Kender du det, at du endelig er undsluppet vinteren fra helvede i København. Du sidder på en strand syd for Los Angeles. Du har bare arme og ben og en løs sommerkjole på. Du har en lille picnickurv med, som er sammensat af alle de økologiske godter fra Erewhon i Venice, du kunne have i bilen. Din søn på 1,5 leger for sig selv i sandet. Og du sidder bare og glor på vandet og de andre mennesker på stranden. Lige indtil din søn kigger på dig, peger med sin finger på bleen, og du registrerer, at han har lort op af ryggen.
Eller hvad med, når du står og bakser med tre kufferter, en pusletaske og en skuldertaske fyldt til randen plus en paraplyklapvogn, fordi du skal i lufthavnen for at begive dig ud på 11 timers flyvetur med en knægt på 1,5 år til en tidszone, der siger minus ni i forhold til normale puttetider. Velvidende, at livet er for kort til at stå ved et bagagebånd i en lufthavn, specielt det i Københavns Lufthavn, der venter, når du returnerer.
Hvis du ikke allerede nu har lyst til at skyde dig selv, så får du det, når du kender følelsen af at dø lidt indeni, når du checker ind på et all-american-family-style-resort, fordi de hoteller, du helst vil bo på – og som du forøvrigt normalt ville bo på – ikke tillader børn. Derfor befinder du dig i egen bungalow siddende i sengen (fordi det endnu ikke er varmt nok om aftenen i San Diego til at sidde ude) drikkende hvidvin direkte af flasken, mens den eneste lampe, der er tændt på værelset er dækket til med håndklæder for at skærme lyset af hensyn til den sovende dreng.
Vi er halvandet år inde i undtagelsestilstanden, som de kloge siger varer tre til fire år. Som med alt med børn, er det en fase. Det er bare en virkelig lang fase, der til og med skal krydres med opdragelse. Søvnløse nætter, ømme bryster og virkelig lange, kedelige barselsdage føles lige pludselig som noget af det letteste i verden.
Det kunne sikkert også gøres lettere. Altså det der med små børn. Påsken kunne afholdes i den tidszone, knægten er født i. Eller man kunne vente på sommeren i Danmark (as if). Eller vi kunne køre hele Californien rundt for at finde samtlige legepladser, som knægten kunne boltre sig på. Vi kunne også bare binde os selv på hænder og mund.
Som alle andre har jeg fået et barn for min egen skyld. Jeg har taget og tager stadig en milliard million beslutninger, der går på kompromis med mine egne ønsker, men som er til mit barns fordel. Det er nu engang konsekvensen af ubeskyttet sex. Men i sidste ende er det børnene, der skal tilpasse sig forældrenes liv og ikke forældrene, der skal tilpasse sig en 1,5 års verdenssyn.
Jeg ville ærlig talt blive et pænt surt, bittert røvhul, hvis jeg skulle bruge samtlige weekender på legepladser eller holde (sommer)ferier i Danmark. I sidste ende vil børn helst være sammen med glade forældre. Og glade forældre fås kun, hvis de fortsætter med at gøre de ting, der gjorde dem glade, før de fik børn. Også selvom det betyder, at man kommer til at stå på en strand med en knægt, der har lort hele vejen op af ryggen. Til gengæld kan man være heldig at få fat i en suite over Påskedagene på et af de hoteller, man elsker i ørkenen – og få lov til at medbringe barnet. Heldigt for ham.
Standscenen udspillede sig forøvrigt i Laguna Beach i Californien, som for et år siden indførte totalt rygeforbud i byen pånær i private hjem og egen bil – fandme et shitty sted (pun intended) at stå som ryger med en søn med lort op til nakken.