Ulle Bulle

På den hvide kiste, der stod midt i kapellet, skrev jeg med sort tus: “Jeg skriver på en kiste, fordi du lærte mig at sprænge rammerne og leve utraditionelt. Og så lærte du mig en fandens masse om musik og matematik. Nyd det! Din niece, Helene”

Da jeg gik i 2.g skulle jeg til mundtligt fysikeksamen. For den skabssproglige var det et gravalvorligt problem. Jeg sad ved mine forældres spisebord og terpede, hvordan jeg skulle forstå verden gennem modeller og begreber. Jeg forstod grundlæggende intet af verden, uagtet om jeg anlagde et blik på den gennem kvantefysikken, atomer, mekanik eller energi. Så hver dag, mens jeg sad der og læste det pensum, som jeg skulle have brugt mere tid på i løbet af året, ringede jeg til min onkel i Nr. Aaby. Så han kunne lære mig at forstå.

Det var den selvsamme onkel, der lånte mig 15 forskellige albums med The Beatles, som jeg skamhørte i sommerferien mellem 8. og 9. klasse, og som i det skæve, fuldt beklædte murstenshus på Kongeløkken, blæste stuen fuld af The Rolling Stones, som jeg med åben mund og store øjne lyttede til – musik, der sammen med min fars R&B og funklyd kom til at kendetegne min egen musiksmag. 

Hvadenten han sørgede for at traktere os med noget af det bedste hjemmelavede mad, jeg nogensinde har fået, eller holdt hof med skarpe meninger og påståelighed fra lænestolen med cigaretter pulsende omkring ham, var han altid lun og klar med en eller anden tåbelig “onkel” vittighed.

Men han var også kilden til en fandens masse frustration og konflikt. Når vi prøvede at fortælle de voksne ved julefrokostbordet, at vi måske ikke synes, det var verdens fedeste stemning, de skabte, ved at sidde og skændes hen over bordet, blev vi brølet tilbage i hovedet, at der var ingen her, der skændtes – de diskuterede bare. Samfund, økonomi, medier, politik. Socialdemokratiet havde altid ret.

Han stod for mig som et oprør mod det samfund og den livsstil, som alle altid sagde var den sikre vej til lykken. Som en af de sidste rester af 68. Hvad jeg dog ikke kunne se den gang var, at mange af de indre dæmoner, han sloges med kom af ikke at kunne slå til i det samfund, som 68-generationen kun formåede at rykke bare lidt ved. Borgerligheden sejrede alligevel ad helvede til i Socialdemokraternes velfærdsstat og De Konservatives kartoffelkur.

Som alle andre mennesker var han sammensat, men der var sjældent nogle grå områder. Det var gerne sort eller hvidt. Men hvad han ikke var i stand til at give til(bage) samfundet som sådan, gav han til os, der kom i hans og min Gudmors hjem. Kærlighed til forskellighed og det at turde at skille sig ud og være sin egen. Evnen til at lytte til argumentet men altid skyde tilbage med skarpt, når man ikke havde forstået verdens rette sammenhæng. Og her havde Socialdemokratiet stadig altid ret.

Jeg vil aldrig have været ham foruden – selv på trods. Ikke fordi jeg fik 9 i den fysikeksamen, eller fordi jeg jublede, da Rolling Stones spillede på Roskilde for nogle år siden og hele pladsen foran Orange forvandlede sig til Kongeløkken i Nr. Aaby. Men fordi han gjorde det helt okay ikke at være ligesom alle de andre. 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s