Undtagelsestilstanden

Kender du det, at du endelig er undsluppet vinteren fra helvede i København. Du sidder på en strand syd for Los Angeles. Du har bare arme og ben og en løs sommerkjole på. Du har en lille picnickurv med, som er sammensat af alle de økologiske godter fra Erewhon i Venice, du kunne have i bilen. Din søn på 1,5 leger for sig selv i sandet. Og du sidder bare og glor på vandet og de andre mennesker på stranden. Lige indtil din søn kigger på dig, peger med sin finger på bleen, og du registrerer, at han har lort op af ryggen.

Eller hvad med, når du står og bakser med tre kufferter, en pusletaske og en skuldertaske fyldt til randen plus en paraplyklapvogn, fordi du skal i lufthavnen for at begive dig ud på 11 timers flyvetur med en knægt på 1,5 år til en tidszone, der siger minus ni i forhold til normale puttetider. Velvidende, at livet er for kort til at stå ved et bagagebånd i en lufthavn, specielt det i Københavns Lufthavn, der venter, når du returnerer.

Hvis du ikke allerede nu har lyst til at skyde dig selv, så får du det, når du kender følelsen af at dø lidt indeni, når du checker ind på et all-american-family-style-resort, fordi de hoteller, du helst vil bo på – og som du forøvrigt normalt ville bo på – ikke tillader børn. Derfor befinder du dig i egen bungalow siddende i sengen (fordi det endnu ikke er varmt nok om aftenen i San Diego til at sidde ude) drikkende hvidvin direkte af flasken, mens den eneste lampe, der er tændt på værelset er dækket til med håndklæder for at skærme lyset af hensyn til den sovende dreng.

Vi er halvandet år inde i undtagelsestilstanden, som de kloge siger varer tre til fire år. Som med alt med børn, er det en fase. Det er bare en virkelig lang fase, der til og med skal krydres med opdragelse. Søvnløse nætter, ømme bryster og virkelig lange, kedelige barselsdage føles lige pludselig som noget af det letteste i verden.

Det kunne sikkert også gøres lettere. Altså det der med små børn. Påsken kunne afholdes i den tidszone, knægten er født i. Eller man kunne vente på sommeren i Danmark (as if). Eller vi kunne køre hele Californien rundt for at finde samtlige legepladser, som knægten kunne boltre sig på. Vi kunne også bare binde os selv på hænder og mund.

Som alle andre har jeg fået et barn for min egen skyld. Jeg har taget og tager stadig en milliard million beslutninger, der går på kompromis med mine egne ønsker, men som er til mit barns fordel. Det er nu engang konsekvensen af ubeskyttet sex. Men i sidste ende er det børnene, der skal tilpasse sig forældrenes liv og ikke forældrene, der skal tilpasse sig en 1,5 års verdenssyn.

Jeg ville ærlig talt blive et pænt surt, bittert røvhul, hvis jeg skulle bruge samtlige weekender på legepladser eller holde (sommer)ferier i Danmark. I sidste ende vil børn helst være sammen med glade forældre. Og glade forældre fås kun, hvis de fortsætter med at gøre de ting, der gjorde dem glade, før de fik børn. Også selvom det betyder, at man kommer til at stå på en strand med en knægt, der har lort hele vejen op af ryggen. Til gengæld kan man være heldig at få fat i en suite over Påskedagene på et af de hoteller, man elsker i ørkenen – og få lov til at medbringe barnet. Heldigt for ham.

Standscenen udspillede sig forøvrigt i Laguna Beach i Californien, som for et år siden indførte totalt rygeforbud i byen pånær i private hjem og egen bil – fandme et shitty sted (pun intended) at stå som ryger med en søn med lort op til nakken.

Reklamer

Flashback Friday – La Sagrada Família

Aldrig har noget, der er ikke er færdigt, været så smukt.

Jeg har set rigtig mange kirker i mit liv. Send mig til en hvilken som helst europæisk by, og jeg ville lægge vejen forbi en kirke eller to. Religiøse steder er ofte virkelige smukke, og derudover giver de et unikt indblik i kulturen i det pågældende land eller by.

Den smukkeste af dem alle er La Sagrada Família i Barcelona. Kirken, som blev påbegyndt af Antoni Gaudi i 1882, er en smuk kombination af jugend og gotisk byggestil og stadig her i 2014, er den ikke færdig. Gaudi var godt klar over, at han aldrig nåede at færdigbygge kirken. Da han dør som 73-årig i 1926, er knap en fjerdedel af kirken færdig.

Afhængig af private donationer og afbrudt af en borgerkrig, tog den “nye” byggefase først fart igen i 50’erne.

Der har været masser af kamp om hvorvidt, kirken nu levede op til Gaudis visioner. Alle der har set La Sagrada Família ved, at Gaudi’s side er meget mere detaljeret og dekoreret end den “nybyggede” side, som er minimalistisk og hårdt skåret – nærmest som et skelet.

Jeg er i bund og grund ikke særlig optaget af facaderne. Det er ikke derfor, jeg er vendt tilbage til kirken tre gange inden for de sidste 11 år.

Da jeg stod i La Sagrada Família første gang, kunne man allerede dengang fornemme trækronerne, der var ved at forme sig.

Da jeg vendte tilbage for tredje gang i sommer, stod jeg i en skov af lys og farver, og hvad der for mig føles som Gaudi i konstant udvikling. Det var betagende.

Kirken er samtidig en af de lyseste kirker, jeg nogensinde har været i. Jeg er med på, at den ikke er påvirket af tidens gang og er ‘blevet beskidt’. Ikke desto mindre er det en åben, høj kirke med ufattelige mange lysindfald – at stå der midt i det hele og se op, er ligesom at stå i skoven og se solen skinne igennem trækronerne.

Det smukkest ved La Sagrada Família er i bund og grund, at den ikke er færdig. Arkitekten lever ikke længere, så derfor lever bygningen sit eget liv påvirket af tiden samtidig med, at man stadig formår at være tro mod Gaudi’s organiske modernitet. Et ønske for kirken, Gaudi eftersigende selv havde – og en følelse, som i høj grad minder om Barcelona.

Hvor tit får man lov til at se en katedral blive bygget? Skynd dig at se den, før den bliver færdig.

Flashback Friday – Backwaters

Nu var jeg ikke verdens største fan af Nordindien. Heldigt for mig – og min mand, som rejste rundt med mig i tre uger – havde vi en flybillet fra Jaipur til Kochi i staten Kerala.

Kochi er egentlig en ret stor havneby i Sydindien. Men det er også et ganske udemærket udgangspunkt for at hoppe på en båd og sejle rundt på backwaters.

Staten Kerela er kendt for smukke backwaters, og det er også højt oppe på listen i Lonely Planets top choice over ting, man skal opleve i Indien. Vi brugte en dag på det, som reelt er fem store søer, der er forbundet af en masse kanaler. Man kan også bruge flere dage og leje sig ind på alt fra budget til luksus husbåde med egen grill og butler.

Via Lonely Planet fandt vi frem til et turistbureau, som kaldte sig for noget så officielt som Tourist Desk Information Counter. Nu er vi i Indien, så der ikke noget officielt over det. Det er et privat firma. Men de har en udemærket guided tour på en dag, hvor man både bevæger sig på de store søer og ned af små kanaler forbi små landsbyer.

På de store søer bliver der stadig fisket på Kochi-måden aka en gammeldags kinesisk måde, som er ineffektiv og voldsom (jeg laver et indlæg om Kochi senere, hvor jeg nok skal skrive lidt mere om fiskemetoden). Men du kan også finde en solo-fisker, som højst sandsynligt fisker efter muslinger.

Muslinger, som det private turistbureau serverer for dig på sejlturen. It’s hot! Som alt i Indien.

Det gode ved turen er eftermiddagen, som foregår i en mindre kano på smalle kanaler, hvor du også får muligheden for at komme tættere på lokalbefolkningen.

Hende her laver fx reb. Hun fletter flere meter om dagen. Det tjener hun 8 kr. om dagen på. Som så forresten går lige i fælleskassen, da de fleste landsbyer i Kerala er kommunistiske. Hende med den store hat ved siden er fra Sydkorea.

Det er noget lettere fortryllende over at sejle rundt på de små kanaler. Omend man lidt føler, at man invaderer folks liv, når man sådan lige sejler forbi, mens de vasker tøj.

Bliver det for grænseoverskridende er der både ænder og søslanger. Vi fik kun et billede af ænderne. Men en hollænder, som vi var sammen med på turen, fik et billede af søslangen – lad mig sige det på den her måde; ænderne er sødere.

Hvis man er rigtig heldig bruger man dagen sammen med Sydkoreanere. De er noget af det sødeste og høfligste folkefærd, jeg har mødt. De tager opstillede parbilleder (på eget initiativ) og deler glædeligt ud af sydkoreanske snacks, mens man sejler rundt. Og så smiler og vinker de altid. Til alle!

Generelt bliver man bare glad af en dag på backwaters – det er selvfølgelig også svært andet efter 10 dage i Nordindien.

Man kan flyve til Kochi – oftest med en mellemlanding i Mumbai. Herfra er der flere muligheder for en eller flere dages ture alt efter budget. Brug Lonely Planets hjemmeside til til at finde ture eller husbåde. Ellers kan de fleste hoteller i Kochi hjælpe med at arrangere ture.

NB! Husk myggesprayen. Ellers kommer det til at klø i flere dage efter.

En dansk feminist tog til Indien

Der findes et billede af Lady Di siddende på en bænk foran Taj Mahal. Det blev taget lige før, det hele ramlede, og hun gik på tv og sagde: ”Well, there were three of us in this marriage.” Hun sidder helt alene og poserer for fotograferne foran hvad historien har døbt som det største monument til kærligheden. Det mildest talt slidte ægteskab var ingen hemmelighed i UK, og da billederne gik verden rundt, skiftede sympatien fra Charles til Diana (siges det). De blev skilt samme år, billedet blev taget.

For præcis tre uger var det mig selv, der sad på en bænk foran Taj Mahal. Sammen med min mand fjollede jeg rundt og prøvede at efterligne The Lady Di pose. Som jeg sad der og forsøgte at huske om hun vendte direkte mod kameraet, og om benene var over kors eller ej, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om grunden til at hun måske var trist den dag ikke havde noget at gøre med, at hun var gift med Charles men ganske enkelt fordi hun var i Indien.

Jeg var knap en uge inde i en tre ugers tur rundt i Indien, da jeg sad ved Taj Mahal og blev blændet af den hvide marmor, og egentlig bare gerne ville hjem. Dagen forinden var en 51-årig dansk kvinde blevet udsat for en gruppevoldtaget i Delhi – 500 meter fra det hotel, jeg selv havde boet på fire dage forinden. Jeg selv havde set mit liv passere forbi mine øjne nogenlunde korresponderende med, hvor mange gange jeg havde siddet i en bil, og jeg var fastlåst til min mand ved hoften – plus minus fem meter – fordi det var tydeligt, at kvinder bare ikke bevægede sig rundt i Indien alene. Det eneste, der holdte det hele sammen var flybilletten sydpå til Kerala, der lå i rygsækken.

Ifølge UNICEF mangler der 50 mio. kvinder i Indien. Pigebørn bliver ganske enkelt aborteret eller slået ihjel som spæd. Mest sandsynlige forklaring? Den udbredte brug af tvangsægteskaber, hvor forældre stadig skal betale en hunkøns-medgift, gør det ganske enkelt urentabelt at have piger.

Mens jeg var afsted – i de tre uger – blev tre kvinder udsat for gruppevoldtægter i Indien. En særlig bestialsk en af slagsen blev endda pålagt af overhovedet på en stamme langt ude på landet i Bengal. Antallet af anmeldte voldtægter i Indien det seneste år fastslår, at cirka hver 22. minut voldtages en kvinde i Indien.

Jeg selv blev kun talt til i kraft af min mand, der stod ved siden af. De fleste steder blev det forventet, at han svarede for mig. Jeg så sjældent kvinder på gaden. Enten kom de sammen i en stor flok på minimum fem eller de blev ledsaget af mænd – deres fædre eller brødre. Mit køn var nærmest ikke eksisterende. Endnu værre var selvfølgelig mine sorte (stramme) jeans. Det var dog ikke det værste. Det værste var frygten. I Nordindien var jeg bange. Bange fordi jeg var kvinde. Bange fordi mit køn gjorde mig udsat. Bange fordi mit køn gjorde mig svag.

Som dansk kvinde er det ikke en følelse, jeg kan erindre, jeg nogensinde har følt. Den var ny, og den var ganske enkelt paralyserende. Den tvang min mands skuldre op over ørerne og udfordrede min egen hjerterytme. Det var som at sidde alene i et sommerhus midt om natten under en efterårsstorm (de fleste danske kvinder er opdraget til at finde det fænomen angstprovokerende). Problemet var bare, at jeg stod i verdens syvende største land og var ikke skræmt nærmest til døde på grund af klimaet, men fordi den gennemsyrende patriarkalske kultur, der i yderste konsekvens voldtager og slår kvinder ihjel, var frygtindgydende.

Jeg overvejede længe, mens jeg var afsted, hvordan jeg skulle få mine oplevelser af en kultur, der skræmte livet af mig ned på papir samtidig med, at jeg trods alt fik perspektiveret, at mange indiske kvinder og mænd forsøger at ændre kulturen og samfundet. Jeg ved ikke, om jeg har fundet svaret.

Om morgenen, da det blev rapporteret af en dansk kvinde var blevet udsat for en massevoldtægt, fulgte jeg med i nyheden fra en lufthavnscafé i Varanasi. En kvinderetsforkæmper krævede større sikkerhed for kvinder generelt i Indien og forlangte, at den indiske regering satte kvinders sikkerhed øverst på dagsordenen – foran stabil elforsyning, rent vand og ordentlige sygehuse og veje.

Jeg forstod hende godt. Forstod godt hendes krav om sikkerhed. Ikke hårdere straffe bare sikkerhed. Omvendt kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at hvis der kom lys på gaderne, så kunne det være, det føltes lidt mere sikkert at gå ude om aftenen. At hvis alle de børn jeg havde set lege og tigge på gaderne i dagtimerne istedet kom i skole – lærte at læse og skrive – at de så måske ville tro, at de kunne blive lige, hvad de ville ligegyldigt om de var piger eller drenge. At hvis man gav gratis prævention til de fattige, så ville de ikke behøve at slå deres pigebørn ihjel. At der er en kausalitet.

I sidste ende er det ligegyldigt, hvad der kommer først. Bare der kommer sikkerhed for kvinder. Bare der kommer lys på gaderne. Bare der kommer elektricitet i alle hjem. Bare der kommer et opgør med, at kvinden er manden underdanig. Hverken de indiske mænd eller kvinder har fortjent den nuværende situation. Dagene i Nordindien var et hårdt tilkæmpet perspektiv. Hvis ikke vi havde haft flybilletten til Sydindien er jeg ikke sikker på, at det havde været det værd.

Da jeg kom hjem fra Indien blev der dannet ny regering. SF var skredet, og Margrethe og Helle blev enige om en ny konstellation. Ud af 20 ministre var otte kvinder. Det hidsede SF og et par usual suspects sig over og kaldte det et tilbageskridt for ligestilling. Så er der fuld plade i feministisk bullshit-bingo.

At kvinder i Indien desværre har det så meget værre end danske kvinder, er ikke ensbetydende med, at man ikke skal gøre, hvad man kan for at gøre den danske kultur mere ligestillet. Men som det jo er med perspektiver, giver de os muligheden for at træde lidt tilbage og sige THANK GOD for visse ting.

Mit hårdtilkæmpede perspektiv, som jeg pakkede ned i tasken efter tre uger og rejste hjem til gode, gamle Danmark med, synes at otte ud af 20 kvinder i en regering er skide godt. Det synes samtidig, at det er fedt, at det er to kvinder, der står i spidsen for regeringen. Endnu vildere er det, ifølge perspektivet, at jeg kan gå på gaden og føle mig tryg, at min mening er lige så værdisat som min mandlige kollegas, og at hvis jeg en dag får et barn, kan det blive til ligemeget hvad det vil – uagtet om det er en pige eller dreng.

En rejsevejledning til Sydindien skal jeg nok diske op med på et senere tidspunkt. Der sker ligesom noget andet, når gennemsnitstemperaturen er 30 grader året rundt…

Flashback Friday – A Standard hotel

Vi bliver i USA. Eller ikke helt USA faktisk. Men vi er på den side af jorden. Det er en lille kærlighedsaffære, jeg har til et ganske bestemt hotel, der er denne måneds Flashback Friday. Et hotel en god veninde i tidernes morgen gjorde mig opmærksom på. The Standard on the High Line i New York.

Når man bestiller et værelse på The Standard, skal man gøre sig selv én tjeneste. Man skal gøre personalet opmærksom på, at man gerne vil bo så højt som muligt. Med 18 etager solidt placeret oven på The Highline i Meatpacking er man garanteret en god udsigt.

Alt efter humør, vejrudsigt og ikke mindst plads, anbefaler jeg at gå i baren. Enten den enormt populære roof top bar – Top of The Standard – også kendt som Boom Boom Room. Navnet handler alt sammen om, hvornår du ankommer. Du kan også slippe alle former og åbne døren til Le Bain, når du alligevel er på toppen.

Du kan også forblive med fødderne solidt plantet på på jorden og benytte baren foran hotelindgangen, mens du ser New York gå forbi. Men be warned – bare en slightly intoxication, river dit kreditkort. Men det smager godt.

Det bedste ved The Standard er nu engang at ligge der i sengen med udsigt til Midtowns skyline eller Hudson floden. Hvad enten det er tidlig morgen med jetlag eller midt i mørket.

Når du er træt af at ligge i sengen, kan du gå en tur på The Highline og undre dig over at et hotel, der er så lækkert indenvendigt, kan være så grimt udenpå.

Eller du kan køre op og ned med elevatoren. Der er underholdning nok derinde med de små film, der kører – hvor blandt andet Arnold er med.

The Standard er lækkerhed. De tager sig også godt betalt for den – bevares. Til hipsterne, kan jeg fortælle, at der faktisk også ligger et Standard i East Village. Mit Standard vil dog altid være at finde på vest siden.

The Standard at the High Line ligger på 848 Washington lige midt i Meatpacking. En overnatning koster minimum 1.600 kr. per nat. Jo større seng, værelse og lir, jo dyrere. Men du skal ikke booke et værelse, hvis du ikke kan tåle, at dørmanden er en smule arrogant, receptionisten lidt mere nedringet, eller at der bliver holdt fest på værelserne. Kan du lide lækkerhed derimod…

Flashback Friday – Death Valley

Min mand kan blive stresset på flere planer på grund af mig, men det har for det meste altid noget at gøre med rejser. For jeg er altid ved at planlægge den næste – og den næste igen. Gerne samtidig. Planlægningen – inklusiv Lonely Planet læsningen – er til tider et lige så stort fix som rejsen i sig selv. For slet ikke tale om, når Politikens rejsetillæg om søndagen lige har fundet en nyt sted, jeg bare må besøge. Nu har jeg på ingen måde rendt rundt over hele verden med en rygsæk. Tværtimod. Men jeg har planer om det. Indtil da – for ligesom at kontrollere feberen og dele minderne – opretter jeg en Flashback Friday på bloggen, hvor jeg en gang om måneden kommer med tips og anbefalinger til små perler rundt omkring i verden.

I marts og april 2012 tog manden og jeg på roadtrip. Man skal bare en gang i sit liv køre rundt i en amerikansk muskelbil på en øde landevej i USA. Det er frihed. Et af de steder, vi kørte Ford Mustangen igennem var Death Valley – en ørkendal i Mojave i det østlige Californien. Det er på en gang en syret og smuk oplevelse.

Dalen ligger isoleret bag fire bjergkæder. Der falder derfor ikke mere end ca 5 cm regn om året. Det øde, tørre og golde landskab fik sit engelske navn under Guldfeberen tilbage i slut 1840‘erne, hvor flere eventyrer vandrede igennem dalen for at komme til det Californiske guld.

På dramatisk vis blev dalen opkaldt efter de strabadser, som flere eventyrer oplevede, når de vandrede igennem – selvom der eftersigende kun skulle være en, der døde på vej gennem dalen. Men man forstår navngivningen, når temperaturen i sommermånederne i gennemsnit ligger på omkring 45 grader. Da vi var der i starten af april, var der behagelige 24 grader.

Death Valley er hjemsted for USA’s laveste punkt. 85 meter under havets overflade. Og når man står midt i Death Valleys legendariske saltsø Badwater kan man ane skiltet højt oppe på bjerget, der fortæller en, at der er pænt langt op til overfladen.

Badwater Basin skal forøvrigt forstås helt bogstaveligt. Saltsøen fik sit navn af en korttegner, der var ved at optegne området. Historien lyder, at han stoppede ved de små vandpytter for at lade sin hest drikke. Men hesten skulle ikke nyde noget af det salte vand, og derfor markerede han området som et sted med bad water.

Det er mærkeligt berusende dernede på bunden af USA. Hvad enten man bevæger sig rundt i sanddyner, fotograferer saltkrystaller, bliver forbløffet og forbavset af Artist Drive, hvor pastelfarver pludselig breder sig ud over klippesten eller bare bliver lettere skræmt ved tanken om at punktere derude midt i ingenting. For udover en ensom prærieulv, så møder man ikke så mange andre.

Der er cirka 500 km fra Las Vegas til Death Valley. Køreturen derhen er en fornøjelse. Det koster 20 dollar per bil at komme ind i parken, og det giver adgang til en uge. Derfra kan man fortsætte videre ud mod kysten eller mod Yosemite.

Vi tog en overnatning i en hytte hos Furnace Creek. De kører både luksus og simple værelser med air con. Vi valgte det sidste. Det gav ca. 24 timer i parken til at drøne rundt, hvilket var god tid. Man bliver på ingen måde overrendt dernede på bunden midt i ingenting.

Kære USA,

Jeg savner dig lidt. Det er godt nok kun et halvt år siden, vi sidst så hinanden, men det føles som længere tid. Måske er det fordi sidst, jeg så dig, var i New York, og det er jo en selvstændig ø uden for din bevidsthed, ikke USA?

Nej, jeg savner dig USA med dine åbne vider, månelandskaber, bløde og kantede bjergkæder, dine ‘how do you do’ eller ‘howdy’s’. Jeg savner dine frodige skove, appelsinlunde og artiskokmarker. Dine gule vejstriber, dit rødlige sand og dine tumbleweeds.

Jeg husker tydeligt, da jeg mødte dig. På en landevej på vej mod et af dine klenodier – en kløft. Det slog mig, at du ikke har behov for statuer. De er fine at have stående på main street, men når synet af et rullende godstog på en øde strækning i Arizona er rigeligt til at beskrive din storhed og din frontier, så er bronze et værdiløst materiale.

Du har alverdens problemer med sygesikring, dyre uddannelser og nedbrudt infrastruktur. Alt det som min velfærdsstat sørger for, har du ikke styr på. Din kongres kan ikke samarbejde, og en stor del af dine borgere har Fox News som primær informationskanal. Det virker lidt som om du går på krykker samtidig med, du har forstuvet håndledet og har pådraget dig en hjernerystelse.

Men alligevel savner jeg dig.

På trods af dine talrige skavanker, forgår din storhed ikke. Man skal bare have mødt dig en enkelt gang, og man tror på dig. Du er den ultimative frontier. Hvem kan ellers selvsikkert og overskudsagtigt bebude, at de er lederen af den frie verden. Det er enormt arrogant, men det er ok. Det er fedt, at du gider. Selvom du måske skal få styr på det med samarbejdet i Kongressen og infrastrukturen som minimum, hvis det skal blive ved.

Men du kan jo alt, hvad du sætter dig for – sådan virker det i hvert fald. Det beundrer og misunder jeg. Det er som om, der er aldrig er en grænse for dig. Og når man så endelig står der ved Stillehavet, giver havet bare mere kraft til at fortsætte. Det er vel også derfor, de andre provokeres af dig og endda til tider afskyr dig og gør grin med dig. Fordi det er så svært at leve op til dig. Så hellere hive dig ned, så du føles mere i øjenhøjde.

Men du er ikke i øjenhøjde. Du er bygget på mod, eventyrlyst og hård hud. På drømme, storhed og undertrykkelse. Du er langt fra perfekt, men du er særligt i disse dage savnet.

 

Autonomía?

Barcelona er først og fremmest sin egen. Dernæst er den catalansk. Og så er den spansk. 

Barcelona er cava, sko, sangria, smykker, kunst, arkitektur, grin, skrål, fantastiske tapas, Damen på flydende spansk med andalusisk accent, treenighed, drinks, parfume, sol, kjoler, savn af Soyaen og ømme, ømme fødder.

Jeg ligner en soldat, der er vendt hjem fra krig, hvis man udelukkende ser på den nederste del af mit legeme. Sår, vabler og hævede fødder, der krævede akut fodbad, da jeg igen sad i Peter F, er det, der kendetegner mit catalanske get away. 

Barcelona er det sted i Catalonien og i Spanien, hvor de to sprog blandes bedst sammen, og hvor der er en ligelig fordeling mellem de to sprog. Den forholdsvise harmoni mellem de to sprog, skal nok både ses i lyset af Barcelonas internationale status – såvel nu som historisk. Samtidig kan der heller ikke herske den store tvivl om, at den store tilflytning til Barcelona fra andre områder i Spanien som Andalucien under Franco, har gjort sit for at tippe forskellene til ligevægt.

Men Barcelona fremstår dog mere som sin egen, end som en del af Spanien eller Catalonien på trods af, at det catalanske parlament ligger i byen, der med sine 4,9 mio. indbyggere er Spaniens anden største. 

Byen er et selvvalgt enebarn i et enormt land. Den opleves som tættere knyttet til den europæiske kulturhistorie end den spanske eller catalanske. Som en af de vigtigste havnebyer i Middelhavet og udfartspunkt for alverdens oplevelser gennem historien, er det måske heller ikke så mærkeligt. Der står trods alt en italiener på et kæmpe stentårn ved havnen. Byen smelter sammen mellem den catalanske Gaudi og den andalusiske Picasso (som også medtog den parisiske sødme senere i sit liv), samtidig med at Middelhavets salte skyller ind over den. 

Men ikke nok med, at Barcelona er selvvalgt enebarn, så er Barcelona også arrogant og bevidst om, at foruden den og byens opland, ville Spanien på ingen måde kunne kvalificere sig til EU-samarbejdet. Landet ville falde tæt på u-lands status, hvis Catalonien stod for sig selv på verdenskortet og ikke bare regionskortet som nu.

Damen mener ikke, at Catalonien løsriver sig på noget tidspunkt. Ej heller ikke Baskerlandet. På trods af vidt forskellige sprog og diskurshegemonier, så tror Damen på, at hovedparten af cataloniere (og baskere for den sags skyld) føler et større tilhørsforhold til Spanien som kultur og nation end til den bittersøde fornemmelse af selvstændighed. Måske Damen har ret. 

I det politiske spil i Catalonien kører der i øjeblikket en diskussion om at forbyde tyrefægtning. Den spanske kunst, hvor kunsteren risikerer døden i sin udøvelse af kunsten vil måske aldrig blive udført i Barcelonas Plaza de Toros Monumental. Faktisk tog Barcelonas byråd allerede i 2004 stilling til, at de ville forbyde tyrefægtning, men dette lovmæssige spørgsmål regerer under regionsregeringen, og derfor er tyrefægtning endnu ikke forbudt ved lov.

Om hvorvidt Catalonien er blevet de nye dyreværdsforekæmpere tror jeg nu ikke. Tyrefægtning er indtrådt i spansk kultur gennem Sydspanien, hvilket ses helt specifikt i matadorens outfit, der er inspireret af den andalusiske folkedragt. Forbudet af tyrefægtning i Cataloniens stolthed og verdensport er en endnu et skridt væk fra Spanien. Barcelona er først og fremmest sin egen. Dernæst er Barcelona er catalansk. Det er alle tilflytterne, der er spanske.