp og være med til ølbong. Samtidig med, at jeg overvejer, om jeg gør ham en bjørnetjeneste ved ikke at fortælle ham, at han i udgangspunktet bliver opdraget som cis-kønnet, indtil han selv kommer og siger, han er noget andet. Hvis altså en bjørnetjeneste stadig er noget negativt? Jeg ved omvendt heller ikke, hvad der er mest presserende. At min egen søn ikke råber luder efter en kvinde på Roskilde om 16 år, at lesbiske feminister og transkønnede bliver gode venner igen, eller at jeg lærer at “ville” det noget mere, som Ligestillingsministeren udtaler i et interview med Politiken som svar på, hvordan man bryder igennem glasloftet.

Der findes et særligt sted i helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden, sagde Madeleine Allbright engang. Jeg har altid haft det stramt med det udsagn, for findes der generelt ikke bare et særligt sted i helvede til kvinder og mænd, der ikke hjælper hinanden? Hvornår blev ligestilling et anliggende udelukkende for kvinder? Samtidig forstår jeg godt, hvor den kommer fra. Igennem 36 år har det oftes været kvinder, der har forsøgt at presse mig ind i den samfundsnorm, som vi vurderer kvinder efter i dag – i alt fra seksualitet til karriere.

Som kvinder (og feminister) burde vi sendes på genopdragelseslejr, så vi forstår, at søstersolidaritet er lig med opbakning og konstruktiv kritik. Måske det også kunne føre til, at feminisme ikke fremstår som et flerhovedet monster, der spyer akademiske begreber som radikalfeminister, brune feminister, TERF’er og intersektionelle feminister ud, som om det var gift for enhver, der ønsker bare lidt mere ligestilling i sin dagligdag – eller have en mulighed for at deltage i debatten uden at skulle fremvise 60 ECTS point i kønsstudier fra KUA.

Når det så er sagt, så er det i konflikten, vi bliver klogere. Det er, når vi bliver udfordret på vores gængse verdensopfattelse, at vi lærer noget nyt. Og hvis der er noget, feminismen kan, så er det netop det. Uagtet hvilken akademisk retning eller bølge, man definerer sig selv indenfor eller ikke gør, så har feminismen rykket mere ved vores samfundsopfattelse end nogen anden bevægelse de seneste 50 år. Den har givet kvinder selvbestemmelse over egen krop, givet frihed og rettigheder til kvinder såvel som mænd og omfavnet og normaliseret, hvad vi tidligere i samfundet beskrev som værende afvigende. 

Så pointen er jo tydeligvis, at selvom jeg bliver træt af debatten til tider, bliver jeg hængende for i sidste ende, har feminismen givet mig og fortsætter med at give mig udfordringer, viden, debat og muligheder, som jeg ikke vil være foruden.  Jeg kunne til tider godt ønske, at flere kunne se netop det, og ikke det flerhovedet monster, som feminismen også kan fremstå som. Men netop det faktum, at feminister i vores egen interne gorilla-krig tør og gider at tage den konflikt og diskussion, hvad enten det drejer sig om barsel, trans-rettigheder, ægtefællebidrag, sexisme eller ligeløn, betyder også at vi altid vil rykke os selv og samfundet fremad.

Reklamer

One thought on “Gorilla-krig”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s