The education of Denmark

Det flød over i mit feed med første skoledags børn i sidste uge. Stolte forældre, der med glæde og begejstring lagde billeder op af små drenge og piger stillet op til smil foran kameraet med skoletasken på. Der gemmer sig også sådan et billede i mine forældres fotoalbums. Der står jeg i 1987 med mørkt pandehår, høj hestehale og en skoletaske købt på ferien ved Gardasøen i Norditalien ulig alle de andre Jeva skoletasker, som var moden det år.

Vi taler dog ikke meget om uddannelse. Lige pånær, når der er kritik af Folkeskolen (hvilket jo efterhånden er en tomgangsdiskussion) eller undren over, at ikke flere mænd bliver opdaget på de videregående uddannelser. Eller at du som studerende bare generelt skal gennemføre din uddannelse helst under normeret tid. I stedet for at diskutere, hvordan uddannelse er vejen frem til bedre integration, taler vi nu om, hvorvidt man skal give hånden, når man modtager sit statsborgerskab.

Vores arbejdsliv kommer til at ændre sig voldsomt de kommende år. Digitalisering vil erstatte en stor del af det manuelle arbejde. Men en app kan dog ikke bygge et hus eller pleje dig, når du ligger på sygehuset. Det kan en akademiker heller ikke. Alligevel forherliger vi den akademiske uddannelse, alt imens samfundet skriger på faglærte. Jeg har til tider fornemmelsen af, at vi har glemt, hvad et videnssamfund egentlig er. At det ikke handler om en universitetsuddannelse, men derimod en forståelse af, at en del af arbejdsstyrken, fx ham eller hende, der står ved samlebåndet eller sidder på kontor, vil blive overtaget af en teknologisk udvikling, såsom robotteknologi. Men det betyder ikke, at vi alle skal kunne forstå Luhmann eller Laclau.

For når vi taler om videregående uddannelser og den politiske målsætning om, at mindst 50 pct. af de 30-årige skal have afsluttet en videregående uddannelse, lyder det altid som om, at de alle helst skal være innovative ingeniører eller skarptskårede cand.merc’er. Egentlig bare helst ingeniører, nu jeg tænker over det.

Der er aldrig noget, der dumper ned i skødet på en. Heller ikke en uddannelse og heller ikke et velfærdssamfund som det danske, hvor uddannelse er gratis. Det kræver en vis portion ingeniører, bevares. Men det kræver også, at vi skurer lidt ned for glansbilledet af akademikeren og op for spotlightet på den faglærte og professionsbacheloren. Af den simple grund at hvis de ikke findes, er der ingen til at realisere ingeniørens fine tegninger eller for den sags skyld passe ingeniørens børn, når han eller hun skal afsted på arbejde for at lave de fine tegninger.

Viden er magt, sagde min far altid. I Danmark har vi sørget for, at den tilgang til magten er gratis. Alle har lige adgang til en gratis uddannelse – hele vejen til kandidatniveau, hvis de skulle ønske det. Kun evner og lysten sætter begrænsningen. Den frie uddannelse er en grundsten i vores demokrati, og uden den ville vi ikke have et fundament at bygge videre på. Af samme årsag betaler jeg min skat med glæde – netop for at sikre, at alle har de samme mulighed for at uddanne sig og rykke sig.

Men jeg savner en respekt for de uddannelser, der ligger fundamentet for, at vi netop kan opretholde det samfund, vi hylder så meget. En respekt for folkeskolelæreren, pædagogen, sygeplejersken, tømreren eller radiografen. Det er muligt, deres arbejde ikke er krea nok til at ende på forsiden af Euroman, men i sidste ende er det dét, der – undskyld mit sprog – holder røven op på det velfærdssamfund, som ingen af os (lige med undtagelse af Lars Seier) vil være foruden.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s