Word Up

Jeanne-Louise var løbet tør for ord. Det var aldrig sket før. Men nu kunne hun ikke længere finde dem. Dem, som havde reddet hende i flere situationer. Dem, der har skubbet hende fremad. Givet hende relationer. Viden. De var væk, tabt. Ordene.

Det handlede ikke om skriveblokering. Eller manglende inspiration. Der var bare ikke flere ord tilbage. Ikke mere at dele ud af. Eller pakke sig ind i.

Jeanne-Louise havde altid haft ordene. Hun kunne ikke tegne, kunne knapt nok balancere hendes lønkonto, men hun kunne forme ord. Hun hørte teksten, før hun hørte guitaren. Hun handlede på baggrund af digtede fortællinger. Hun talte, før hun tænkte.

Men nu var de væk. Ordene. Hun var ikke klar over, hvordan hun fik dem tilbage. Hun havde prøvet at skrive af efter favorittekster. Synge med på yndlingssange. Læse sig til andres gode ord. Åbne munden og tale. Men der var ikke flere ord.

Reklamer

Influenza

Helene er typen, der bekræfter klicheen om influenza-ramte mænd, når hun sent en søndag eftermiddag må give fortabt og lægge sig under dynen med en dundrende hovedpine i den øverste del af panden, sitrende hud, blanke øjne og følelsen af at opholde sig i en kummefryser på trods af bukser, bluse og vinterdyne.

Hun er ynkelig, jamrende, overbevist om at ingen kan lide hende, og at alle er efter hende. De fleste sætninger misforstås og ender med tårer trillende ned at kinderne. Intet er forøvrigt godt nok. Teen smager elendigt på trods af flere spiseskefulde honning. Dynen er for varm, for kold. Der er krummer i sengen fra dagens morgenmad. Det føles, som om de skærer i huden på hendes lår.

Men Helene er ikke syg nok. Hun er kun varm. Feberen er ikke høj nok. Hun er ikke slået omkuld. Hun ville fint kunne gå med hunden, omend det ville gå langsomt. Hun ville dog sikkert beskrive det som en tur på vej mod korset. Hun keder sig også i sengen. Der er ingen medlidenhed at hente i hverken puder eller gardiner.

Så hun rykker hovedpinen og den værkende krop ind i sofaen. Søger opmærksom, mad, væske, opmærksomhed, fjernbetjening, te, opmærksomhed, mere opmærksomhed for helvede. Hun hungrer efter en kold vaskeklud på panden, en der vil nusse hende i nakken, sige at det nok skal gå, at hun bliver rask lige om lidt, hun skal bare sove lidt.

Så hun går i seng igen. Mens hun tænker, om der dog ikke snart er nogen, der ringer efter en voksen. Helst hendes mor.

The Day You Walked

Simone havde været vred i mange år. Sådan virkelig vred. På den måde, hvor hun altid formåede at smadre en flaske eller fem ved at kyle dem mod fortorvet foran den tilfældige bar, hvor hun havde brugt aftenen på at drikke sig ned. Hun fik vreden galt i halsen som syre, harkede og hostede og spyttede den ud som galde. Tilfældige mennesker blev kaldt for røvhuller, kolde skiderikker og kyniske røvkneppere. Der var ingen sarkastiske bemærkninger, perfide intelligente henvisninger eller følelsesmæssigt overskud. Nej, Simone var vred, som kun kvinder fra Vestegnen i velourbeklædte hjørnesofaer med overfyldte askebægre på sort, hvide marmorborde med stålstel kan blive vrede. Kunne hun komme op og slås, gjorde hun det. Skubbe et andet menneske hen af fortorvet eller smadre sin knytnæve mod ansigtet af en anden person. Men det var aldrig nok. Hun fik det aldrig helt ud. Hun kunne skrige sin stemme væk. Hun kunne smadre sine knoer. Det hjalp ikke. Det hjalp aldrig. Alligevel stod hun der weekend efter weekend. I en tilfældig bar og skyllede øl og shots ned. Hun vidste i det øjeblik, hun begyndte at snøvle eller vakle på hendes ben, skulle hun nok få en anledning. Når hun hang ind over det andet menneske i baren og spurgte om de ikke havde set hinanden før, eller når hun kom til at vælte en øl over en forbipasserede. På et eller andet tidspunkt, skulle der nok være nogen, der reagerede. Nogen, der fik nok. Nogen, der sagde ‘hey, slap af’. Eller ‘prøv lige at styr dig’. Det var hendes indgang. ‘Åh, come on, vi skal jo alle sammen være her, ikke!’ Men det skulle de ikke. Det vidste Simone også godt. Hun skulle ikke være der. Hun skulle gå hjem. Ikke engang, når hun havde provokeret personen på den næste barstol nok, eller at bartenderen blev træt af hende, eller hun blev slæbt ud af dørmanden, gik Simone hjem. Det var noget, der skulle gå i stykker, før hun kunne gå. Enten en anden, eller hende selv. Når først blodet flød, kunne Simone gå. Så kunne hun altid gå.

Baby, talk is cheap

Hun kunne ikke huske, hvem der sang sangen. Men melodien sad på rygraden. Hun sad på en barstol og nynnede ned i hendes fadøl. Hun bestilte altid fadøl. Drinks var for smart. Vin kunne man alligevel ikke få. Flaskeøl smagte af pis.

Hun havde klædt sig pænt på. Sorte jeans, der sad forholdsvis stramt og afslørede en krop, der på ingen måde havde taget skade af hverken alder eller to graviditeter. En rød bluse med v-hals og små guldknapper ved brystet og på armen, fra håndleddet op til albuen. Make-up’en var diskret med mascara og en neutral lip-gloss. Hun havde taget de høje ankelstøvler på. De var de eneste par høje sko, hun kunne gå en hel aften i uden at få ondt i fødderne takket være den store firkantede hæl.

Hun havde vel siddet der i 15 minutter med hendes fadøl og ventet. Hun forstod stadig ikke, hvorfor hun havde sagt ja til at mødes. Der var jo 15 år siden. Hun havde lyst til en cigaret. Hun havde ikke røget siden, hun blev gravid med August for syv år siden. Hun tænkte på Mads. Han havde vel puttet børnene nu. Sad i sofaen og flippede kanaler for at finde en fodboldkamp eller en film med Bruce Willis. Hun havde sagt, hun skulle ud med pigerne fra arbejde. Og det skulle hun jo også. Bare først om to timer.

Det var jo ikke fordi, hun ikke havde set ham siden. De boede trods alt i samme by. De havde altid hilst høfligt. Mads vidste jo også, hvem han var. Men nu havde han altså skrevet og spurgt, om de ikke skulle drikke en øl. Ikke mere end det. Hun havde svaret ja med det samme. Typisk hende. Uden at spørge ind til, hvad han ville. Bare ja.

– Hej Tina!

Hans stemme ramte hende som et smæld i nakken. Han satte sig ned på barstolen ved siden af hende, knipsede med fingrene af bartenderen og bestilte en pilsner. Det var ikke til at se, at der var gået så mange år. Han var om noget endnu mere veltrænet at se på. Det lyse hår sad med millimeter præcision. Skjorten var nystrøget. Skoene pudset.

– Fedt, du ville mødes.
– Jo, selvfølgelig. Hun havde det som en butiksassistent. Var lige ved at spørge, hvad hun kunne hjælpe med.
– Nå, Tina. Godt at se dig. Går det godt med Mads og med børnene?
– Øh ja, det går fint. Vi… Han afbrød hende.
– Nå. Nu skal du høre. Jeg ville mødes, fordi jeg tænkte, at du kan hjælpe mig. Jeg er ved at starte nyt firma, du ved. Ved siden af de andre. Det kører super med dem. Det her går ud på at vi ligesom shiner boliger op inden et salg. Du ved gør dem lækre, designer dem. Bare med møbler og lidt maling. Ikke noget renovering. Men lækkerhed. De gør det i USA hver gang man skal sælge en bolig. De er mega stort på den anden side af dammen.

Hvorfor sagde han stadig dammen. Det var jo et ocean. Hun havde tabt tråden. Hvorfor skulle de mødes om noget med møbler og USA. Hun afbrød ham i hans talestrøm om møbelpolstring.

– Andreas, jeg tror ikke helt, jeg forstår?
– Jo, nu skal du høre. Det jeg tænkte var, at du kunne introducere konceptet nede hos jer i Nybolig, og så kunne I anbefale os til kunder. Du kunne jo lige snakke med chefen – hvad er det nu, han hedder?
– Jan?
– Ja, Jan. Du kunne lige snakke med Jan om det, og så kunne jeg komme ind og mødes med ham og fortælle mere.
– Du vil mødes med Jan?
– Ja, jeg synes, det kunne være en super god idé. Og så får du ligesom også lidt respekt, fordi det er er dig, der har anbefalet os.
– Jeg får respekt? Hos Jan?
– Ja Tina. Det er sgu da en fed idé!

Han fortsatte i en ny talestrøm om hvide vægge og en eller anden plante. Monstera Deliciosa. Hun kunne lige så godt bare lade ham tale færdig. Sige, at hun nok skulle tale med Jan, selvom hun aldrig ville gøre det. Drikke hendes fadøl. Det blev ikke mere uforløst. Det vidste hun.

Hun kom i tanke om hvilken sang, det var. Det var Ravnen af Sorten Muld. Hun havde ikke hørt den sang i en evighed.

Revolutionary Road

– HOLD NU KÆFT! Hold nu kæft for satan. Hold nu bare KÆFT!

Han var så træt af at høre hende tale. Så træt af hendes stemme og den måde, hun krængede hovedet lidt til siden, når hun selv syntes, hun havde en pointe. Måden, hendes mund åbnede sig bare en smule som for at indikere, at hendes let adskilte læber ikke var en fælde, men derimod en åbning for at han kunne komme tilbage i diskussionen.

Men efter fem år burde han vide bedre. De adskilte læber var aldrig en åbning. Det havde de aldrig været. Det skulle bare se sådan ud. Som om, hun betvivlede bare lidt af hendes egen argumentation og væsen og dermed åbnede for, at han kunne komme tilbage med det rationelle argument, der kunne lade diskussionen fortsætte på et normalt decibel niveau. Så de til sidst ville finde en løsning.

Nu stod han der med sine argumenter. At de sagtens kunne forblive dem, de var, selvom deres postnummer ændrede sig. Ændring af ens folkeregisteradresse ændrede sgu da ikke ens personlighed. Og så skete der det, der altid skete.

Hendes læber trak sig sammen, hendes øjne lukkede i, hun virrede kort og let med hovedet, hendes hænder slap grebet i hofterne, armene faldt ned langs siden, hun skiftede vægten fra det ene ben til det ene – først højre, så venstre og så tilbage til højre igen for til sidst at lade hagen falde ned mod brystet.

Hun trak vejret tungt, og hendes brystkasse hævede sig roligt foran ham. For helvede de bryster. Måske det var dét. Måske det var brysterne, der distraherede ham så meget, at han aldrig nåede at se det bagholdsangreb, der kom.

Aldrig så, hvordan hun stille og roligt løftede hovedet, hvordan hendes øjne blev smalle og fokuserede, hvordan hendes arme bredte sig ud fra hendes krop som vingefanget på en rovfugl, hvordan hendes fødder stod let men fast på gulvet. Han stod der fokuseret på hendes bryster. Det var først, da lyden af hendes hæsblæsende stemme ramte ham.

– Hvor er det flot, Kasper! Du er så dygtig. Du har jo også løsningen på alt. Det må være de år på DTU. Så var de alligevel ikke spildte. Selvfølgelig kan vi da flytte til forstæderne. Hvorfor ikke udkanten, nu vi er i gang. Hey, vi pakker sgu da hele lortet og får 3×34 til at flytte det til Struer. Så kan du også få dit drømmejob hos B&O. Så kan vi få det hele. Et stort hus med carport og have, hvor vi kan mødes hver dag kl. 16.30 med poser fra Føtex, der kan supplere hvad fanden vi har af kødtilbud i kummefryseren. Ja for helvede, det kunne være smukt! De danske Wheelers i Struer. Ikke engang Søborg eller Herlev. Nej Struer!

Det var ikke det perfide eller ironiserende i det, hun havde sagt, der havde fået ham til at råbe, at hun skulle holde sin kæft. Det var jo for helvede velkendt, at når hun først stod der som en gøge med hendes arme bredt ud og inddæmmede hele rummet med hendes storslåede overlegenhed, der kendetegnede hendes stemme i disse situationer, at hun ville være perfid, og han ville være hende underlegen. Nej, det var sgu ikke det.

Det var den forbandede reference til den skide film. Han orkede ikke at høre mere om den film, og hvordan hun kunne drage endnu en parallel til deres liv ud fra historien om Frank og April Wheeler. Hun havde jo for helvede ikke engang læst bogen. Hun havde bare set filmen. Bogen havde hun opgivet for lang tid siden. Men nu var den forbandede film kommet på Netflix, og hun havde set den igen. Der stod hun så og legede Kate Winslet, der leger April Wheeler og fabulerede om deres liv, som var ved at køre ned i en eller anden opdigtet forstadsafgrund.

Kunne hun dog for helvede ikke bare holde kæft.