Batman the Destroyer

Så der var det der med tid, og hvad man lige havde tid til, og hvad man prioriterer. Alle mine gode intentioner om at bruge mere tid på bloggen, skrive andet end pressemeddelelser og budskabspapirer, blev ligesom slået til side af en hund. Yes, vi har fået hund. Det er skridtet før Volvo og vuggestue, jeg ved det. Men måske vi kan skrue lidt ned for voksendramaet, hvis jeg fortæller dig, at den hedder Batman.

Batman kom til verden 9. april syd for Køge. FYI, så er det her altså ikke starten på et Kim Larsen medley. Han flyttede til Nørrebro Grundlovsdag og har mere eller mindre terroriseret vores liv siden – særligt vores tid. Jeg kan allerede nu sige, at alle der tror, at anskaffelsen af en hund – og i dette tilfælde en Fransk Bulldog med ADHD – er starten på bygge-kernefamilie-rede-syndromet tager fejl. En hund er det største kondom, der findes.

Nu er det meget muligt, at min hund er lidt hurtigere til det der med at lære at gå på toilettet og at spise selv end dit barn. Det ændrer dog ikke på, at i den første tid som hundeejer er rodalon din bedste ven. Du vil endvidere blive overrasket over, hvor hurtigt, du vender dig til, at gå rundt med en pose med lort (bogstavlig talt) 3-4 gange om dagen. Eller at gå og sige – vel og mærke til et firebenet kræ – “skal Batman tis? Batman tis? Tis tis tis… Tis så Batman! TIS!” I fuld offentlighed. Ved søerne. I København. Yes, it has come to that.

Det fede ved søerne er dog udfoldelsesmulighederne for hvalpen. Udover at blive hvæset af af samtlige svaner og jagte duer, møder hvalpen jævnligt Viggo, Conrad og Bent. Nu tror du muligvis, at jeg er sådan en Candy-stripe type, der slår vejen forbi Sølund for at give de ældre mennesker lidt puppy-love, og at Viggo, Conrad og Bent er Batmans nye venner på +80. Sandheden er dog, at Soya’en og jeg er nogle af de få i Købehavn, der har valgt ikke at opkalde vores hund efter en karakter i Matador.

Jeg ved ikke, hvad Viggo, Conrad og Bents ejere hedder. Det er ligesom indforstået, at det spørger man ikke til. Det er ikke os, der er venner. Det er hundene. I bund og grund er der ikke megen forskel på det, og dengang min far ikke kunne huske navnene på mine venners forældre (eller for den sags skyld mine venner). Selvom vi ikke er på fornavn, så skal det da ikke afholde fremmede mennesker for at komme med gode råd om opdragelse, kost og toiletbesøg. Jeg forestiller mig lidt, at det må være ligesom at være gravid for første gang, og alle ens veninder med børn kaster om sig med moralske ret og forkert bomber i et hurtigere tempo, end Israel kan nå at bombe en FN-skole i Gaza. I de situationer tænker jeg oftest, at jeg skal have lært hunden ‘angrib’ kommandoen.

Hele voksendramaet går op i en højere enhed, når man bevæger sig i Maxi Zoo. Det er for hundeejere, hvad BabySam er for kommende forældre. Det er det sted, hvor ens sidste rest af frihedssøgende, libertinske, legesyge og ‘no care in the world’ personlighed tager hen for at dø. Det er her det går op for dig at ikke nok med, at du har bundet dig selv på hænder og fødder med et realkreditlån, så har du f… også købt en hund. Det er forøvrigt også et af de eneste steder i København, du må have din hund med, for på trods af det stigende antal af mopper, bulldogs og labradoddles i hovedstaden så må man ikke have sin hund med nogensteder. Det er lidt med hunde, som det er med ammende kvinder.

Når alt kommer til alt, så tænker jeg minimum en gang om dagen, at nu ryger kræet ud af vinduet. At jeg vil have min tid og min frihed tilbage, og muligheden for at sidde på arbejde til kl. lort, hvis det er det, jeg vil. At jeg hellere vil diskutere Christina Hagen’s Boyfriend end foder og toiletbesøg. At hvis han bider mig en gang til, ryger han ud på en gård i Jylland. Faktum er bare, at man tilpasser sig. Både fordi, kræet har verdens største brune øjne – og fordi man tager ansvar for de valg, man har truffet. Og så priser man sig endnu mere lykkelig for at have tiden og muligheden for at sidde på 20A med et glas rosé og danse med tastaturet.

Reklamer

Did you miss it #31

Det har gået lidt trægt med at finde de andres ord. Måske fordi undertegnede blev ramt af en røver af en forkølelse i sidste weekend – måske det var Ditte Giese, der smittede mig. Da forkølelsen så endelig var væk, og vejrtrækning igennem næsen igen var en mulighed, blev det Påske og forår i København.

Det er et Københavner-faktum, at så snart solen bare titter en lille smule frem er samtlige café-stole på brokvarterne optaget. Det er de sikkert også inde i K, men det er mest turister.  Nu er der nok ikke den store forskel på København, Paris eller London, når det kommer til sol og lejlighedsmennesker. You go out! Jeg tager ofte en avis eller en bog med. Men jeg får det aldrig læst. Jeg sidder enten med snotten op mod solen og indsuger D-vitamin, eller jeg glor. Glor på København, der går forbi. Det var også derfor, der ikke var andres gode ord i går – for jeg sad og gloede på folk, der gik forbi mig. Men i dag er det skyet og gråvejr – ideelt til gode ord. Plus det er reelt søndag på en mandag i dag. So without further ado.

EU set gennem en amerikaners øjne
Vi skal til valg lige om snart. Vi skal stemme nogle folk ind i EU Parlamentet. Sagt lidt groft skal vi til en demokratisk afstemning om det Europa, der blev opbygget efter 2. verdenskrig, mens Rusland hiver og slider i Ukraine – og vi ser lidt beklemt på. Ovre på Berlingske har Poul Høi begået et fabelagtigt interview med den amerikanske historiker Timothy Snyder. Hvis du har glemt, hvorfor det der EU-projekt er fedt, så læs og få genopfrisket. Hvis du ikke har glemt det, men i stedet bare gerne vil høre en klog mand tale om store ideer, samfund, nationalstater og intellektuelles position i samfundet, så kan du også roligt læse det. Det er virkelig gode ord.

Hans navn er Bjarne
Jeg mindes ikke at have læst meget af Bjarne Reuter. Måske mine forældre kan rette mig. Men jeg mindes helt klart at have set hans ord filmatiseret. Specielt Buster. Åh, jeg elsker Buster. Manden bag – Bjarne Reuter – har svaret på 10 linjer ovre hos Apropos. Jeg elsker ofte de 10 linjer. Det er ikke altid, men ofte, at der kommer nogle virkelig gode ord ud af det. Med manden bag Buster, siger det næsten sig selv, at det er godt.

Smoking up – nu en lovlig aktivitet i USA
Hvert år den 20 april holder de en lille fejring for hash i Nordamerika, hvor folk samles og ryger en fed eller to. Grunden til, at det er den 20. april er en eller anden mærkelig historie om nogle skæve unger i Californien, der prøver at finde noget pot kl. 4.20PM – derfor under kodeordet 4:20 – og da USA i deres datosætning starter med måneden først og derefter dagen, er 20. april blevet til en national helligdag i særligt Golden State Park i San Fran (mega mærkelig historie). Men denne 20. april er lidt anderledes end sidste år, for i år er hashsalg lovligt i staten Colorado. Tag med over på Huffington og få en gennemgang af, hvordan USA rykker væsentlig hurtigere, når det handler om hash-legalisering – og spørg dig selv, om det ikke var bound to happen, når man har udkæmpet en formålsløs war on drugs i 20 år uden resultater.

Scorereportage på Politiken
Pernille Jensen, Sabrina Skjødt og Katinka Hustad fra Politiken tog for et stykke tid siden i byen i København for at finde den bedste score-fest, og det er der altså kommet en ret så fin reportage ud af med både blink i øjet, smil på læben og en god portion kærlighed til de københavnske dansegulve. Tag med dem rundt på Søpavillonen, LA Bar, Drone og Cosy. Det er ret hyggeligt.

Billeder af et masseforbrug
Jeg gør det selv, så jeg tror ikke, det udelukkende er en amerikansk ting. Men never the less, så har Chris Jorden taget billeder af det amerikanske masseforbrug. Lad mig sige det med det samme – det er ikke kønt at få sit forbrug udstillet på den måde. Udover en brat opvågnen bliver man også så fandens politisk korrekt af at se sådan nogle billeder, så vi skal have tøm køleskabet i aften eller noget.

Demens
Det var Kristoffer, der gjorde mig opmærksom på denne i sin Morgenpost på Euroman. En fortælling om at være vidne til demens i den nærmeste familie – skrevet af en læge. Det er et af de mareridt, jeg har. At få demens. At glemme mig selv og mine elskede. Frygten for at nogle i mine indre, tætte cirkel skulle få det er dog værre. Det har Gary Epstein-Lubow beskrevet ret så fint ud fra hans egen personlige historie på Washington Post. Det er ikke en fortælling, der ender  lykkeligt, men den ender heller ikke ulykkeligt. Den ender som livet nu engang gør.

Nyd det sidste af Påsken.

Did you miss it #30

Selvom jeg burde blogge om andre ting end bare andres gode ord, så er det alligevel en fornøjelse at finde gode historier fra ugens gang frem hver evig eneste søndag. Det er i dag 30. gang, jeg gør det, og det er efterhånden en rigtig vigtig del af både bloggens (og mit) liv. Der er i det hele taget noget opløftende ved at læse gode ord hver evig eneste uge for at kunne dele dem.

Når det så er sagt, er det alligevel noget tid siden jeg har haft en mening om noget. Ikke fordi, der som sådan ikke er noget at have en mening om, men nogle gange drøner livet bare forbi, og så har man ikke tid til andet end andres gode ord.

And speaking of – here they are.

Bag om den amerikanske sygesikring
ObamaCare blev en realitet i denne uge. Over 7 millioner amerikanere har tilmeldt sig sygeforsikringen. Det har været en kamp op af bakke for Præsidenten. Hjemmesiden, hvor tilmeldingerne skulle foregå, kom så dårligt fra start –  grundet tekniske problemer – at Det Hvide Hus nedjusterede tallet for hvor mange tilmeldte ObamaCare skulle have for at træde i kraft fra 7 millioner til 6 millioner. Deadline var den 31. marts. Den 1. april kunne Præsidenten så alligevel fortælle om en kæmpe succes. Ovre på Politico kan du komme bag om successen – og få svar på, om det var takket være Bradley Cooper.

Israelsk apartheid
Politiske forskelle til trods, så er det vigtigt at give en highfive, når politikere melder ærligt og klart ud uagtet, hvor uenig man er, eller uagtet hvilken uro det giver i de interne partirækker. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det på den måde. For der var – i hvert fald på Twitter – store klap på skulderen blandt den kreative klasse (!) til Venstremanden Jakob Engel-Schmidts indlæg om Israel-Palæstina konflikten på Politiken. Det er sgu stærke sager, når de udtrykker en holdning, de politikere.

Den mexicanske version
Texas er ikke kendt for at være den mest liberale stat i USA. Tværtimod. Men ikke desto mindre var det her Roe vs. Wade – Højsteretsdommen, der frigav aborten i USA – havde sin oprindelse. Men nu over 40 år senere har Texas strammet så meget på reglerne, at det efterhånden er svært at opstøve en abortklinik i staten, hvilket betyder at flere og flere kvinder igen tyr til den illegale abort. Der er da virkelig ikke nogen, der mener, vi kan være det bekendt? Læs med ovre på Huffington.

Et brev til min jyske far
Forestil jer følgende. En københavnsk journalist skal forklare sin jyske far om balladen mellem Martin Kongstad og Signe Wenneberg og hele den der k-liste. Så han beslutter sig for at skrive et brev til sin far. Men du behøver slet ikke forestille dig det, for du kan faktisk læse lige præcis det brev på Informeren i denne uge. Lasse Lavrsen har skrevet det – og det er genialt. Tillykke til Lasse for samtidig at have skrevet sig ind i den kreative klasse.

Krigsfotografen
Den Pulitzer vindende fotograf Anja Niedringhaus blev dræbt i denne uge, mens hun dækkede det Afghanske valg. Hun var en af de bedste krigsfotografer og har særligt dækket Mellemøsten. De har samlet 20 af hendes bedste ovre på The Guardian. Pay your tribute.

Endnu en Zetland single – denne gang om SF
Har du bare en smule interesse for politik og livet på Christiansborg, skal du heller ikke på nogen måde snydes for Zetland’s single om, hvordan SF mistede regeringsmagten – eller hvordan de kastede den væk som et forkælet barn. Kristian Brårud Larsen, der normalt er journalist på Ritzau, har skrevet en fabelagtig gennemgang af, hvad der gik galt fra Vilhelmsen satte sig i stolen til den DONG Energy solgte 19 pct. af deres aktier til (Dødsstjernen) Goldman Sachs.

Nyd søndagen. Inden du ser dig om er det mandag igen – men det er vel ok.

Did you miss it #29

Det er muligt, jeg er tilbage fra Houston, men jorden gyngede seriøst under mig torsdag morgen, da jeg stod af flyveren i Kastrup. Jeg har derfor ikke brugt voldsomt megen tid på at finde gode ord, men i stedet nydt det spirende forår i hovedstaden og min mand. Men det ville dog ikke være søndag uden andres gode ord. Så mens manden har fikset rødspætter og nyopgravede kartofler, har jeg fikset din søndagsaftenlæsning.

Hjemmegående kvinder er ikke feminister
Damen her Mirna Funk, som Information har interviewet, taler om noget helt grundlæggende i feminismen. En ting er frihed til at vælge, hvad man vil. Noget andet er at have den økonomiske frihed og uafhængighed til at gøre det. Nu kan man så hidse sig op over kapitalisme, men jeg har endnu ikke set andre økonomiske styreformer ført ud i livet med succes. Faktum er bare, at du ikke er fri, hvis du ikke kan klare dig selv men er afhængig af en mand. Læs og bliv bekræftet eller læs og bliv skide sur.

Get on the bus
Der bor flere hunde i San Fransisco end børn. Det er et af de faktumer, der er med til at gøre byen super interessant i min verden. Men det gør også byen til et symbol og en magnet for en kreativ klasse med café latte drop. Boomet, som byen har oplevet de seneste år takket været virksomhederne som ligger omkring 50 km. syd fra byen, har dog som det meste en bagside – det er eftersigende ved at dele byen i to – mellem rig og fattig. Sole Bugge Møller har ovre på Politiken undersøgt den stigende uro i en af USA’s mest liberale byer, hvor der eftersignede skulle være plads til alle og højt til loftet.

HIMYM
I morgen siger jeg farvel til en af de bedste komedieserier i nyere tid – efter min ydmyge mening. Den er på ingen måde revolutionerede. Der er ingen, der taler direkte til dig, der er ingen håndholdte kameraer, der er ingen realisme eller ekstreme pinligheder. Det er god gammeldags sit-com, der står på skulderen af Cheers og Friends. Og selvom jeg ikke kunne lide Friends, har jeg elsket denne her altid. Keven Craft forklarer ovre på The Atlantic, hvorfor How I Meet Your Mother er LEGEN – wait for it – DARY.

On the cover of Vogue
Da jeg var i Houston var et af de helt store samtaleemner i staterne Vogues seneste cover med Kim og Kayne. Det skabte et ramaskrig uden lige. Amerikansk Vogue som i forvejen er kendt for at bryde med modellerne og sætte film/tv-stjerner på forsiden tilbage i tidernes morgen, gik nu endnu længere og satte en kvinde kendt fra reality-tv på forsiden. Om det er fagre nye verden, forfald for masserne eller bare en helt almindelig cost/benefit analyse, skal jeg ikke kunne sige, for jeg har ikke formet en mening om det. Men det har Naomi – the original supermodel. Watch and enjoy.

Det var alt for denne søndag.

Did you miss it #28

Vi er live fra Houston. Big oil city, big trucks and big grills. I stedet for at bruge min weekend på sofaen begravet i læsestof, har jeg i stedet set USA gennem en bilrude – the best way by the way. Nedenstående er derfor lidt af en blandet landhandel, men det er stadig godt.

US footprints
Der har kørt to breaking bjælker de sidste to uger. Det forsvundne Malaysiske fly og Putins rumstering nede på Krim. Den rumstering nu er endt med at befolkningen på halvøen har bestemt sig for at løsrive sig fra Ukraine. En folkeafstemning, som forøvrigt kun bliver anerkendt af Rusland. Mens vi diskuterer, om Putin har drukket af natpotten eller han reelt er på vej til at genoplive den kolde krig, så har Thorkil Jacobsen analyseret situation på Krim udfra den amerikanske udenrigspolitiske optik. Det er lækkerier, og du kan læse dem ovre på Netudgaven.

Du ved godt, der i er krig i Syrien, ikke?
Jeg har virkelig svært ved at slippe det. Men tre år er gået, og vi har stadig ikke gjort noget. Rusland annekterer Krim, og vi hopper op af stolen som var det et katapultsæde, men tre års krig i Syrien med inddirekte støtte fra Putin, gør vi ikke noget ved. På The Atlantic har de samlet billeder fra de sidste par måneder i Syrien. Du skal se dem. For du skal se, hvad det er, vi har ignoreret de sidste tre år.

Farrow Fair
Der er to fordele ved long haul flyvninger. Den åbenlyse – ankomsten til et far away place, som enten er fyldt med nye oplevelser eller stor gensynsglæde. Den anden er, at man for alvor får tid til at læse alle de artikler, man har gemt på instapaper. Hvis man flyver på monkey, er der ikke andre fordele. Jeg har derfor langt om længe fået læst interviewet med Mia Farrow og alle hendes børn i Vanity Fair. Det er den historie, der danner baggrund for hele polemikken med de opblussede incestanklager mod Woody Allen. Det er one crasy long read. Men det er også one crasy story – helt fra start og før al balladen med Soon-Yi.

Ama’r
Jeg indrømmer det gerne. Det er det kvarter, jeg kommer mindst i. Faktisk kan jeg ikke huske, jeg har været der af egen fri vilje de sidste fem år, medmindre jeg skulle i lufthavnen. Ikke engang Christianshavn er jeg god til at lægge vejen forbi. For mig er Amager stadig lorteøen. Ovre på Euroman har de sendt Palle Strøm over broen for at se på, om Amager er tværsummen af Danmark – lige midt i mellem lossenpladsen og café latten. Det er godt skrevet – men det er stadig Amager.

The wild flower
Jeg kan af egen erfaring berette, at den texanske Redneck lever i bedste velgående . Han/hun er en skræmmende og interessant oplevelse for en akademisk velfærds-europæer. Selvom den bedste måde at opleve ham eller hun på er i en bil på en landevej, så får du her en række helt fantastiske billeder fra Texas i 70’erne.

Enjoy the read. Now someone pass the bacon!

Did you miss it #27

Måske er det eftervirkningen fra 8. marts eller mit eget indlæg nr. 100, men denne uges andre gode ord, er i høj grad præget af feminisme. Hold on to your horses – here we go.

Drengerøvsromantik
Et af de bedste indlæg i debatten efter 8. marts landede i Information i mandags. I lang tid er de fleste af os blevet tudet ørerne fulde med, at kvindernes forberede vilkår var direkte lig med fødslen af den danske tabermand. Måske det er payback fra mændene efter at visse feminister i 70’erne udpegede manden som hovedfjende. Payback eller ej, så er det et dårligt argument. Det handler i høj grad mere om, at maskulin råstyrke ikke længere er vigtigt i et globaliseret videnssamfund, som Christoph Ellersgaard og Anna Sofie Back skriver.

10’ernes fisseflok
Heldigvis for tabermændene – og os andre – ser det dog ikke ud til, at de feministiske strømninger stopper lige foreløbigt, så de kan stadig skyde skylden på kvinderne. For hvis man spørger svenske Karolina Ramqvist, som var en af forfatterne på det svenske feminisme manifest, Fisseflokken, tilbage i 90’erne, så er de unge piger og kvinder i høj grad feminister. Ekstra bonus er, at ingen af dem er bundet af ideologiske overbevisninger, hvor feminismen bliver taget til fange af venstre eller højre side i det politiske spektrum. Hurra for det. Læs interviewet med hende ovre på Politiken.

Listen
Ovre på Kforum, skulle de også fejre 8. marts (efter 8. marts vel og mærke), så derfor havde de sat Signe Wenneberg til at lave lister over kvinder i K-branchen, fordi det i følge hende både er godt og bæredygtigt (!) at ansatte kvinder til at udføre kommunikationsopgaver. Jeg havde faktisk lovet mig selv, at jeg ikke ville nævne den liste EVER! Lister er det samme som basisgrupperne i 70’erne, og alle de der forbandede kvindelige “hvordan bliver jeg leder” netværk. Wenneberg er jo ikke ond, når hun udformer sådan en liste, men som Martin Kongsted skriver på sin blog – og det er derfor emnet er medtaget i dag – så er der ikke meget ligestilling over at nævne kvinder, der hovedsagligt bor i Hellerup (39 pct.). Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis Kongsted havde talt, hvor mange af listens kvinder, der er med i Albright-Gruppen. Derfor sker der jo selvfølgelig også det, at kommentarsporet flyder over med kvinder, som andre mener Wenneberg har glemt – aka dem, der ikke bor i Hellerup. Og til sidst kan jeg så bare spørge – hvad fik vi så ud det?

X-faktor
En af de kvinder, der ikke er medtaget på Wennebergs liste (og jeg har altså ikke søgt igennem kommentarsporet) er Eva Harlou. Hun er heller ikke med i Albrightgruppen og bor vist heller ikke i Hellerup. Til gengæld er hun mega dygtig og ser godt ud, og så går hun ud af døren hver dag og sparker røv uden at kny (den slags kvinder har vi lidt en forkærlighed for her på bloggen). For et stykke tid siden interviewede de hende ovre på Apropos. Jeg har først fået det læst nu. Men det er godt, og derfor skal du også læse det.

Syrien
Nu hvor du så har læst dig igennem fire artikler om first world problems, så kan vi tage fat i de virkelige problemer. Den 13. marts havde konflikten i Syrien stået på i tre år. Tre år, hvor flere hundrede tusinde er døde, flere millioner er flygtet, og hvor et land er blevet radikaliseret i en sådan grad, at det virker umuligt at redde. Alt i mens har vi stået på sidelinen og set på og til og med bildt os selv ind, at vi ikke kan gøre noget. Det er som Anders Jerichow skriver en løgn.

Do something!

Did you miss it #26

Det er søndag, solen skinner, og der er loppemarked i Ravnsborggade. Her er ugens andres gode ord – klar til at nyde, når du er færdig med at nyde solen. Der har været mange i denne uge.

Glædelig frihedskamp
Jeg er ikke voldsomt pjattet med Kvindernes Kampdag. Jeg er generelt ikke pjattet med dage tilegnet specifikke mærkesager, medmindre det er min egen fødselsdag. Jeg forstår behovet og ønsket om en dag, der markerer rettigheder og ligestilling. Jeg vil bare helst have, at vi har det fokus hele året og ikke kun 8. marts. Anywho, så havde Kvinfo’s nye direktør, Nina Groes, sin debut på Politikens kroniksider i går, og det gjorde hun godt. For hun ramte plet i min verden. 8. marts er, som hun skriver, en frihedskamp for begge køn og ikke en kampdag for kvinder. Det er nye og gode toner fra Kvinfo, som jeg gerne bærer mig med hver dag.

Влади́мир Влади́мирович Пу́тин
Nu er jeg jo vokset op i sådan en Pax Americana tid, hvor russere var sådan nogle, der stod i en boksering overfor Sylvester Stallone og var nogen, vi ikke holdt med. Efter Berlin-murens fald og luksus-logoernes indtog, var russere lige pludselig sådan nogle, der var med i Louis Vuitton reklamer (elsker forøvrigt de billeder). Nu virker Rusland på mange måder som om, at det lig Putin, hvilket jeg synes er enormt synd for russerne. For Putin talte i denne uge. For første gang siden Janukovitj tog flugten og Mother Russia troppede op på Krim. Det var Julia Ioffe ikke synderligt imponeret af. Heller ikke jeg.

Kold Krig II
Vest vs. Øst. USA vs. Sovjet (undskyld Rusland). Os vs. Dem. Balladen på Krim er søbet ind i kold krigs retorik. Det er også den lette vinkel at gribe til for medierne. Det er konflikt. Den har tidligere været historisk betinget. Kold krig er et fedt udtryk. Lad os genoplive det. Jeg forstår det. Jeg tænker det samme selv. Derfor er det rart, når de ovre på Atlas lige giver en historisk gennemgang af Ukraine, Rusland og Krim, og hvilke historiske og kulturelle problematikker, der ligger til grund for konflikten. Læs og bliv klogere.

Rule Britannia
Det var Kristoffer ovre på Euroman, der gjorde mig opmærksom på disse billeder i fredagens morgenpost. Det skylder jeg ham stor tak for. Ligesom ham har jeg noget for den engelske kultur og dens enorme svingninger mellem lav-kultur og fin-kultur – og hvordan der nærmest ikke findes nogen middelvej. På disse billeder undersøges den engelske lav-kultur. Det er fedt!

Det heteronormative monopol
Sara Lillevang skrev i denne uge det indlæg, jeg ikke selv fik skrevet. Hun hørte nemlig også Mads & Monopolet den lørdag formiddag, hvor blærerøven Mads Christensen havde travlt med at udspørge Leonora Christina Skov om hendes seksualitet. Han gik så langt til at spørge om hun og hendes kone ikke manglede noget under sex, og udtalte at det faktum at hun var lesbisk var ligesom at hælde fløde ud i vasken. Yes, lad os da give ham nogle flere slots i prime time. Heldigvis sprang Sara Lillevang ud af det queerfeministiske skab, som hun skrev ovre på F-Frekvensen, og det var et super spring.

Utøya
Det er en af de dage, hvor man altid kan huske, hvad man lavede, og hvor man var. Jeg var på arbejde og sad på et kontor og skrev på en pressemeddelelse, mens News kørte i baggrunden. Pludselig tikkede nyheden om en bombe i Oslo ind. Da jeg stod op næste morgen havde historien udviklet sig til den værste tragedie  i norsk historie. Den 22. juli 2011 slog Anders Breivik, forklædt som politimand, 77 mennesker ihjel. 69 deltagere fra Arbeidernes Ungdomsfylking (AUF), der holdt sommerlejr på Utøya, og 8 mennesker i Oslo centrum. Jonas Dahlberg har netop vundet konkurrencen for mindesmærker efter massakren den 22. juli. Det er noget af det mest respektfulde og smukkeste, jeg længe har set.

God søndag!

Did you miss it #25

Det er blevet søndag igen efter en af de uger, som jeg med sikkerhed ved altid er en af de travleste på året. Derfor har der heller ikke været nogle ord fra min hånd, men det betyder jo ikke, at du skal snydes for andres gode ord. Enjoy!

Крым
Sidste uge var det i Kiev, den var gal. I denne er uge er det på Krim. Halvøen, hvor over 50 pct. af befolkningen er russere, blev i 1954 givet til Ukraine af Sovjet-lederen Krutsjev efter flere år med tovtrækkeri frem og tilbage om hvor Krim hørte til. Nu vil Putin have den tilbage. For russerne på halvøen er ikke tilfredse med, at de pro-vestlige i Kiev har taget magten. I et sådan tilfælde kommer Mother Russia til hjælp. Imens sidder vi andre og spørger os selv, hvorfor der ikke er nogen (læs USA, EU, NATO), der gør noget, og hvad Putin egentlig bilder sig ind? Det svarer Julia Ioffe ovre på New Republic egentlig ret godt på.

Francis’ kortspil
Spoiler Alert! Er du ikke igennem hele sæson 2 (eller sæson 1 for den sags skyld) af House of Cards, så luk øjnene og scroll ned. Du skal heller ikke trykke på linket. Men jeg regner med, at de fleste nu har fået set 2. sæson og har fulgt med i, hvordan Francis har navigeret i et større magtspil med færre spillere, som alle har lige så meget på spil som Francis selv. Med lidt blod på hænderne, en god gang løgn, manipulation og en trekant, ankommer Francis selvfølgelig på toppen. Spørgsmålet er nu, om korthuset falder sammen i sæson 3. Soundvenue har samlet de bedste glimt fra sæson 2.

Jagtvej 69
Jeg har boet på Nørrebro i omkring 10 år efterhånden. Jeg startede i Peter Fabers Gade, flyttede videre til Søllerødgade og har nu slået teltpælene ned i Schleppegrellsgade. I 2007 boede jeg i Peters Fabers Gade eller Peter F, som beliggenheden gik under og husker tydeligt, hvordan jeg ud af mit vindue kunne se dem gå op af Nørrebrogade – lige mod politiet for at demonstrere deres utilfredshed. Der for syv år siden ryddede de Ungdomshuset. Ryddede en del af Nørrebro. Gjorde klart, at man ikke kan få sin vilje med vold i et demokrati. Lea Korsgaard, der i dag styrer Zetland, skrev i tidernes morgen en gennemgang af, hvad der præcist skete den dag den 1. marts 2007. Politiken har genoptrykt den i anledning af årsdagen, og den er stadig læseværdig.

And the winner is…
For en filmelsker er det højsæson lige nu, og i aften bliver der kastet Oscar-statuetter efter Hollywoods konger og dronninger. I år kan man se, at Matthew Mcconaughey er mere end bare et vaskebræt. Han er faktisk en utrolig god skuespiller – endda spillet i en film, der handler om homoseksuelle og AIDS. Man kan se Leonardo være sjov, omend jeg tænker at det næppe er den sjove mand, han ønsker at vinde en Oscar for. Og man kan få historien om USAs slavefortid fortalt ærligt og autentisk. Man kan også få noget med Sandra Bullock alene i rummet – men det har jeg ikke helt forstået. Christopher Orr har ovre på The Atlantic givet hans bud på aftenens Oscar vindere – og det er gode bud. Så hvis du ikke gider at sidde oppe hele natten, så kan du snyde her.

Egocentrerede, forkælede, karrierefokuserede, kvotefikseret feministgeneration
Jeg tabte nærmest helt pusten, da jeg læste interviewet Camille Paglia i Information, og det virker også som om Anne Grethe Rasmussen blev forpustet. For Camille Paglia er en dame med et sæt holdninger og meninger, og hun er ikke bange for at sende dem ud i verden. Som 1. generationsfeminist giver hun os i tredje bølge lidt af en røvfuld, fordi vi går op i millimeterdemokrati mellem kønnene, tror Staten redder os og ikke går nok op i, hvordan kvinder i 3. verdenslande bliver behandlet. Og nå ja, så kan hun ikke lide Hillary. Læs og bliv blown away.

God søndagslæsning.