Den første svære kunde

I dag annoncerede vi, at TDC har tegnet abonnement på GoGetty. 

Jeg lader den lige stå lidt. 

Altså vores alle sammens telefon, tv og internet udbyder (sådan da) er nu abonnement på GoGetty (er du blevet oprettet som bruger endnu – det er gratis!). Som virksomhed mener de det, når de siger diversitet og mangfoldighed er et strategisk indsatsområde, og nu får de hermed det digitale data-spejl, der kan hjælpe dem med at måle og styrke deres indsatser og aktiviteter.

Det startede i december. Kort efter, at Ewelina og jeg havde mærket efter i maven og var sikre på, at GoGetty (kom så, opret din profil) skulle være vores fælles barn. Et debatindlæg i Børsen blev til en LinkedIn besked til en tidligere kollega, der nu var ansat i TDC, hvilket blev til et møde, som i sidste ende blev til en GoGetty (du vil jo gerne) kunde – og nu i dag annonceringen. Det er den første kunde, jeg personligt har skaffet.

Jeg kan ikke sælge sand i Sahara. Derfor var det også med bævrende mund og lettere undskyldende bevægelser, at jeg både skrev den LinkedIn besked og mødte op til det møde med TDC. Heldigvis blev jeg mødt af varme og nysgerrighed. 

Det er en evig kamp i mig, hvor meget jeg egentlig skal og kan trække på det netværk, som jeg har opbygget over de sidste 10 år. Hvor langt kan man egentlig gå? Og hvor irriterede bliver de ude på den anden side, når en tidligere kollega nu kommer stormende frem med et salgs-pitch? Samtidig er jeg sådan lidt høfligt jysk opdraget – du ved typen, der uventet møder op til kaffe søndag og siger “nu vil jeg jo nødigt trænge mig på.”

De mennesker, der kender mig godt og som læser med her, vil nok finde min egen beskrivelse en smule ved siden af. Ord som papegøje og tågehorn er oftere det, der blevet brugt til at beskrive mig i både professionelle som private sammenhænge. Ikke desto mindre er det fandme noget andet selv at stå på mål for produktet på den måde, som jeg gør nu. For GoGetty (skulle du ikke ind og oprette din profil?).

Fordelen ved tågehorn som undertegnede er, at de oftest tror på det, de bræger ud til verden, hver gang de får en mulighed for det. Faktisk holder de sjældent op med at tale om det, de synes er vigtigt. Og gæt hvad venner, diversitet og mangfoldighed – i vores virksomheder som i vores samfund – er mega vigtigt. Det er det, der gør, at vi udvikler os, ser tingene på nye måder, skaber bedre ideer og produkter og i sidste ende et bedre samfund. 

Jeg er mega stolt af Ewelina, der fik ideen til GoGetty (skal jeg virkelig sige det igen?). Jeg er mega stolt af hendes måde at tage imod mig på. Jeg er mega stolt af mig selv for at satse alt på det her. Og jeg er mega stolt af de virksomheder, der allerede nu er abonnementer på GoGetty (go get ‘em). Alene af den grund, at det de alle har tilfælles er, at de tør. Tør at stille sig derud, hvor det måske er svært og udfordrende at stå, men alligevel gøre de det, fordi synlighed og samtale omkring udfordringen er afgørende for at løse den. 

Reklamer

Det der med egen virksomhed

Når man går ind af døren i en virksomhed – ihvertfald dem, jeg har arbejdet i – får man udleveret adgangskort, fem feriefridage, kantineordning, pensionsordning, printeradgang og løn plus det løse. Nu er jeg så den kvindelige tech-iværksætter, der vil ændre kønsbalancen i erhverslivet top. Og jeg skal hilse og sige, at der hverken er printer eller feriefridage med i den titel – eller løn for den sags skyld.

Der er gået lidt over to måneder siden, Ewelina og jeg slog pjalterne sammen om GoGetty (har du oprettet dig som bruger?). Og der er flere synlige ting, der er ændret i mit liv. Mit tøjforbrug og budget er fx faldet drastisk. En ting er den manglende løn. Men mest af alt arbejder jeg stadig i øjeblikket hjemmefra, da vi intet kontor har (!), og her er det oftere jeans end pencilskirts, der bliver hevet ud af skabet. Til gengæld har jeg aldrig købt så mange avokadoer i Netto i løbet af formiddagen, som jeg gør i øjeblikket.

Jeg har samtidig oprettet et holding selskab, udarbejdet shareholder-aftaler, bestilt virksomheds-nemID, talt frem og tilbage med mit pensionsselskab om hvordan jeg beholder mine forsikringer og svaret på en milliard million spørgsmål for at kunne få en bankkonto til mit holding selskab. For slet ikke at tale om de veksler, som jeg på ingen måde er begyndt at trække på mit netværk i forhold til at få flere kunder til GoGetty.

Jeg har ved flere lejligheder været ved at skide grønne grise, som de siger der, hvor jeg kommer fra. Når jeg er troppet op til kundemøder, stået skulder ved skulder med Ewelina foran en jury af professionelle investorer og chefen for Google i Danmark for at pitche GoGetty i Impact Challenge (som vi forøvrigt vandt), eller de efterfølgende interviews med DR, hvor det lige pludselig var mig, der stod foran kameraet. Dorothy, we aren’t in Kansas anymore!

Men så sender et af verdens mest maskuline brands en ny reklame på gaden, der tager et opgør med stereotyperne og sætter diversitet på forbrugerdagsordenen, og du ved bare, du har fat i den lange ende. Og hvis du ikke tror mig, så er der andre, der har lavet analyser på det her. Ifølge en undersøgelse fra Boston Consulting Group vil kvinder kontrollere 72% af privatforbruget globalt i 2028. For at få fat på de forbrugere har virksomheder brug for at deres produkter henvender sig til netop kvinder, og det kræver at man har kvinder i egne rækker igennem hele organisationen og især på toppen, hvor beslutninger bliver truffet.

I sidste ende handler det om at være i stand til at se løsningen, og det kan du kun, hvis du har de rette øjne, der kan se udfordringen. Og det er i bund og grund det, diversitet og GoGetty (har du oprettet din profil endnu?) handler om. Og på et eller andet tidspunkt, så når vi både eget kontor, printer, adgangskort, kantine (med masser af avocado), pensionsordning og feriefridage.

Go get ‘em

Så jeg droppede ligesom ud. Went M.I.A. Jorden roterede videre, men jeg var stået af. Efter 10 års arbejdsnarkomani og mange bekymrende miner hos folk tæt på mig, var det dog alligevel utroligt rart. Til sidst droppede jeg rent faktisk så meget ud, at jeg holdt op med at blogge. Det var ikke et udtryk for, at jeg ikke gad mere, eller at jeg nu skulle være mor på fuldtid men en accept af, at jeg for nuværende var gået under jorden.

Siden sommeren bragede ind over Danmark i maj, har jeg holdt fri. Taget det engelske ord for fritstilling bogstavligt. Jeg har mest af alt opholdt mig på en stol i haven i løse gevandter med Politiken og Weekendavisen ved hånden. Jeg snakkede lidt med et par virksomheder og NGO’er om, hvorvidt cirkushesten skulle slippes løs i deres organisation. Hver samtale endte dog gerne med, at jeg jokkede i spinaten – uden egentlig helt at vide hvorfor.

Hvert år åbner damerne og jeg en tidsmaskine. Ønsker og håb for året, der er skrevet på en lap papir og foldet sammen i en kuvert. Nogle af os kan huske, hvad vi skriver. Andre glemmer det lykkeligt i det øjeblik, kuverten forsegles. Jeg kunne tydeligt huske, hvad jeg havde skrevet den aften på PMY i oktober 2017, og det havde mere eller mindre hjemsøgt mig i hele 2018. Og det lå jeg så og tænkte over ude i haven.

Problemet er bare, at jeg er ikke hende den kreative og iderige type. Jeg er hende, der eksekverer og gennemfører. Hende, der ret tidligt lærte, at man ved arbejdskraft og engagement kan komme ret så langt. Men det skulle vise sig, at der var en anden, der havde en idé. Og den idé var god.

Så i starten af november mødte jeg op til en kaffeaftale med Ewelina Reszke uden egentlig at vide, hvem hun var eller hvilken idé, hun havde. Vi var blevet introduceret gennem netværk – af en anden kvinde, hvis grundtese til ligestilling og feminisme er, at kvinder skal spille hinanden stærke. Og Ewelina havde ikke bare en idé. Hun havde en platform, og hun manglede en Co-founder til sammen med hende at sparke det ud i verden og gøre det til en forretning.

Så nu skriver jeg den vildeste sætning, som jeg egentlig aldrig havde troet, jeg skulle skrive, men som føles så rigtig, at det halve kunne være nok. Per 1. december indtrådte jeg som Co-founder i GoGetty.

GoGetty er den første employer branding, benchmarking og §99-kompatibel (Årsregnskabsloven §99b) diversitetsplatform, der gør Diversity & Inclusion (D&I) målbar og gennemsigtig. GoGetty hjælper med at bygge bro over kløften mellem innovative og inkluderende virksomheder, mangfoldige talenter og D&I-løsningsleverandører- og eksperter.

GoGetty er en online social platform til den professionelle verden, a la Linkedin krydret med et Trustpilot-score element – alt sammen med fokus på mangfoldighed. GoGetty gør kønsdiversitet og inklusion på de øverste poster i danske virksomheder transparent og målbar. Hver arbejdsgiver får tildelt en score, der baserer sig på antallet af mænd og kvinder på virksomhedens bestyrelses-, CxO- og VP niveau.

Missionen med GoGetty platformen er at skabe større vækst hos virksomheder – danske som internationale, mere tilfredse kunder, gladere medarbejdere, bedre og mere innovative idéer og ikke mindst adgang til større talentpulje for virksomhederne. For som utallige analyser og rapporter har påvist, giver større diversitet og inklusion på toppen plus på bundlinjen.

De fleste, der i tidernes morgen har læst med på denne blog eller kender mig personligt vil vide, at et bedre match nok ikke kunne findes. At Ewelina samtidig også er en stjerne i høje hæle gør kun det hele endnu bedre.

På fredag står vi klar overfor en jury af investorer og skal pitche GoGetty i Impact Challenge 2018. I næste uge arbejder vi videre med vores community strategi og salgs-pibeline, mens vi afsøger markedet for investorer. Og hvem ved, måske en dag har vi en printer, en pensionsordning og et adgangskort til vores kontorlokaler.

Hvad jeg dog ved er, at du allerede nu kan gå ind på GoGetty og oprette dig selv som bruger. Det bliver stort!

I offentlighedens tjeneste

Kære Danmark, der er noget, vi bliver nød til at tale om. Og forstå mig nu ret, for jeg så også traileren til den nye sæson af Den Store Bagedyst, der går i gang lige om lidt, og jeg glæder mig lige så meget som dig. For slet ikke at tale om den optur, jeg ved, du føler sammen med mig, når vi ser Rosa fredag aften i Vild med Dans. Men det ændrer ikke på, at du har glemt, hvad du kommer af.

Du har sejret ad helvede til, og mens du sad der i Spanien og mæskede dig i dine “dos cervezas” og glædede dig over, at begge dine børn har ret til en iPad, eller hyldede kultur og rosé i en lind strøm til lyden af Martin Krasnik på Heartland, glemte du eller endnu værre ignorerede du, at intet varer ved for evigt. For du har ikke fortsat dine forældres kamp for frihed og demokrati eller opdraget dine børn til, at de skal kæmpe for det demokratiske velfærdssamfund, som gør, at du har råd til at købe iPads til dem.

Med indgåelsen af public service-kontrakten mellem DR og Kulturministeriet i dag, tyder meget på, at de politikere vi har valgt, er så bange for den virkelighed, som de står overfor ved de næste par valg, at de forsøger at styre medierne.

DR må fremover på web godt bringe tekstbaserede nyheder men skal afholde sig fra lange, dybdegående artikler. DR skal fremme dansk musik (faktisk skal 48% af den musik, der spilles være dansk), men tre radiokanaler, P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz nedlægges. DR skal imodsætning til tidligere public service-kontrakter ikke fremme integrationen (det er nu skrevet ud), men skal derimod tydeligt i sin programflade og platforme vise, at Danmark har sin rod i kristendommen. Hvis DR ikke overholder dette, er de nu på finansloven istedet for borgerbetalt licens og kan derfor sanktioneres økonomisk af staten. Var det dét vi kaldte armslængdeprincip og pressefrihed?

Som storforbruger af ord, lyd og journalistik, ønsker jeg et stærkt DR. Ikke kun fordi jeg elsker Den Store Bagedyst og Sandie Wesths feministiske pop-udbrud om morgenen, men fordi DR er gratis ord, lyd og journalistik til et demokrati, der hungrer efter information og oplysning. Og kære Danmark pak nu dine “røde lejesvende” fordomme væk, for det løste vi med TV2 og den fri konkurrence. Underøgelser efter undersøgelser viser, at slagsiden ikke er tilstede i journalistikken, uagtet om den er det i valglokalet.

Som en anden Lord Walder Frey har regeringen i dag udført deres eget Red Wedding på DR med venlig hilsen fra Tulle-Lannister. Det er vel og mærke de politikere, der oftest råber højst, når det handler om frihedsrettigheder og danskhed, der i dag har knægtet en af de nationale insitutioner, der netop står for frihed.

Men kære dansker, er du seriøst stadig ligeglad? Tænker du, at det nok skal gå, sålænge dine børn har ret til en iPad, og du kommer på ferie to gange om året – gerne det samme sted? Eller kunne du måske snart begynde at tage stilling til det samfund, du er i borger i, hvilket ikke kun betyder, at du deltager i valghandlingen, men faktisk også er opmærksom på, hvad der bliver stemt i salen mellem valgene?

For kære dansker, de historier du elsker at høre fra dine forældre og bedsteforældre om gamle dage var dødens alvor. Det var en kamp for frihed og rettigheder og adgang til information, som du i dag tager for givet, når du er mere optaget af den bedste one-liner i valgkampen, eller om hvorvidt folk giver hånd eller knus.

Og næste gang, du brokker dig over politikerne, så husk: Vi har de politikere, vi fortjener.

Bitterfissen

“Du skal være økonomisk uafhængig af en mand, Helene.” Det tog mig mange år at forstå, hvad det egentlig betød. At det handlede om mere end bare at tage en uddannelse og få et job. At forståelse for pension, realkreditlån og investeringsportefølje bare var en lille del af den økonomiske uafhængighed. Det handlede om stolthed. Følelsen af aldrig at skulle stå i situation, hvor man ikke havde råd til at ringe til en håndværker eller kunne få budgetkontoen til at gå op. Følelsen af at kunne klare sig selv.

På debatsiderne, sociale medier og selv i kakkelbordsprogrammer som Aftenshowet flyder det over med usynlige strukturer der begrænser, identitetspolitik, og der er efterhånden ikke den Københavner under 30, som ikke er woke. Jeg ser det også. De forbandede strukturer og normer, der binder og caster os i et kønsrollesystem fremelsket af sure, gamle mænd opflasket på salmesang og magt. Det er umuligt ikke at se, når man først har fået øjnene op for det. Men det gør mig også så forbandet forbistret, for om vi vil det eller ej, så fratager det et forbandede ansvar for at klemme ballerene og løse noget selv.

Det er ofte her jeg i gorilla-krigen vil blive sat i bås med liberale feminister og blive bedt om at skrive for Damefrokosten, hvis den altså stadig eksisterer. Men det må også være en grænse for, hvor meget samfundet egentlig kan få skyld for. Et menneske, som jeg ville ønske, jeg havde mødt allerede for 10 år siden, fortalte mig for et stykke tid siden, at grunden til at mange bliver skilt efter en kvindes kræftsygdom ikke har noget at gøre med, at manden skulle være en dårlig omsorgsgiver in the time of crisis, men derimod at når kvinder har stået der og set døden i øjnene finder de ud af, at nu gider de sgu ikke mere.

Nu er det muligt, jeg har haft et forspring med en bankuddannet mor, men det var min far, der bankede mantraet om økonomisk uafhængighed ind i hovedet på mig. Han var også så sød i samme sætning at minde mig om, at når man stikker næsen frem, risikerer man at få nogle slag over den. So here goes.

Hvis du som kvinde er træt af, at du er sat tilbage i karriereræset, har en lavere pensionsopsparing end din mand, selvom I har været lige mange år på arbejdsmarkedet, og at det forøvrigt altid er dig, der tager barns første sygedag, så er hovedproblemet ikke, at vi har begrænsende strukturer i vores land, der låser os i kønsroller, men derimod at du højst sandsynligt ikke har stukket næsen langt nok frem og derudover har valgt den forkerte mand – eller ihvertfald været lige så dårlig til at forhandle hente/bringe gamet ved spisebordet, som du er til at forhandle bonus ved mus-samtalen.

At rende rundt og tro, at man ikke selv kan rykke noget, men at det altid er andre, der skal løse ens problemer er en uværdig offerrolle. Og inden du skyder mig noget i skoen, som jeg ikke har sagt, så taler vi ikke her om voldtægt/vold og mord. Men jeg gider simpelthen ikke længere høre den undskyldning, at du jo er opdraget til at være en bestemt pige/kvinde, og det er jo sådan en pæn én. Mine forældre opdragede mig også til at spise pænt ved bordet, sidde ordentligt på en stol og ikke at ryge. Intet af det lykkedes – mest af alt, fordi jeg ikke gad noget af det.

For det er ikke kun det faktum, at du ikke ved, hvad bidragssatsen på dit realkreditlån er, eller hvorvidt du står som begunstiget på din mands livsforsikring, hvis I ikke er gift, der irriterer mig. Nej, det er også det faktum, at mens du står og fabler om, at det er dig, der altid henter, så havde du intet problem med at lade en mand føre dig ned af et kirkegulv i en jomfruelig -farvet kjole, så du kunne blive givet væk til en anden mand. For godt nok tror du ikke på det, men du har alligevel købt ind på prinsesseshowet – vel og mærke et par uger efter, at du brokkede dig over luder/Madonnna komplekset.

Det er ikke nogens skyld. Hverken mænd eller kvinders. Men kære kvinde det er ligeså meget dit ansvar som mandens. Og den individuelle kamp kan være lige så revolutionerede som massens.

Kære kristendom, suck my dick

Skulle vi lige tale lidt om det med religion. Eller om magt, som det i bund og grund handler om. I tirsdags meldte flere af lederne og organisationerne i den kristne kirke i Danmark ud, at nu måtte det være slut med de der forskellige kønsidentiteter, og vi skulle komme tilbage til de klassiske familieværdier og menneskesyn, hvor en kvinde er en kvinde, en mand er en mand og en bøsse er noget, man går på jagt med.

De sagde godt nok ikke det med, at en bøsse er noget man går på jagt med, men det var nok mest fordi det ville lyde dårligt selv i Kristeligt Dagblad i 2018. Opsangen om familieværdier og den rette ægteskabelige sammenhæng kommer fra den kristne højrefløj. Samme fløj, som huser præster, der ikke vil give hånd til kvindelige præster. Opsangen kommer kort tid efter Priden i København og i en tid, hvor det katolske overhoved er under pres fra højrefløjen i det katolske USA, fordi han med pavehat har udtalt, at han ikke kan dømme homoseksuelle. Han sagde så godt nok også i denne uge, at familier til homoseksuelle skulle søge psykiatrisk hjælp.

Det var Berlingske, der lagde spalteplads til den kristnes højrefløjs længsel efter fordumstid. Kusine-avisen Weekendavisen har i dag et interview med formanden for Ny Borgerlige, Pernille Vermund, der vil have et stop for indvandring fra muslimske lande, da de efter hendes udsagn ikke forstår de danske frisind. Hun havde dog ingen kommentarer til fundamentalisterne i hendes egen statsreligion. Faktisk var der ingen af dem, der normalt kritiserer særligt muslimers manglende forståelse for dansk frisind og ligestilling, der havde et modsvar til de kristne, der mener, at det normale findes indenfor ægteskabet og familielivet mellem mænd og kvinder.

Det ville være let at ignorere det. At kalde udtalelserne og og personerne bag dem for tosser eller bare uvidende og bange, og så lade det være ved det. Problemet er bare, at når den fundamentalistiske højrefløj (ja, jeg smed lige de præster og organisationer ind i den kategorisering) brøler om naturlighed, traditioner og den rette måde at leve på, så larmer de endnu mere, hvis flertallet forholder sig tavst.

Ikke nok, at de i bund og grund angriber mennesker, jeg personligt elsker, så angriber de også det frisind, som jeg som dansker faktisk sætter ret højt. Noget, som jeg bryster mig af, når jeg rejser rundt i verden, at vi som samfund bliver bedre og bedre til at favne forskellighed og mangfoldighed – både hvad angår køn og seksualitet. Derudover har jeg vitterligt heller ingen interesse i at være kvinde på den måde, som fundamentalister af den ene eller anden religiøse overbevisning, prædiker for.

Jeg bliver dog virkelig forbandet, når jeg i årevis har hørt på den politiske højrefløj i Danmark, anført af fætrene i DF, smælde og skælde på Islam uden at der er nogen fra selvsamme fløj, der har sat hårdt mod hårdt mod den fløj af den kristne kirke i Danmark, der turnerer med de selvesamme budskaber, hvad angår homoseksualitet og køn. For i sidste ende er kristendommen en statsreligion i Danmark, og det er muligt, jeg ikke betaler til Folkekirken gennem en kirkestat, men min skattebetaling går stadig til at aflønne præster, der taler imod de demokratiske værdier, som vi har bygget vores samfund på.

Holdninger som disse, hvadenten de fremstilles af troende katolikker, jøder, kristne, hinduer eller muslimer skal ikke ties ihjel. De skal tales højt imod. Det handler ikke om religion, men om magt, og her ser jeg helst, at demokratiet har agt.

The education of Denmark

Det flød over i mit feed med første skoledags børn i sidste uge. Stolte forældre, der med glæde og begejstring lagde billeder op af små drenge og piger stillet op til smil foran kameraet med skoletasken på. Der gemmer sig også sådan et billede i mine forældres fotoalbums. Der står jeg i 1987 med mørkt pandehår, høj hestehale og en skoletaske købt på ferien ved Gardasøen i Norditalien ulig alle de andre Jeva skoletasker, som var moden det år.

Vi taler dog ikke meget om uddannelse. Lige pånær, når der er kritik af Folkeskolen (hvilket jo efterhånden er en tomgangsdiskussion) eller undren over, at ikke flere mænd bliver opdaget på de videregående uddannelser. Eller at du som studerende bare generelt skal gennemføre din uddannelse helst under normeret tid. I stedet for at diskutere, hvordan uddannelse er vejen frem til bedre integration, taler vi nu om, hvorvidt man skal give hånden, når man modtager sit statsborgerskab.

Vores arbejdsliv kommer til at ændre sig voldsomt de kommende år. Digitalisering vil erstatte en stor del af det manuelle arbejde. Men en app kan dog ikke bygge et hus eller pleje dig, når du ligger på sygehuset. Det kan en akademiker heller ikke. Alligevel forherliger vi den akademiske uddannelse, alt imens samfundet skriger på faglærte. Jeg har til tider fornemmelsen af, at vi har glemt, hvad et videnssamfund egentlig er. At det ikke handler om en universitetsuddannelse, men derimod en forståelse af, at en del af arbejdsstyrken, fx ham eller hende, der står ved samlebåndet eller sidder på kontor, vil blive overtaget af en teknologisk udvikling, såsom robotteknologi. Men det betyder ikke, at vi alle skal kunne forstå Luhmann eller Laclau.

For når vi taler om videregående uddannelser og den politiske målsætning om, at mindst 50 pct. af de 30-årige skal have afsluttet en videregående uddannelse, lyder det altid som om, at de alle helst skal være innovative ingeniører eller skarptskårede cand.merc’er. Egentlig bare helst ingeniører, nu jeg tænker over det.

Der er aldrig noget, der dumper ned i skødet på en. Heller ikke en uddannelse og heller ikke et velfærdssamfund som det danske, hvor uddannelse er gratis. Det kræver en vis portion ingeniører, bevares. Men det kræver også, at vi skurer lidt ned for glansbilledet af akademikeren og op for spotlightet på den faglærte og professionsbacheloren. Af den simple grund at hvis de ikke findes, er der ingen til at realisere ingeniørens fine tegninger eller for den sags skyld passe ingeniørens børn, når han eller hun skal afsted på arbejde for at lave de fine tegninger.

Viden er magt, sagde min far altid. I Danmark har vi sørget for, at den tilgang til magten er gratis. Alle har lige adgang til en gratis uddannelse – hele vejen til kandidatniveau, hvis de skulle ønske det. Kun evner og lysten sætter begrænsningen. Den frie uddannelse er en grundsten i vores demokrati, og uden den ville vi ikke have et fundament at bygge videre på. Af samme årsag betaler jeg min skat med glæde – netop for at sikre, at alle har de samme mulighed for at uddanne sig og rykke sig.

Men jeg savner en respekt for de uddannelser, der ligger fundamentet for, at vi netop kan opretholde det samfund, vi hylder så meget. En respekt for folkeskolelæreren, pædagogen, sygeplejersken, tømreren eller radiografen. Det er muligt, deres arbejde ikke er krea nok til at ende på forsiden af Euroman, men i sidste ende er det dét, der – undskyld mit sprog – holder røven op på det velfærdssamfund, som ingen af os (lige med undtagelse af Lars Seier) vil være foruden.

Ulle Bulle

På den hvide kiste, der stod midt i kapellet, skrev jeg med sort tus: “Jeg skriver på en kiste, fordi du lærte mig at sprænge rammerne og leve utraditionelt. Og så lærte du mig en fandens masse om musik og matematik. Nyd det! Din niece, Helene”

Da jeg gik i 2.g skulle jeg til mundtligt fysikeksamen. For den skabssproglige var det et gravalvorligt problem. Jeg sad ved mine forældres spisebord og terpede, hvordan jeg skulle forstå verden gennem modeller og begreber. Jeg forstod grundlæggende intet af verden, uagtet om jeg anlagde et blik på den gennem kvantefysikken, atomer, mekanik eller energi. Så hver dag, mens jeg sad der og læste det pensum, som jeg skulle have brugt mere tid på i løbet af året, ringede jeg til min onkel i Nr. Aaby. Så han kunne lære mig at forstå.

Det var den selvsamme onkel, der lånte mig 15 forskellige albums med The Beatles, som jeg skamhørte i sommerferien mellem 8. og 9. klasse, og som i det skæve, fuldt beklædte murstenshus på Kongeløkken, blæste stuen fuld af The Rolling Stones, som jeg med åben mund og store øjne lyttede til – musik, der sammen med min fars R&B og funklyd kom til at kendetegne min egen musiksmag. 

Hvadenten han sørgede for at traktere os med noget af det bedste hjemmelavede mad, jeg nogensinde har fået, eller holdt hof med skarpe meninger og påståelighed fra lænestolen med cigaretter pulsende omkring ham, var han altid lun og klar med en eller anden tåbelig “onkel” vittighed.

Men han var også kilden til en fandens masse frustration og konflikt. Når vi prøvede at fortælle de voksne ved julefrokostbordet, at vi måske ikke synes, det var verdens fedeste stemning, de skabte, ved at sidde og skændes hen over bordet, blev vi brølet tilbage i hovedet, at der var ingen her, der skændtes – de diskuterede bare. Samfund, økonomi, medier, politik. Socialdemokratiet havde altid ret.

Han stod for mig som et oprør mod det samfund og den livsstil, som alle altid sagde var den sikre vej til lykken. Som en af de sidste rester af 68. Hvad jeg dog ikke kunne se den gang var, at mange af de indre dæmoner, han sloges med kom af ikke at kunne slå til i det samfund, som 68-generationen kun formåede at rykke bare lidt ved. Borgerligheden sejrede alligevel ad helvede til i Socialdemokraternes velfærdsstat og De Konservatives kartoffelkur.

Som alle andre mennesker var han sammensat, men der var sjældent nogle grå områder. Det var gerne sort eller hvidt. Men hvad han ikke var i stand til at give til(bage) samfundet som sådan, gav han til os, der kom i hans og min Gudmors hjem. Kærlighed til forskellighed og det at turde at skille sig ud og være sin egen. Evnen til at lytte til argumentet men altid skyde tilbage med skarpt, når man ikke havde forstået verdens rette sammenhæng. Og her havde Socialdemokratiet stadig altid ret.

Jeg vil aldrig have været ham foruden – selv på trods. Ikke fordi jeg fik 9 i den fysikeksamen, eller fordi jeg jublede, da Rolling Stones spillede på Roskilde for nogle år siden og hele pladsen foran Orange forvandlede sig til Kongeløkken i Nr. Aaby. Men fordi han gjorde det helt okay ikke at være ligesom alle de andre.