Stjerner på himlen

Det var som om, det særligt var de danske kunstnere, der stjal tiden og den gode lyd i år. Der var i hvertfald der, jeg ofte endte og enten vuggede eller hoppede med til rytmen. Til tonerne af en ungdom defineret af 00’erne såvel som 10’erne. Efter 30 minutters Massive Attack, stod jeg dog af og hoppede på toget hjem til sommerlandet, omend jeg gerne ville have hørt Dua Lipa. Men der er stadig masser af lyd at komme efter.

Her kommer den fuldstændige, uvidenskabelige men omfangsrige og passioneret liste over de bedste koncerter på Roskilde i år.

First Aid Kit
Det var en af de koncerter, vi bare dumpede ned til, uden at vide voldsomt meget om, hvad det egentlig var, vi skulle høre. At den var programsat til Orange om eftermiddagen om torsdagen, viste sig at være den perfekte måde at starte dag to på. Med perfekte harmonier mellem de to svenske søstre tilsat en lyd af indie og folk, var First Aid Kit lige præcis den portion kærlighed og stemning, der skulle til for at kickstarte vores kroppe, mens vi langsomt skyllede tømmermændene fra åbningen væk med nye øl. Jeg har hørt dem skamløst lige siden, jeg kom hjem. Som om de både passede perfekt til den dovne solfyldte søndag, den deprimerende mandag og tirsdag aften, hvor det i små 30 minutter regnede på Vesterbro.


Nephew
Det var tredje gang, de spillede på Orange, og de skuffede ikke. Deres lyd er blevet rundere og blødere, men deres energi og performance er den samme. De har vel overtaget stafetten fra D:A:D som husorkestret på Orange, og det er i den grad velfortjent. Selvom jeg stod af efter Danmark Denmark albummet rent musikalsk, er det en fornøjelse af genhøre mine 00’ere for fuld power med en veloplagt Simon Kwam som dirigent og et loyalt kor bestående af en fyldt plæne foran Orange. 


The Minds of 99
Hvis man skulle sætte lyd til ungdommen i Danmark i dag, ville den lyde som Minds. Aldrig har jeg hørt musik, som rammer så perfekt ned i tidsånden, og på samme tid skaber og udvikler den tid, det er en del af – ihvertfald ikke dansk musik. Det var måske den bedste koncert på Roskilde i år for mit vedkommende. Med en arrogance, nerve og storladenhed, der er Orange værdig, lagde Minds også ud med at spille Ud af Min Krop for derefter at styre koncerten hjem med 180 km i timen. Som band er de mere end værdige til at overtage husorkester-rollen fra Nephew.

Alex Vargas
Dyb, mørk stemme, guitar og tung bas. Mere skal der ikke til for, at jeg gerne står i solen og vugger i en time. Jeg har hørt de sædvanlige hits som alle andre i radioen men kender så heller ikke mere. Men der på Arena i eftermiddagssolen om fredagen er det mere end fair at sige, at jeg blev en smule forelsket i den soulede, R&B’ske og elektroniske lyd, der strømmede ud under teltdugen. Det var jo ikke for sjov, at vi resten af dagen gik og nynnede Higher Love.

Young Fathers
Da Nick Cave efter to numre havde trukket den sidste rest af lyst og optimisme ud af vores værkende hofter og ømme fødder, forlod vi taget på Bar 8 og satte kursen mod Pavilion til hvad der skulle vise sig at være en brag af en koncert. Jeg ved stadig ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare, hvad jeg hørte. Rap og soul i en funky lyd, uden egentlig at være noget af det. Det var genre-overskridende og lige præcis alt det Roskilde kan. Skulle jeg nogensinde få muligheden for at se trioen fra Edinburgh igen, ville jeg springe til med det samme. Det var fabelagtigt.


Saveus
Det er ikke, fordi jeg kommer til at købe/downloade musik af Saveus, efter de åbnede Orange. Men der skal alligevel tilfalde et thumbs up for at sætte Roskilde i gang på den mest perfekte måde – med overskud og enorm glæde. Og så var der bare noget utroligt rørende ved at stå i solskinnet og se lille Martin fra X-Factor bryde ud af alle lænkerne og transformere sig i det billede, han nu engang selv gerne vil skabe. Tillykke med det.

Sidder du tilbage og tænker, hvor tankerne om Eminem og Bruno Mars er, så kommer der ikke nogen. Vi var der. Vi så det. And that’s it. Så var det heller ikke bedre.

Vi ses næste år, Roskilde!

Reklamer

Roskilde, kan du høre mig

De åbner dørene i dag. Klokken 17 præcist. Dørene til det musikalske forjættede land. Dørene til grænselandet, hvor alt føles tilladt. Dørene til Roskilde. Jeg står der igen i år. Med en af de bedste kvinder i mit liv ved siden af mig som altid (og en anden i mit hjerte). Mest af alt på grund af kærlighed til musikken, men også af kærlighed til den følelse, Roskilde nu engang er.

Den her frie, “jeg kan gøre lige præcist som det passer mig, mens jeg danser til musikken” følelse, som er så forbandet afhængighedsskabende, og som jeg hvert år glæder mig til at få tilfredsstillet. En følelse, jeg hvert år giver mig hen til, indtil mine hofter værker, og jeg har lyst til at kaste op over, hvor unge de efterhånden er i camping-området. Og det vel og mærke fra den magelig Roskilde-gæst, der tager hjem hver aften, går i bad og vasker tis-støvet af og putter sig i hendes seng med nyvasket sengetøj.

Jeg har stået foran Orange som ung og uerfaren, som skæv, som gravid, som lykkelig og som træt som ind i helvede og totalt opgivende over udsigten til at skulle slæbe min krop til København. Jeg har haft nogle af de bedste koncertoplevelser i mit liv på Dyreskuepladsen – og nok særligt på Arena. Selvom jeg ikke klæder mig ud i et kostume lavet af plys, drikker alle mine øl med Humleridderne syngende i hovedet eller lever af makrel i tomat på dåse i en uge, så er jeg stadig hengivet til følelsen af frihed, store armbevægelser og anarki.

Men kulturen og friheden har en bagside, som nærmest rammer som en boomerang-effekt, når solen igen står op over Orange. Allerede i mandags tikkede den første anmeldelse om voldtægt på Roskilde ind. Udover selve voldtægtsanmeldelsen, har yderligere to kvinder været udsat for overgreb eller forsøgt udsat for overgreb i følge politiets døgnrapport. Sidste år satte Politiken i høj grad problemstillingen på dagsordenen med deres serie: Roskilde uden samtykke. Her blev det vist, hvordan især politiet negligerede kvindernes oplevelse – ofte med henvisning til, at “nu var det jo Roskilde.”

I år har Roskilde udviklet et kortspil om sex og samtykke, sat fokus på dialog og muligvis indsat lidt flere vagter på pladsen og campingområdet især som løsninger til at tackle problemet. I sidste ende er det på ingen måde festivalens skyld. Men som Louise, der blev udsat for en gruppevoldtægt på Roskilde sidste år sagde i en artikel, jeg linkede til på Twitter i lørdags, er vi alle alligevel ansvarlige. Festival som samfund.

Roskilde Festival er på mange måder et spejl af vore samfund i yderste potens i den uge, hvor over 100.000 mennesker samles på en mark vest for København. Lige så fri, løssluppen og fuld af selvtillid, som festivalen nu engang er. Ligeså er den grænseoverskridende og uden respekt for særligt kvinder, hvadenten det drejer sig om billeder, der bliver taget af kvinder, der tisser i hegnet eller gruppevoldtægter i et telt en kold nat på campingområdet.

Det er ikke noget Roskilde ene og alene kan gøre noget ved. Og jeg tror, at #MeToo debatten et lang stykke hen af vejen har været det sandhedsvidne, der har åbnet manges øjne for den adfærd, der i høj grad begrænser kvinders frihed. Omend jeg generelt er lunken over for kortspil (og dialog), da jeg ikke tror, det rykker meget, så har festivalen trods alt anerkendt sit ansvar og forsøger at bliver en aktiv medspiller i at få problemet løst. Og lige præcis det skåler jeg gerne for foran Orange.

Ensomhedens sprog

Jeg har egentlig aldrig været særlig pjattet med klovne. Det siger mig ikke rigtigt noget. Jeg finder dem hverken sjove eller skræmmende. Hvis jeg endelig skal sige noget om dem, så forekommer de mig at være et irritationsmoment med deres overdrevne make-up, klodsethed og skabagtighed.

Men jeg så et par andre klovne i weekenden. Nærmere bestemt 45, som jeg forelskede mig lidt i. Om det var deres melankolske og til tider hemmelighedsfyldte udtryk, eller deres farvestrålende, palietbesatte tøj, røde næser og små hatte skal jeg ikke kunne sige. Men som jeg stod der i Arkens lange Kunstakse, følte jeg en vis sammenhørighed med de 45 mandlige og kvindelige klovne, der enten lå eller sad på gulvet med lukkede øjne.

De er alle placeret tilpas langt fra hinanden til, at ingen af dem kan nå hinanden. De sidder eller ligger bare der i deres fine tøj og deres egen ensomhed og tristesse. Lukket af fra omverdenen og den mulige relation. Det er noget fint over dem alle. Som en porcelænsdukke, man har haft stående på samme sted i reolen hele livet og stadig har lyst til at beskytte.

Jeg er ikke interesseret i, hvad klovnene muligvis siger om det samfund, de sikkert er en kommentar til. Jeg har mest af alt lyst til at sætte mig ned ved siden af dem og bare sidde sammen med dem. Lige der i ensomheden, farverne og roen.

IMG_2379IMG_2378IMG_2382IMG_2389IMG_2406IMG_2381IMG_2388IMG_2410IMG_2384Du kan se alle 45 klovne og mere til af Udo Rondinone på Arken frem til den 30 december 2018. Så faktisk er der en grund til at tage til Ishøj hele året.

Tale er guld

Over de to dage, det tager mig at læse Den, der lever stille, når jeg flere gange at tænke: Du er selv mor, Helene. Gør din søn den tjeneste and don’t fuck it up. Nu er det ikke, fordi jeg har planer om at fucke noget op, eller for den sags skyld mener, at Leonora Christina Skov, forfatteren til Den, der lever stille, er fucked up. Men bogen er et spejl på, hvilket ansvar vi som forældre har.

Jeg har egentlig fuldt Leonora i mange år. Ikke hendes forfattergerning, men hendes anmeldelser, instagram-posts og debatindlæg – i høj grad, når det drejede sig om feminisme. Faktisk har jeg kun læst Champagnepigen, når det kommer til fiktionen i hendes forfatterskab, mens jeg stadig har markeringer og post-it sedler i De Røde Sko – Feminisme Nu, som er den feministiske antologi, hun redigerede i 2002.

Leonora har været en af dem, som turde, og hvis skuldre jeg selv står på. Ligesom jeg skrev om her med Ditte Giese. Og Den, der lever stille er også et kæmpe vidnesbyrd om mod. Mod til at turde at være den, man er og leve, som man gerne vil. Mod til at stå ved sig selv. Mod til at være. På trods af de ulidelige gennemgribende konsekvenser, det rent faktisk har for Leonoras liv.

Leonora har sammenskrevet hendes liv.Den der lever stille Trukket flere samtaler og dagbøger sammen i gennemgribende scener, der får dig til at sidde tilbage med lyst til at ruske hendes forældre. I flashbacks og meta-samtaler med hendes hustru om ønsket om at skrive bogen, folder Leonoras liv sig ud i roman form. Fra Helsinge til København. Fra Christina til Leonora Christina. Fra bundet på hænder og fødder til fri.

Som selvbiografisk litteratur, fungerer det. Også fordi, jeg ikke skal trækkes igennem en kronologisk curriculum vitae disposition, der altid ender ud med en morale, som jeg egentlig ikke er interesseret i, men i stedet efterlades jeg med den rå erfaring af, hvad der sker, når vi ikke er vores ansvar som forældre bevidst.

Jeg har flere gange i løbet af læsningen også lyst til at ruske Leonora. For hendes skyldfølelse og higen efter anerkendelse fra hendes forældre. Det bliver til tider enerverende, og jeg savner en refleksion over særligt moderens sårbare liv og egen higen efter accept. Men jeg kan i bund og grund ikke bebrejde Leonora for det, for hvor meget kan vi egentlig forlange af et andet menneske.

Derimod kan jeg håbe, at jeg selv har et sådan mod og drivkraft, hvis jeg en dag selv skulle stå i en lignende situation. For på trods af beskyldningerne, mobningen og forargelsen, som hendes forældre spyer ud som gift, er Leonora stadig i stand til at tage de høje, røde sko på og erobre sig selv og verden. Det er alt andet end at leve stille.

Den, der lever stille udkom 11. januar på Politikens Forlag.

Binge-listen for 2018

Jeg er stadig færdig med flow-tv. Min afhængighed er ikke blevet mindre. Men den er blevet mere forfinet, for jeg har desværre ikke længere tiden til at bruge en hel søndag på sofaen med at binge serier. Derfor er nedenstående liste også et større projekt, når man også gerne vil nå at læse Weekendavisen, Leonora Christina Skovs nye roman og holde sig vågen til Deadline.

Så står du i samme dilemma, har jeg udvalgt crème de la crème til dig. Her følger den ultimative tv-serie liste for 2018.

The Crown
Velkommen til din royale, angelsaksiske drøm, du slet ikke vidste, du havde. The Crown er noget af det mest crowngennemførte, jeg længe har set. En historisk tour-de-force gennem det britiske monarki under Elizabeth II. Ikke en knappenål, blondekrave eller militær-orden sidder forkert. Produktionen og skuespilpræstationerne er et monarki værdigt. Og ikke nok med, at man for alvor forstår, hvor tung selve kronen er for Elizabeth, så er serien samtidig så generøs, at den viser os de menneskelige konsekvenser af krone-byrden, når vi følger Prins Phillips eller Prinsesse Margarets konstante boksen med at passe ind i et monarki, hvis vigtigste rolle er at gøre ingenting.

Sæson 1 og 2 ligger på Netflix – klar til at binge.

Feud 
I takt med, at serie-genren har udviklet sig fra 90210 over Mad Men til House of Cards, tør flere og flere at lege med miniserie formatet. Historier, som normalt vil være blevet presset ned i 1,5 times biografformat, bliver nu for alvor foldet ud og fortalt med værdighed og detaljerigfeuddom. Feud er en af dem. Første sæson handler om rivaliseringen mellem Joan Crawford og Bette Davis, spillet af henholdsvis Jessica Lange og Susan Sarandon. På et bagtæppe af det knap så glamourøse Hollywood, hvor selv Harvey Weinstein ville føle sig skidt tilpas, udspiller dramaet sig i legendernes karrieremæssige efterår. De otte afsnit viser bagsiden af successen og ikke mindst den forskelsbehandling på køn og alder, de to kvinder møder i Hollywood. Det er betagende. Og hvad er endnu bedre, så kommer sæson 2 til at handle om rivaliseringen mellem Diana og Charles. Need I say more?

Sæson 1 kan ses på HBO. Sæson 2 forventes at få præmiere senere i 2018.

Billions
Jeg er vild med Bobby Axelrod og hans flabede, fandenivoldske, BILLIONSarrogante, zero-fucks given tilgang til livet i overhalingsbanen. Sat over imod den indædte, bitre, du har pisset på min sukkermad og ønsker at knalde min kone, Chuck Rhoades, er det en cock-fight jeg har ventet virkelig længe på. Med benzin-slugende biler, dyre sko og kvinder med ben i næsen udspiller dramaet sig i New York og opland. Det er den amerikanske drøm og moral sat på spidsen, hvor målet om magt og penge i sidste ende altid helliger midlet. Det er fænomenalt.

Se sæson 1 og 2 på HBO. Sæson 3 har premiere 25 marts 2018.


The Affair

Den har efterhånden nogle år på bagen og også tre sæsoner. Sæson 4 er sat til at få præmiere senere i 2018, og om den kan holde niveauet er ikke til at sige. Sæson 3 var lidt all over the place. Jeg skal heller ikkaffaire kunne sige om det, at mit ungdoms-crush Joshua Jackson spiller med, er medvirkende til, at jeg følger med. Men udover at vise, hvordan en affære mellem to fortabte sjæle sætter gang i en tsunami, som alle omkring efterlades til at rydde op efter, har serien også et snedigt fortællergreb. Den skifter  nemlig hele tiden fortæller-perspektiv, og alle iagttager nu engang verden med deres egen optik. Perception is reality.

The Affair kan ses på HBO.

Big Little Lies
big-little-liesEndnu en helt genial miniserie  –  den tog også en god sjat priser med hjem fra dette års Golden Globe. Baseret på bogen af samme navn, bekræfter den alle dine fordomme om stenrige husmødre på USAs vestkyst, der hver morgen holder i den samme car-pool for at aflevere deres børn på en spelt-korrekt skole. Men mordet og de blå blink, der introduceres i første afsnit, viser, at der er meget mere på spil. Hvilket også udspiller sig over de syv afsnit, serien varer, hvor selvkontrollen og driften hos de kvindelige hovedpersoner bliver sat på spil. Når det sidste afsnit har rullet over skærmen, forstår man hvorfor titlen er så genial. Og så er soundtracket helt fænomenalt. Hvem der bare havde en musiksmag som Chloe Mackenzie.

HBO ligger inde med Big Little Lies, og der er allerede nu meldinger om en sæson 2, om end jeg ikke helt har taget stilling til, om det er en god idé – de syv afsnit står fint alene, men vi får at se.

When We Rise
Den bliver til tider for rørstrømsk og en tand for melodramatisk for undertegnede. Men whenwerisehistorien er for vigtig til, at du ikke skal se den. De fire afsnit fortæller om bøssernes og lebbernes kamp i USA før, under og efter AIDS epidemien. Om kampen for rettigheder, seksualitet og liv. Måske, hvis man kender til historien om Stonewall i 1969, Harvey Milk, hvorfor AIDS oprindeligt hed GRID og Prop 8, er den ikke relevant. Men mangler der bare lidt i din historiske oplysning på LGBT-fronten kan du passende starte her.

De fire afsnit af When We Rise kan ses på HBO.

Og så får du ikke mere for den 25’ øre.

Scener fra et ægteskab

Med bare et stort, gråt tæppe der omslutter hele scenerummet står dialogen i ‘Scener fra et ægteskab’ rå og nøgen tilbage på Store Scene i Skuespilhuset, når Sofie Gråbøl og Morten Kirkskov tørner sammen i Ingmar Bergmans klassiker fra 1973.

scener_galleri6

‘Scener fra et ægteskab’ blev oprindelig vist som en tv-serie. På overfladen er akademikerparret Johan og Marianne lykkelig gift, men de uudtalte frustrationer hober sig op hos begge, og da Johan pludselig trækker stikket for at slå sig sammen med den yngre Paula, opløses ægteskabet. Det bliver samtidig begyndelsen på Mariannes frigørelse og Johans deroute.

På Store Scene i Skuespilhuset er rollerne dog byttet om. Det er nu kvinden, der er manden, og manden, der er kvinden. I denne version er det derfor Marianne, der går fra Johan med den yngre Paul, hvorimod Johan refererer til Nora fra Et Dukkehjem som sit store idol. Det er gender-flipping for fuld skrue. Og det er fuldstændig ligegyldigt.

Selvfølgelig er det interessant at se, at stykket fungerer, selvom rollerne er byttet om. Muligvis er replikkerne endnu giftigere, når de ruller af Mariannes tunge, eller måske er det bare fordi Sofie Gråbøl spiller afsindig godt. Bliver jeg lettere irriteret over Johans selvudslettende personlighed? Ja. Men det gør på ingen måder opsætningen urealistisk. For mennesker er forskellige.

scener_galleri7

At ‘Scener fra et ægteskab’ ramte en tidsnerve i 1973, hvor det private blev politisk, er ingen overraskelse. Med rollerne byttet om, rammer det også en nerve nu, hvor vi til stadighed diskuterer køn og i hvor høj grad vi er defineret af, hvad der bliver tilskrevet vores køn. Hvilket også ses i kritikken fra enkelte anmeldere, der mener, det er urealistisk, at det er Marianne, der render fra hus og hjem.

Men Bergmans tekst og stykkets styrke har intet med kønsroller at gøre, Derimod har det alt med parforholdet og ægteskabet at gøre. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvem der har mandens eller kvindens replikker. Marianne kunne for den sags skyld lige så godt hedde Mads. For det er dynamikken mellem de to elskende på det grå bagtæppe, der er interessant.

Scener, som når Johan og Marianne bliver enige om, at det er formålsløst at blive ved med at diskutere men ikke stopper, men derimod velvidende fortsætter den formålsløse diskussion. Eller når Johan og Marianne taler så meget om deres sexliv, at de nærmest ikke kan holde ud at dyrke sex med hinanden. De scener står rå og nøgne foran et publikum, der skal gå med overordentlige store skyklapper, hvis de ikke kan genkende de situationer fra deres eget parforhold.

scener_galleri8

Når ægteskabet/parforholdet i dag er strippet fra både sociale og økonomiske konventioner og kun holdes oppe af kærligheden, bliver det så forbandet svært. Det bliver en slagmark af sejre og nederlag, lykke og ulykke, og et konsekvent forhindringsløb for at give plads til den anden men ikke udviske sig selv. Hos Johan og Marianne overlever ægteskabet ikke, men kærligheden er en anden historie.

Den historie bliver fortalt på Det Kongelige Teater. Sidste spilledato er 14 februar 2018.

Bare musikken, tak

Et sted mellem torsdag og søndag i denne uge, smeltede to spor i min musikopdragelse sammen. Det lyder på en gang enormt højtidligt men også en smule pladder-romantisk. Men det er nu engang det Roskilde Festival er. En højtidig pladder-romantisk omgang, som hvis man en gang har forelsket sig i det, har svært ved at give slip på igen – ligegyldigt, hvor meget ens hofter værker søndag aften, når man trækker stikket, giver op og tager hjem.

Det her bliver på ingen måde en modereportage fra mediebyen aka se, hvor mange kendte jeg  kender, som jeg kan instagramme, eller en jeg er nu på Meyers og spiser stegt flæsk med rødbede-spelt billedserie. Der har hverken været moderedaktører eller madbloggere i min umiddelbare radius. Men bevares, selv hvis der havde været, skal de da have lov til at være der og knipse de billedserier, som nu engang passer dem bedst. Jeg ville dog ønske, at de vovede sig lidt mere ud på pladsen, i stedet for at ligge ly af enten mediebyens gratis sæbe og pæne toiletter eller Food Courtens pæne borde og politisk korrekte Gloria scene.

Som Erik Jensen fra Politiken, der i år var på sin 35’ og sidste Roskilde Festival, i mange år har plæderet for, så handler festivalen om musik – og særligt at høre noget, du ikke lige kendte. At Politiken og Erik Jensen for den sags skyld har været festivalens største kritiker gennem tiden, er en anden sag. Sidebemærkning – hvad hulle skete der for Politikens anmeldelser i år. Er det bare mig, eller var de bare en smule ved siden af – for ikke at tale om sure? Netop derfor gider jeg heller ikke se eller høre, om hvem der forstod at kombinere smækbukser med bøllehat og Celine solbriller med de rette sneaks, eller hvem du mødtes til en skrabet is med rabarber og fennikel. Men jeg vil rigtig gerne høre, hvilke kunstnere der spærrede dine øjne op, hvem der skuffede, hvem der satte gang i dine hofter, og hvem der mindede dig om din barndom eller dit første kys.

Jeg er godt klar over, at det egentlig er en gammel plade – specielt i en ramme, hvor Roskilde Festivalen selv promoverer sig på at være ‘more than music’. Og du skyder bare løs i skoen på mig, at jeg er misundelig over din glæde for byggrød eller adgang til rene toiletter. Jeg er immun, for to nye kunstnere røg med hjem i mit iTunes bibliotek efter fires dages fest. Men selv hvis det ikke var nok, så stod der på Orange et band torsdag aften og en kunstner søndag aften, som hver især tegner sig for to spor i min musikopdragelse.

Min far har opdraget med mig med (blandt andet) Stevie Wonder – hvis man går på opdagelse i lp-samlingen, vil man finde rigtig meget med tråde til Stevie. Min onkel har smidt Rolling Stones efter mig, og når nu ret skal være ret, har min mor smidt Beatles passion efter mig. Yes, vi er ude i blomsterbørns-generationen.

Rolling Stones fik muligvis på puklen fra visse anmeldere for ikke at være fuldstændig på beatet og helt så sammenspillet, som man kunne håbe – plus der var de der to sange, hvor Keith lige pludselig skulle synge. Jeg er helt med på kritikken – tænker måske bare, hvilke andre 70-årige, der giver den så meget gas. Egentlig er jeg også ret ligeglad, når jeg ser tilbage på sange Wild Horses, Gimme Shelter og Start Me Up, mens solen gik ned over Orange og Roskilde for alvor gik i gang. Jeg savnede sange som Paint it Black og Under My Thumb – but you can’t always get what you want (pun intented).

Little Stevie Wonder. Uden ham ingen Prince, ingen Michael Jackson, ingen Beyonce. Det er muligt, at der godt kunne have været klemt et eller to ekstra numre ind på setlisten, hvis herren ved klaveret havde skruet en anelse ned for fællessangen, men omvendt nød jeg at kunne skråle med ‘Living for the City’ og ‘Signed, Sealed, Delivered’. Problemet med et så imponerede bagkatalog er jo, at man aldrig får stillet nogle tilfreds. Heller ikke mig, da der hverken var ‘For Once In My Life’, ‘He’s Misstra Know It All’ eller min fars favorit ‘Isn’t She Lovely’.

Ind imellem begyndelsen og slutningen, blev jeg:

Overrasket over Seeed

Vendt i hofterne af Outkast

Fik smilet frem af Haim

Skuffet over dem, der havde bestemt at Klumpen og Raske Penge skulle spille på Orange

Gik glip af Damon Albarn (på trods af, at jeg sad lige udenfor Arena, da han spillede, men jeg hørte ikke efter)

Inspireret af Chorus Grant

Da det hele var ovre, blev Haim og Chorus Grant hentet ned til bibliotektet. Hvad hentede du ned?

Ingen sorg i Sorg og Glæde

Jeg ville virkelig gerne kunne lide den. Jeg ville faktisk gerne elske den. Jeg havde endda forberedt mig på, at jeg ville hulke mig igennem de 107 minutter og sidde tilbage fyldt med overbevisningen om, at kærligheden overvinder alt, mens jeg tørrede den sidste tåre af kinden, inden jeg forlod biografen. Det skete bare ikke. I modsætning til de fleste andre i biografen, der snøftede hele vejen igennem, kom ‘Sorg og Glæde’ af Nils Malmros aldrig ind under huden på mig.

Det er ikke hvilken som helst historie, Malmros forsøger at fortælle i Sorg og Glæde. Det er historien om dengang, hans kone slog deres ni måneder gamle datter ihjel under en psykose. At turde at fortælle den historie er i sig selv nok til, at de fleste af os andre dødelige burde bøje os i støvet. 

Men på trods af alle de klapsalver, jeg har lyst til at sende afsted efter manden for bare at turde, sidder jeg stadig tilbage og tænker, at der mangler noget. Hvilket er sært, fordi skuespillerne spiller godt, og jeg kan ret godt lide den flashback fortællerstil, der bliver brugt. Men det hele er bare for pænt – på trods af, at et barn er blevet slået ihjel.

sorg-og-glaede3Hele vejen igennem filmen har jeg lyst til at råbe af Johannes (som jo er Nils Malmros), at hans kone for helvede lige har slået deres datter ihjel. At det er ok at være ked af det. Ok at være vred. Ok at ønske konen ad hækkenfelt til. Men det gør Johannes ikke. Han gør det rigtige. Han bliver ved Signe (som i virkeligheden hedder Marianne). Kæmper for, at hun kun får en behandlingsdom – i stedet for anbringelsesdom. Og kæmper videre den dag i dag ved at vise, at folk der handler i en psykose, ikke handler som sig selv – og derfor er uskyldige.

Men jeg tror simpelthen ikke på det, når Johannes i sin logiske og fornuftige tilgang til datterens drab, holder fast i, at han stadig elsker sin kone. Jeg havde troet på det, hvis jeg havde set, at Johannes også var vred og grænsende til det hadende overfor sin kone. Men det er kun den fornuftige dimension, der er på spil.

Filmen bliver nærmest en meta-oplevelse af Malmros’ egen fremstilling af sig selv som det rationelle og intellektuelle mennesker, der holder på logikken og får den ustabile og følelsesforskruede Marianne igennem livet og sorgen – specielt fordi Johannes (Nils) bruger mange af tilbageblikkende på at fortælle, at han er den rationelle og kloge.

Kærligheden overvinder alt. Men kærligheden er på ingen måde fornuftig. Og Nils Malmros vil ikke give det af sig selv, der viser, at han også taber følelserne på gulvet – han vil kun vise det medmenneskelige overskud. Det er forståeligt. For hvor meget skal en instruktør udlevere af sig selv? Men når han aldrig viser sorgen og alt, hvad den indebærer, bliver det kun til en meget personlig film – men aldrig en god film.