Ingen sorg i Sorg og Glæde

Jeg ville virkelig gerne kunne lide den. Jeg ville faktisk gerne elske den. Jeg havde endda forberedt mig på, at jeg ville hulke mig igennem de 107 minutter og sidde tilbage fyldt med overbevisningen om, at kærligheden overvinder alt, mens jeg tørrede den sidste tåre af kinden, inden jeg forlod biografen. Det skete bare ikke. I modsætning til de fleste andre i biografen, der snøftede hele vejen igennem, kom ‘Sorg og Glæde’ af Nils Malmros aldrig ind under huden på mig.

Det er ikke hvilken som helst historie, Malmros forsøger at fortælle i Sorg og Glæde. Det er historien om dengang, hans kone slog deres ni måneder gamle datter ihjel under en psykose. At turde at fortælle den historie er i sig selv nok til, at de fleste af os andre dødelige burde bøje os i støvet. 

Men på trods af alle de klapsalver, jeg har lyst til at sende afsted efter manden for bare at turde, sidder jeg stadig tilbage og tænker, at der mangler noget. Hvilket er sært, fordi skuespillerne spiller godt, og jeg kan ret godt lide den flashback fortællerstil, der bliver brugt. Men det hele er bare for pænt – på trods af, at et barn er blevet slået ihjel.

Hele vejen igennem filmen har jeg lyst til at råbe af Johannes (som jo er Nils Malmros), at hans kone for helvede lige har slået deres datter ihjel. At det er ok at være ked af det. Ok at være vred. Ok at ønske konen ad hækkenfelt til. Men det gør Johannes ikke. Han gør det rigtige. Han bliver ved Signe (som i virkeligheden hedder Marianne). Kæmper for, at hun kun får en behandlingsdom – i stedet for anbringelsesdom. Og kæmper videre den dag i dag ved at vise, at folk der handler i en psykose, ikke handler som sig selv – og derfor er uskyldige.

Men jeg tror simpelthen ikke på det, når Johannes i sin logiske og fornuftige tilgang til datterens drab, holder fast i, at han stadig elsker sin kone. Jeg havde troet på det, hvis jeg havde set, at Johannes også var vred og grænsende til det hadende overfor sin kone. Men det er kun den fornuftige dimension, der er på spil.

Filmen bliver nærmest en meta-oplevelse af Malmros’ egen fremstilling af sig selv som det rationelle og intellektuelle mennesker, der holder på logikken og får den ustabile og følelsesforskruede Marianne igennem livet og sorgen – specielt fordi Johannes (Nils) bruger mange af tilbageblikkende på at fortælle, at han er den rationelle og kloge.

Kærligheden overvinder alt. Men kærligheden er på ingen måde fornuftig. Og Nils Malmros vil ikke give det af sig selv, der viser, at han også taber følelserne på gulvet – han vil kun vise det medmenneskelige overskud. Det er forståeligt. For hvor meget skal en instruktør udlevere af sig selv? Men når han aldrig viser sorgen og alt, hvad den indebærer, bliver det kun til en meget personlig film – men aldrig en god film.

Mit navn er Helene Aagaard, og jeg er afhængig af tv-serier

Jeg har et problem. Det er ikke en udfordring. Det er en afhængighed. Jeg er dybt afhængig af tv-serier. Og nej, det begrænser sig ikke til haute couture afdelingen, hvor Don Draper, Walther White og Carrie Mathison er kunder. Jeg går skam ikke af vejen for advokater, vampyrer og pæne mænd og kvinder i hvide kiltler.

Winter is coming siger de. Ja, siger jeg. Selvfølgelig. Jeg er klar. Hvad er bedre end at bruge efterårs- og vinterweekender på at binge watche flere afsnit af Breaking Bad, House of Cards eller Homeland. Der kan sagtens forsvinde otte til ti timer af en søndag, fordi Netflix lige har uploadet en ny sæson af Orange is the New Black. Men jeg er nu heller ikke for fin til at bruge min tid på Scandal, Suits eller The Good Wife.

Hvis det ikke havde været for Twitter og Ekstra Bladet, ville jeg ikke være klar over, at Allan Simonsen var deltager i Vild med Dans. Faktisk har jeg ikke set tv i mange år, og hvis det ikke var for min mands behov for Superligaen, ville YouSee miste endnu en kunde på Nørrebro. Det tv, der bliver set, er vane-tv som TV2 News og DR2 Deadline. TV, der sagtens kan ses på nettet.

Serierne er ganske enkelt blevet bedre. De varer endvidere længere tid end en tur i biografen. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke findes en Dollars eller 90210 version 2.0 derude. Men hvis man alligevel binger Pinkman, Stark, Florrick, Sterling, Stackhouse, Brody og Francis, så har man ikke tid til det andet. Medmindre man som mig har et problem.

Men istedet for at gå for meget i dybden med det faktum, at jeg til tider lukker en god bog for at stene til de seneste konspirationsteorier og kærlighedsdramaer i Scandal eller Suits, er her min ultimative liste over, hvad du skal se.

Breaking Bad
Vi har i høj grad binget Breaking Bad herhjemme. BITCH! Da vi startede med at se den, tænkte jeg, at brune og kedelige Walther White og jeg aldrig blev venner. Alt var brunt. Hans hjem, hans tøj og selv hans kone til tider. Ovre ved hans DEA svoger, var alt lilla. For en Mad Men æstetiker var det simpelthen så grimt. But in walks Jesse Pinkman og Gus Fring og Mike – for helvede Mike. Og kameraføringen. Og detaljerne. Og de geniale plots. Og skuespilspræstationerne. Breaking Bad er ganske enkelt en komplet fortælling om helten, der bliver antagonist.

House of Cards
Hun kalder ham aldrig for Frank. Altid Francis. Og lige der er hans sårbarhed begravet. For det krænker hans stolthed hver gang hun belærende kigger ned fra hendes 11 cm. høje hæle og siger Francis. Det var en af de mest hypede serier sidste år. Med god grund. Der sker en lille revolution, når Frank taler direkte til os. Udtrykket og stilen er smuk og elegant, mens Franks metoder for at beholde magten er alt andet end det.

Homeland
Den lagde virkelig stærkt ud. Sæson 1 var en af de mest hæsblæsende sæsoner, tv nogensinde har set. De har ikke helt formået at følge op på successen i sæson 1 endnu. Men spion- og kærlighedsdramaet samt de fortryllende skuespilspræstationer af specielt Claire Danes er grund nok til, at jeg bliver hængende. Jeg er jo en sucker for twist and turns, og det kan Homeland. Eneste spørgsmål, jeg sidder tilbage med – hvordan bliver jeg CIA agent?

Newsroom
Det er noget af det mest geniale manuskrifts-forfatteri, jeg længe har set. Dialogen er simpelthen outstanding. Jeg indrømmer blankt, at jeg skal have engelske undertekster på for at følge med og fange alle detaljer. Men for helvede, hvor er det sjovt. Selvom det krænger lidt for meget til venstre i det politiske spektrum, og moralen til tider driver ned af skærmen, har jeg stadig et håb om, at Will McAvoy en dag sidder og læser nyheder op i mit fjernsyn.

Mad Men
Det starter og slutter med Don Draper. He coined it. Det var den første tv-serie, jeg for alvor kastede min kærlighed på. Jeg elsker, at den er så langsom og dvælende. De tunge personskildringer, der ruller over skærmen samtidig med, at samfundet stødt udvikler sig. Jeg glemmer aldrig, da Betty Draper skød duerne, eller da Cosgrove kørte rundt på en John Deere traktor i de gamle Sterling Cooper kontorer, eller synet af Peggy Olsen, da hun satte sig i Stolen i sidste sæson. Den formår at beskrive en verden af i går samtidig med at den skildrer en verden af i morgen.

Hvis du mangler et hurtigt fix, så kan nedenstående også bruges.

True Blood
Vampyrserie from the South (og HBO), der bare bliver mere og mere skør for hver sæson. Og så er Alexander Skarsgård med…

The Good Wife
Det er en advokatserie, og måske er det fordi, jeg har haft en forkærlighed for dem lige siden Harry Hamlin i L.A. Law. Eller måske er det fordi Mr. Big er med. Anyways, så gør den det godt, og den smider også lidt politik ind… og lidt spin… og lidt love.

Orange is the New Black
Netflix’s seneste drama. Ikke lige så stærk som House of Cards, men første sæson tegner godt. Pæn, hvid pige i kvindefængsel med alle de forviklinger, det nu engang fører med sig.

Jeg ved godt, at Game of Thrones ikke er med på listen. Ikke fordi den ikke er fed. Men fordi den er all over the place med 5345 forskellige historier og forviklinger og familier. Og det er for meget. Ikke en engang Coster-Waldau uden hånd kan redde det.

Selv mangler jeg for alvor at sætte tænderne i The Wire, The Sopranos og Six Feet Under. Og jeg glæder mig!

Er der noget, jeg har glemt?

I’d have my secretary do it, but she’s dead.

Begge har fået massiv mediedækning. Don måske mere end Hank. Alle elsker dem og de serier, de optræder i. De er mænd. Mænd i hver deres tidsalder. Maskuline mænd. The boys want to be them, and the girls want to be with them. De er Don Draper og Hank Moody.

Lige nu ligger den amerikanske tv-serie Mad Men med Don Draper som omdrejningspunkt ret så højt placeret på Fonas liste over hvilke DVD’er, der er blevet langet over disken en frygtelig masse gange. Omend Californication med Hank Moody ikke scorer lige så højt på Fonas liste, så er serien omgivet af den samme mængde hype og trofaste fanskare som Mad Men.

Jeg har fulgt begge serier fra start, og jeg er da også en af dem, der i julen var med til at trække Mad Men længere op på Fonas liste, da Soyaen havde sørget for, at de første tre sæsoner lå under juletræet. Begge serier er skruet godt sammen og er et sublimt billede på hver deres tid. Hvor Mad Men nærmet slæber sig afsted og giver et dybt person- og tidsbillede, er Californication kendetegnet af al den politiske ukorrekthed, som det er muligt at fyre af på 30 minutter.

Mad Men

Men de to serier ville intet være uden deres stjernemænd, Don og Hank. De er omdrejningspunkterne og enhver gammelfeminists hadeobjekt. De er de mest mandchauvinistiske mænd i klassisk forstand. De horer, drikker og ryger sig igennem et væld af kvinder uden at se sig tilbage. Og jeg elsker det.

Først og fremmest er det befriende at se to serier fuldstændig blottet for politisk korrekthed og med mænd som er mænd, ligeså vel som en spade er en spade. Men det der gør serierne fantastiske er de kvindelige hovedroller og biroller, som de spiller overfor og som former deres manderolle.

I Mad Men er Don Draper aktiv iagttager af den verden, som smuldrer omkring ham, mens kvinderne i højere grad tager deres krav med i tasken, når de går på arbejde. Han ved, han er den sidste spiller i en verden af i går, og samspillet mellem netop ham og karakteren Peggy Olsen viser dette tydeligt. Peggy er feministen, der i stedet for at holde skåltaler har taget arbejdstøjet på og satser alt i en verden, der er domineret af mænd – med Don Drapers hjælp.

Hank Moody

I Californication ved Hank Moody udemærket godt, at det er kvinderne, der har magten over ham. Hans egen sexlyst og kærlighed til det kvindelig køn er det, der former hans verden. I modsætning til Don Draper lever han efter kvindekampen. Men alle de kvinder han er sammen med, hvad enten de er mødre, ludere eller knap nok myndige, er det med fuld respekt for de kvinder, som han nedlægger – eller som egentlig nedlægger ham.

Der er masser af stemmer derude, der mener, at både Don og Hank er arketyperne for det patriarkalske kvindesyn, der ser kvinder som objekter og kun ønsker at have dem i sengen eller ved kødgryderne. Men Don og Hank er udtryk for hver deres tid og på forunderlig vis et smukt udtryk for to forskellige bølger af feminisme, som mænd på hver deres politiske korrekte og ukorrekte måder har været og er med til at hjælpe på vej.

B-siden

Til enhvert album eller enhver kunstner hører der et vist antal b-sider. Sange, der ikke nåede med eller ikke passede ind. Sange, der måske – måske ikke – blev brugt i en marketingsplan. Sange, der bare ikke ville. B-siderne i mit liv er ikke dem, der inspirerer men derimod dem, der beroliger, ryster og skaber alternative veje. Dem, der giver tid til refleksion eller lov til at tage hovedet under armen. Dem, der ikke udstikker vejen. Ikke noget feminisme i dag – vi stikker af i musikken igen.

PJ Harvey: Black Hearted Love
Hun er næsten for klog til mig. Det er ikke alt, jeg forstår. Men hun formår at få mig til at kravle ned i en dybde, som jeg ellers frygter. Samtidig evner hun at vende det hele på hovedet og bytte rundt på top og bund, dybde og bredde. Jeg elsker hende mest, når hun er sammen med John Parish.

Prince: Little Red Corvette
Den får mig hver gang. Jeg flyver op, flexer håndled og ankler og åbner op. Jeg synger med hele vejen, rammer hver tone forkert, mens jeg hopper rundt og går en catwalk for mig selv. De fleste af hans sange har den virkning. Det bliver okay at have hovedet under armen med ham.

Kate Bush: Running up that hill
Det er muligt, at Placebo’s coverversion er bedre. Men Kate’s tynde stemme, som et eller andet sted er alt andet end tynd, er sammen med 80‘synthesizeren den glimrende cocktail til en søndag eftermiddag, hvor regnen står ned udenfor og livet trænger sig på i en sådan grad at det at tage sokker på kan virke ganske uoverskueligt på trods af, at man fryser.

David Bowie: Heroes
Just for one day…

Film: Kvinder uden Mænd

Det er behov for en filmisk detour. Jeg er netop hjemvendt fra Grand, hvor jeg har tilbragt aftenen i selskab med Bella og Shirin Neshat’s Kvinder uden Mænd.  Det er en visuel lækkerbisken, der fortæller historien om fire forskellige iranske kvinder fra forskellige samfundslag og vilkår. Hvad de har tilfælles er deres køn og det styre, de lever under – og mere vigtigt det styre, de kommer til at leve under, da den amerikanske og engelske regering udfører et kup mod den demokratisk valgte Mohammed Mosaddeq i 1953.

De fire kvinder er på hver deres måde kuet af et patriarkalsk styre, der ikke giver dem megen frihed til at leve deres liv. Zarin er en ulykkelig luder – tynget af skam og udstødt af samfundet. Munis er styret af religiøs bror, der kun ønsker hende gift væk, og da hun begår selvmord, bringer hun skam over ham. Faezeh ønsker at blive gift med Munis’ bror og bevare hendes dyd – hun bliver dog voldtaget af to mænd og forsøger at leve med hendes skam. Endelig er der Fakhri, der forlader hendes militærmand, der støtter Shahen, da en gammel flamme vender tilbage til byen. Hun køber en frugtplantage, der bliver et helle for Munis og Zarin, hvor de kan slikke deres sår. Hun bliver dog selv dybt skuffet over det forfald, som hendes gamle flamme og nye boheme-venner viser, da kuppet bliver en realitet.

Filmen kan virke lukket. Den gør brug af en voldsom symbolik, hvor jeg ikke er sikker på, at jeg fanger alt, da mit kendskab til iransk og muslimsk kultur er begrænset. Men det ændrer ikke på, at filmen visuelt er en fornøjelse, og historien giver et smukt indblik i et land, der i al for lang tid har været tynget af diktatur. Kuppet i 1953 var i høj grad med til at lægge bunden for den iranske revolution, der fulgte i 1978.

Still fra filmen - hentet fra: http://www.womenwithoutmenfilm.com/stills/

Det er på ingen måde kun kvinder, der er kuet af det iranske styre – hverken dengang eller nu. Men deres rettigheder i forhold til mændene er stærkt begrænset og stadig underlagt et patriark. Shirin Neshat viser konsekvent gennem hele filmen, at kvindens rolle i Iran altid skal ses i forhold til mandens og fortolkes derefter.

Filmen er dedikeret til de iranske kvinder og mænd, der i kampen for demokrati har mistet deres liv.

One Dimensional Woman

Instruktøreren og produceren bag Dirty Diaries kalder sig selv feminist og mener også, at hendes pornoprojekt er feministisk. Kvinderne fra Sex and the City er blevet karakteriseret som en del af en ny-feministisk bølge, der handler om ret til fri sex og mange sko. Lady Gaga har tidligere sagt, at hun bare var en Rock Star, når andre kaldte hende og hendes musik feministisk. Nu er hun dog også sprunget ud af det feministiske skab.

I det hele taget er der rift om det feministiske mærkat. Alle ønsker enten at være feminist – på deres egen måde – eller omverden bruger let begrebet til at iagttage kvinder, der udtaler sig om ligestilling. Samtidig findes der et utal af teoretiske retninger og flere bølger af feminisme. Vi skulle, kære læser, eftersigende befinde os i trejde bølge. 1 bølgen er groft sagt kvinderne, der kæmpede for stemmeret i slutningen af 1800 tallet og starten af 1900 tallet. 2. Bølge er rødstrømperne fra 68 og frem, og så er der så os her i trejde bølge.

Når der snakkes om bølger, er det måske vigtigt at bemærke, at vi taler om vestlige lande. Der findes stadig masser af lande, hvor 1. bølge endnu ikke er opnået. Men ikke desto mindre er selve det at være feminist eller i hvert fald råbe: “Sisters are doing it for them selves” med oprigtighed og styrke ret så populært i 2010. Det kan undre, for man skal ikke særlig lang tid tilbage, før feminisme var noget med lange bryster uden bh, hår under arme og på ben og et beton udtryk i både krop og udtalelser – hvilket ikke var tiltalende for særlig mange undtagen hardcore feminister.

Om det var Sex and the City, der banede vejen for, at empoverment og emancipation igen blev populært og flere fandt forskellige måder at bruge feminisme på, er ikke til at sige. Men det kan være et godt spor. Men spørgsmålet er, hvad der sker, når feminisme er tre forskellige bølger, forskellige teorier og så alt fra porno over Lady Gaga til Sex and the City – for bare at nævne nogle få.

Skribenten beklager synet af hendes lettere nussede Mac

I One Dimensional Woman af Nina Power, retter Power et kraftigt angreb på dem, der bruger feminisme som universel teori, der kan sættes på alt – fra Sarah Palin til Jessica Valenti. Power mener, at feminisme er blevet et middel til at sælge budskaber i et forbrugersamfund. Palin sælger stemmer på afskaffelsen af abort under et feministslogan, og Jessica Valenti sælger godt selvværd ved at kræve retten til at købe sko og tasker ud fra, at det er en emancipationsøvelse – det er bare bedre skrevet (og spillet) end i Sex and the City.

Man behøver ikke at være enig med Powers venstreorienterede synspunkt, hvor feminisme altid skal ses ud fra kapitalistiske strukturer, og hvordan disse er med til at holde kvindekønnet nede. Det er jeg sådan set ikke. Jeg kan personligt godt lide kapitalisme, men jeg anerkender, at hver praksis har sin fordel og ulempe. Jeg vil dog aldrig gå så langt, som Power gør i min kritik af kapitalisme – Power mener næsten, at den er misogyn.

Men hvor jeg er stået af i Powers kapitalismekritik, er jeg med hele vejen, når Power argumenterer for, at feminisme ikke kan bruges til alle argumenter. Begrebet bliver ganske enkelt udhulet og til sidst tomt. Der er umådeligt langt fra Sarah Palin over til Lady Gaga, og feminisme kan og skal ikke rumme begge dele. Men her kommer jeg så ud i endnu et dilemma. For jeg ser feminisme som bekæmpelse af kønsdiskrimination, særrettigheder og alt i alt lige muligheder og rettigheder på trods af køn, religion, etnicitet, seksualitet. Med dette syn på feminisme, er man så overhovedet feminist? Eller er man bare demokrat? Netop denne diskussion vender jeg tilbage til næste gang…

Vis mig dit iTunes bibliotek

Der er gået musikalsk sidespring i den. For hvad nu, hvis man skulle fortælle om de numre eller kunstnere, der har haft mest indflydelse i ens liv. Jeg har taget kampen op med mig selv og mit iTunes bibliotek. Måske jeg har glemt nogen, men de ni kunstnere der præsenteres her, er kunstnere der bliver tændt for, når jeg har brug for mere end bare baggrundsmusik.

Tori Amos: Cornflake Girl
Hun tog vel så at sige min musikalske mødom. Indtil hun tonede frem på MTV med hendes røde hår og klaverspillet i Cornflake Girl, var det normalt kun Kylie Minogue eller Janet Jackson, der spillede på båndoptageren. Jeg tror, det var klaverspillet, jeg forelskede mig i, som altid smøg sig rundt i sangen og var medfortæller i historien. Andre vil sikkert med et smil sige, at det ikke kommer som en overraskelse, at jeg blev feminist, hvis det er Tori Amos, der fylder mest i mit musikbibliotek, og det er måske heller ikke helt løgn. Hun banede i høj grad også vejen til kunstnere som PJ Harvey, Fiona Apple og Björk.

Nirvana: Where did you sleep last night
Da Kurt Cobain begik selvmord var jeg 12 år. Derfor er meget af Nirvanas musik også først blevet en del af mig efter hans død. Men den gang i sjette klasse var grunge og Nirvana en stor del af, hvad der blev hørt. Med et fjernsyn på værelset, hvor MTV var ynglingskanalen var det også umuligt at komme uden om. Deres musik var i høj grad med til at gøre kunstnere som Smashing Pumkins og Pearl Jam til favoritter. Det ville have været naturligt at vælge en sang fra Nevermind eller In Utero, men Unplugged er stadig den smukkeste. Sårbarheden og beslutningen omkring det at begå selvmord kan høres på Where did you sleep last night.

The Beatles: You’ve got to hide your love away
Der var en sommer, hvor Sus og jeg lånte samtlige Beatles udgivelser af min onkel, og ikke lavede andet end at høre Beatles. Jeg tror, det var i sommeren mellem 8. og 9. klasse. Det var musikalsk opdragelse, og samtidig også en naiv tro på, at det måtte have været meget federe at vokse op på den tid end vores egne sølle, ironiske 90‘ere. Sus forelskede sig helt klart i Hey Jude, mens jeg aldrig har kunne få denne her ud af hovedet. Specielt videoen er sublim – hvem der ikke gerne ville flirtes med af både John og Paul.

Oasis: Cigarettes & Alcohol
Er du sunshine, de sang lige til mig. De var mænd fra den forkerte side. De talte grimt, røg, drak og horede. Deres arbejderklasse-engelsk gik i hjertet. Jeg var solgt allerede ved Definitely Maybe og havde ikke behov for nogen Wonderwall for at vide, at de var langt bedre end Blur. Derudover var debutpladen også den mest rockede og rå. Jeg røg aldrig videre fra Britpop – Libertines, Arctic Monkeys eller Franz Ferdinand greb mig aldrig på samme måde. Oasis står alene med måske kun to album, som jeg synes er værd at høre den i dag. Men den gang – der ville jeg giftes med Liam.

Garbage: Push it
Shirley Manson er ligesom Tori Amos rødhåret, og måske det var det, der tiltrak første gang, jeg så videoen til Only happy when it rains fra Garbage’s debutalbum. Men hvor Tori Amos gav ro, så var Garbage det, der i årerne fra jeg var 14-15 år gammel til jeg fik min studentereksamen og flyttede til København, der gav energi til hele min ungdom. De var in your face og hæsblæsende. Det, at det irriterede mine forældre grænseløst, at jeg lyttede til musik, der kaldte sig selv for skrald, var kun med til at de ofte blev sat på.

Goldfrapp: A&E
Det var egentlig først, da jeg mødte Soya’en, at mine øjne for elektronisk musik for alvor blev åbnet. Enkelte sange af Moby, Depeche Mode og Massive Attack havde sneget sig ind i mit bibliotek, men det blev aldrig rigtig konstant. Faktisk, hvis jeg kigger tilbage, er det et stort spring i mine indkøb fra årtusindeskiftet til omkring 2005, hvor jeg ikke rigtig fandt inspiration i så meget, og hvor mit ungdoms-soundtrack i høj grad dominerede. Det tog alligevel noget tid for mig at acceptere denne genre, og det var først med Seventh Tree i 2008, at jeg for alvor overgav mig. Siden er bl.a. Mikael Simpson og Blue Foundation blevet indkøbt.

Amanda Palmer: Leeds United
2008 var i høj grad et stort musikår, og da Amanda Palmer fra Dresden Dolls udgav sit soloalbum, Who killed Amanda Palmer, var jeg solgt. Hendes klaverspil, teksterne om misbrug, sindssyge og bad love var sammen med hendes utrolig udstråling med til at åbne op for en ny bølge af de ‘femistiske’ kunstnere, hvor jeg både søgte frem mod Bat for Lashes og særligt tilbage til Blondie, Cat Power, The Pretenders og for alvor Patti Smith.

Foo Fighters: The Pretender
Jeg skrev mere eller mindre mit speciale til Foo Fighters Echoes, Silence, Patience & Grace. Kunstnere som The Killers, Kings of Leon og Foo Fighters udgør i dag den rockede del af biblioteket, som for mig trækker tråde tilbage til grungen i ungdommen i sammenblanding med hver deres eget udtryk. The Pretender er i høj grad politisk og ligger sig derfor også i lige linje med en udvikling fra, at undertegnede bare havde meninger til mere organiserede holdninger til samfundet.

Florence and the Machines: Drumming Song
I foråret 2010 gav Florence and the Machines koncert i Vega, og jeg følte mig umådeligt gammel, da jeg sammen med Svesken og Bella stod på toilettet og iagttog alle de unge piger på 18 år, der var troppet op for at se denne rødhårede (det var den igen) furie. Med lunger, der er på størrelse med Indurain og Callas formår hun at gribe enhver lytter. Omend hendes debutalbum er noget ensidigt i melodierne, ligger hun grundtonerne for en ungdom, der måske en dag søger tilbage til Tori Amos.

Flyskræk?

Fear of Flying blev oversat til Luft Under Vingerne. En dårlig oversættelse, fordi det giver to forskellige konnotationer. Den engelske fremstår negativ, angstladet og låst, hvorimod den danske giver håb, frihedsfølelse og fremstår positiv. Men den dårlige oversættelse er en formidabel tolkning af bogen, der netop bevæger sig fra den negative følelse af at skulle lette alene til den positive følelse, når man flyver alene – med alt den turbulens, rystende kaffekopper og sug i maven, som man er udsat for, inden man letter fra punkt A og lander ved punkt B. Dog slutter bogen skræmmende, fordi man som læser er efterladt med fornemmelse af, at det her en flyvetur, som man skal på hele livet som kvinde.

Jeg har netop læst Erica Jongs Fear of Flying, der udkom i 1973. Det er fabelagtigt læsning for en 3. generations feminist, der ikke mener, at 2. generations feministerne den dag i dag, kan sige, at de sejrede ad helvede til i forhold til kvindernes seksuelle frigørelse. Om det er deres skyld, 2. generations feministerne, tror jeg nu ikke – nok mere de mænd, som ikke kunne og stadig ikke kan tackle kvinders seksuelle drive. For slet ikke at tale om de kvinder i min egen generation, som ville passe bedre ind i puritansk, victoriansk livsstil – helst med trimmet kønsbehåring, da det jo er det mest renlige (!?!?!?).

Erica Jong har i bogen ironisk gemt sig bag det græske navn Isadora, der betyder Isis’ gave. Isis var en græsk gudinde, der blev tilbedt som den ideelle moder og hustru. Erica Jong begår dog en fejlslutning i hendes konstruktion med navnet Isadora, som jeg vil vende tilbage til, men man kan dog også håbe, at Erica Jong har haft den afdøde, amerikanske danser, Isadora Duncan i tankerne, da hun formede hendes fortællerstemme.

Selvom man igennem bogen bliver virkelig træt af Isadoras neurotiske forfattersind, der udelukkende er skabt for at passe ind i illusionen om, at forfattere partout er neurotiske, er bogen stadig vedkommende i dag. The zip less fuck eller det gnidningsløse knald er en genistreg, der er ønskværdigt den dag i dag for begge køn. Endnu mere er Isadoras kamp for frigørelse og angsten for at stå på egne ben (desværre) stadig en gældende problematik i 2009, vel og mærke 36 år efter bogens udgivelse.

Erica Jong viser fortræffeligt, hvad der sker med manden og hans seksualitet, når kvinder går på jagt. Beskrivelserne af Adrians, Isadoras objekt for sin lyst, slappe lem som en død tunge i munden under et fransk kys må være gruopvækkende for enhver mand, der ikke kan tackle en kvindes udtalte lyst. Den mandlige anmelder vil her anfægte, at det er Adrian, der provokerer Isadora tilstrækkelig nok til at træde ud af sine neuroser og forfølge sig selv, men det er ikke Adrians provokationer. Det er Isadoras lyst, der driver hende – en lyst, som hun gennemgående skal lære at tackle og acceptere som en naturlig del af sig selv på trods af alle de formanende ord om kostbarhed gennem opvæksten.

Jeg selv blev også opdraget med kostbarhedens dyder. Som sådan mistænker jeg min mor for at have gjort det for at skåne mig. Ikke fordi, hun mente det var det rigtige. Det var det lette at gøre, om end det ikke bed på hendes datter, hvilket hun vel egentlig også var klar over. Derfor opgav hun også hurtigt og smed mig til lægen med en seddel om, at hendes datter skulle have p-piller – på samme måde, som jeg fik en seddel med i skole, når jeg havde været syg eller skulle fritages for gymnastik pga. menstruation.

Men som Erica Jong, troede og tror min mor stadig på kvindekønnets essens som moderen og hustruen (dog min mor ikke vil lade denne essens bremse hendes færd på arbejdsmarkedet). Selvom jeg tidligere kaldte det for en fejlslutning, at Erica Jong kalder Isadora for Isadora, så er det måske netop det, som er forskellen på 2. og 3. generation. På min mor og jeg. Måske er det den forskel, der tydeliggør, at vi har rykket os på den korte tid af denne ene generation. Når Erica Jong vælger navnet Isadora til sin heltinde, vælger hun også en konstruktion, hvor hun tillægger kvindekønnet en essens som det køn, der er det frugtbare, altomfavnende og selvofrende køn, der er til for at please barnet og manden. Hvilket Isadoras kampe med hendes psykotiske ægtemænd (hvad end de er på den ene eller anden side af bordet), hendes kamp om bekræftelse som altopofrende hustru og hendes ønske om moderlig binding til et barn, der er afhængig af hende, bekræfter (hendes konstruktioner af mændene er ikke bedre!).

Det er ingen hemmelighed, at jeg er imod denne konstruktion og er uenig med den essens, som Erica Jong tillægger mit køn – se blot forrige blogindlæg. Men jeg kan i skrivende stund blive i tvivl om, at forskellen mellem 2. og 3. generation er så stor, som jeg advokerer for. Ikke nok med, at det stadig ikke er helt ok for en kvinde at se manden som et seksuelt objekt, så kan jeg, hvis jeg hæver blikket over min computerskærm gense fire kvinder fra New York, som endnu engang jagter labels and love. Vel og mærke – kærlighed og ikke mænd! Mange har advokeret for, at Sex and the City var min tids svar på Erica Jong. Her var kvinderne, der var frigjorte, og som bare ville have sex fra deres partnere og ikke ville gå på kompromis med dette for et forholds skyld. Men summa summarum, så ankommer Mr. Big alligevel på hvid hest (eller trojansk) til Paris for at redde Carrie fra den onde russer. På samme måde som Isadoras ægtemand, Bennet, indtræder på hotelværelset på sidste side i bogen, hvor Isadora er ved at vaske sit hår.

For mig er det fedeste ved en rejse stadig, når maskinen giver fuld gas og til sidst letter.