I offentlighedens tjeneste

Kære Danmark, der er noget, vi bliver nød til at tale om. Og forstå mig nu ret, for jeg så også traileren til den nye sæson af Den Store Bagedyst, der går i gang lige om lidt, og jeg glæder mig lige så meget som dig. For slet ikke at tale om den optur, jeg ved, du føler sammen med mig, når vi ser Rosa fredag aften i Vild med Dans. Men det ændrer ikke på, at du har glemt, hvad du kommer af.

Du har sejret ad helvede til, og mens du sad der i Spanien og mæskede dig i dine “dos cervezas” og glædede dig over, at begge dine børn har ret til en iPad, eller hyldede kultur og rosé i en lind strøm til lyden af Martin Krasnik på Heartland, glemte du eller endnu værre ignorerede du, at intet varer ved for evigt. For du har ikke fortsat dine forældres kamp for frihed og demokrati eller opdraget dine børn til, at de skal kæmpe for det demokratiske velfærdssamfund, som gør, at du har råd til at købe iPads til dem.

Med indgåelsen af public service-kontrakten mellem DR og Kulturministeriet i dag, tyder meget på, at de politikere vi har valgt, er så bange for den virkelighed, som de står overfor ved de næste par valg, at de forsøger at styre medierne.

DR må fremover på web godt bringe tekstbaserede nyheder men skal afholde sig fra lange, dybdegående artikler. DR skal fremme dansk musik (faktisk skal 48% af den musik, der spilles være dansk), men tre radiokanaler, P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz nedlægges. DR skal imodsætning til tidligere public service-kontrakter ikke fremme integrationen (det er nu skrevet ud), men skal derimod tydeligt i sin programflade og platforme vise, at Danmark har sin rod i kristendommen. Hvis DR ikke overholder dette, er de nu på finansloven istedet for borgerbetalt licens og kan derfor sanktioneres økonomisk af staten. Var det dét vi kaldte armslængdeprincip og pressefrihed?

Som storforbruger af ord, lyd og journalistik, ønsker jeg et stærkt DR. Ikke kun fordi jeg elsker Den Store Bagedyst og Sandie Wesths feministiske pop-udbrud om morgenen, men fordi DR er gratis ord, lyd og journalistik til et demokrati, der hungrer efter information og oplysning. Og kære Danmark pak nu dine “røde lejesvende” fordomme væk, for det løste vi med TV2 og den fri konkurrence. Underøgelser efter undersøgelser viser, at slagsiden ikke er tilstede i journalistikken, uagtet om den er det i valglokalet.

Som en anden Lord Walder Frey har regeringen i dag udført deres eget Red Wedding på DR med venlig hilsen fra Tulle-Lannister. Det er vel og mærke de politikere, der oftest råber højst, når det handler om frihedsrettigheder og danskhed, der i dag har knægtet en af de nationale insitutioner, der netop står for frihed.

Men kære dansker, er du seriøst stadig ligeglad? Tænker du, at det nok skal gå, sålænge dine børn har ret til en iPad, og du kommer på ferie to gange om året – gerne det samme sted? Eller kunne du måske snart begynde at tage stilling til det samfund, du er i borger i, hvilket ikke kun betyder, at du deltager i valghandlingen, men faktisk også er opmærksom på, hvad der bliver stemt i salen mellem valgene?

For kære dansker, de historier du elsker at høre fra dine forældre og bedsteforældre om gamle dage var dødens alvor. Det var en kamp for frihed og rettigheder og adgang til information, som du i dag tager for givet, når du er mere optaget af den bedste one-liner i valgkampen, eller om hvorvidt folk giver hånd eller knus.

Og næste gang, du brokker dig over politikerne, så husk: Vi har de politikere, vi fortjener.

Reklamer

Bitterfissen

“Du skal være økonomisk uafhængig af en mand, Helene.” Det tog mig mange år at forstå, hvad det egentlig betød. At det handlede om mere end bare at tage en uddannelse og få et job. At forståelse for pension, realkreditlån og investeringsportefølje bare var en lille del af den økonomiske uafhængighed. Det handlede om stolthed. Følelsen af aldrig at skulle stå i situation, hvor man ikke havde råd til at ringe til en håndværker eller kunne få budgetkontoen til at gå op. Følelsen af at kunne klare sig selv.

På debatsiderne, sociale medier og selv i kakkelbordsprogrammer som Aftenshowet flyder det over med usynlige strukturer der begrænser, identitetspolitik, og der er efterhånden ikke den Københavner under 30, som ikke er woke. Jeg ser det også. De forbandede strukturer og normer, der binder og caster os i et kønsrollesystem fremelsket af sure, gamle mænd opflasket på salmesang og magt. Det er umuligt ikke at se, når man først har fået øjnene op for det. Men det gør mig også så forbandet forbistret, for om vi vil det eller ej, så fratager det et forbandede ansvar for at klemme ballerene og løse noget selv.

Det er ofte her jeg i gorilla-krigen vil blive sat i bås med liberale feminister og blive bedt om at skrive for Damefrokosten, hvis den altså stadig eksisterer. Men det må også være en grænse for, hvor meget samfundet egentlig kan få skyld for. Et menneske, som jeg ville ønske, jeg havde mødt allerede for 10 år siden, fortalte mig for et stykke tid siden, at grunden til at mange bliver skilt efter en kvindes kræftsygdom ikke har noget at gøre med, at manden skulle være en dårlig omsorgsgiver in the time of crisis, men derimod at når kvinder har stået der og set døden i øjnene finder de ud af, at nu gider de sgu ikke mere.

Nu er det muligt, jeg har haft et forspring med en bankuddannet mor, men det var min far, der bankede mantraet om økonomisk uafhængighed ind i hovedet på mig. Han var også så sød i samme sætning at minde mig om, at når man stikker næsen frem, risikerer man at få nogle slag over den. So here goes.

Hvis du som kvinde er træt af, at du er sat tilbage i karriereræset, har en lavere pensionsopsparing end din mand, selvom I har været lige mange år på arbejdsmarkedet, og at det forøvrigt altid er dig, der tager barns første sygedag, så er hovedproblemet ikke, at vi har begrænsende strukturer i vores land, der låser os i kønsroller, men derimod at du højst sandsynligt ikke har stukket næsen langt nok frem og derudover har valgt den forkerte mand – eller ihvertfald været lige så dårlig til at forhandle hente/bringe gamet ved spisebordet, som du er til at forhandle bonus ved mus-samtalen.

At rende rundt og tro, at man ikke selv kan rykke noget, men at det altid er andre, der skal løse ens problemer er en uværdig offerrolle. Og inden du skyder mig noget i skoen, som jeg ikke har sagt, så taler vi ikke her om voldtægt/vold og mord. Men jeg gider simpelthen ikke længere høre den undskyldning, at du jo er opdraget til at være en bestemt pige/kvinde, og det er jo sådan en pæn én. Mine forældre opdragede mig også til at spise pænt ved bordet, sidde ordentligt på en stol og ikke at ryge. Intet af det lykkedes – mest af alt, fordi jeg ikke gad noget af det.

For det er ikke kun det faktum, at du ikke ved, hvad bidragssatsen på dit realkreditlån er, eller hvorvidt du står som begunstiget på din mands livsforsikring, hvis I ikke er gift, der irriterer mig. Nej, det er også det faktum, at mens du står og fabler om, at det er dig, der altid henter, så havde du intet problem med at lade en mand føre dig ned af et kirkegulv i en jomfruelig -farvet kjole, så du kunne blive givet væk til en anden mand. For godt nok tror du ikke på det, men du har alligevel købt ind på prinsesseshowet – vel og mærke et par uger efter, at du brokkede dig over luder/Madonnna komplekset.

Det er ikke nogens skyld. Hverken mænd eller kvinders. Men kære kvinde det er ligeså meget dit ansvar som mandens. Og den individuelle kamp kan være lige så revolutionerede som massens.

Kære kristendom, suck my dick

Skulle vi lige tale lidt om det med religion. Eller om magt, som det i bund og grund handler om. I tirsdags meldte flere af lederne og organisationerne i den kristne kirke i Danmark ud, at nu måtte det være slut med de der forskellige kønsidentiteter, og vi skulle komme tilbage til de klassiske familieværdier og menneskesyn, hvor en kvinde er en kvinde, en mand er en mand og en bøsse er noget, man går på jagt med.

De sagde godt nok ikke det med, at en bøsse er noget man går på jagt med, men det var nok mest fordi det ville lyde dårligt selv i Kristeligt Dagblad i 2018. Opsangen om familieværdier og den rette ægteskabelige sammenhæng kommer fra den kristne højrefløj. Samme fløj, som huser præster, der ikke vil give hånd til kvindelige præster. Opsangen kommer kort tid efter Priden i København og i en tid, hvor det katolske overhoved er under pres fra højrefløjen i det katolske USA, fordi han med pavehat har udtalt, at han ikke kan dømme homoseksuelle. Han sagde så godt nok også i denne uge, at familier til homoseksuelle skulle søge psykiatrisk hjælp.

Det var Berlingske, der lagde spalteplads til den kristnes højrefløjs længsel efter fordumstid. Kusine-avisen Weekendavisen har i dag et interview med formanden for Ny Borgerlige, Pernille Vermund, der vil have et stop for indvandring fra muslimske lande, da de efter hendes udsagn ikke forstår de danske frisind. Hun havde dog ingen kommentarer til fundamentalisterne i hendes egen statsreligion. Faktisk var der ingen af dem, der normalt kritiserer særligt muslimers manglende forståelse for dansk frisind og ligestilling, der havde et modsvar til de kristne, der mener, at det normale findes indenfor ægteskabet og familielivet mellem mænd og kvinder.

Det ville være let at ignorere det. At kalde udtalelserne og og personerne bag dem for tosser eller bare uvidende og bange, og så lade det være ved det. Problemet er bare, at når den fundamentalistiske højrefløj (ja, jeg smed lige de præster og organisationer ind i den kategorisering) brøler om naturlighed, traditioner og den rette måde at leve på, så larmer de endnu mere, hvis flertallet forholder sig tavst.

Ikke nok, at de i bund og grund angriber mennesker, jeg personligt elsker, så angriber de også det frisind, som jeg som dansker faktisk sætter ret højt. Noget, som jeg bryster mig af, når jeg rejser rundt i verden, at vi som samfund bliver bedre og bedre til at favne forskellighed og mangfoldighed – både hvad angår køn og seksualitet. Derudover har jeg vitterligt heller ingen interesse i at være kvinde på den måde, som fundamentalister af den ene eller anden religiøse overbevisning, prædiker for.

Jeg bliver dog virkelig forbandet, når jeg i årevis har hørt på den politiske højrefløj i Danmark, anført af fætrene i DF, smælde og skælde på Islam uden at der er nogen fra selvsamme fløj, der har sat hårdt mod hårdt mod den fløj af den kristne kirke i Danmark, der turnerer med de selvesamme budskaber, hvad angår homoseksualitet og køn. For i sidste ende er kristendommen en statsreligion i Danmark, og det er muligt, jeg ikke betaler til Folkekirken gennem en kirkestat, men min skattebetaling går stadig til at aflønne præster, der taler imod de demokratiske værdier, som vi har bygget vores samfund på.

Holdninger som disse, hvadenten de fremstilles af troende katolikker, jøder, kristne, hinduer eller muslimer skal ikke ties ihjel. De skal tales højt imod. Det handler ikke om religion, men om magt, og her ser jeg helst, at demokratiet har agt.

The education of Denmark

Det flød over i mit feed med første skoledags børn i sidste uge. Stolte forældre, der med glæde og begejstring lagde billeder op af små drenge og piger stillet op til smil foran kameraet med skoletasken på. Der gemmer sig også sådan et billede i mine forældres fotoalbums. Der står jeg i 1987 med mørkt pandehår, høj hestehale og en skoletaske købt på ferien ved Gardasøen i Norditalien ulig alle de andre Jeva skoletasker, som var moden det år.

Vi taler dog ikke meget om uddannelse. Lige pånær, når der er kritik af Folkeskolen (hvilket jo efterhånden er en tomgangsdiskussion) eller undren over, at ikke flere mænd bliver opdaget på de videregående uddannelser. Eller at du som studerende bare generelt skal gennemføre din uddannelse helst under normeret tid. I stedet for at diskutere, hvordan uddannelse er vejen frem til bedre integration, taler vi nu om, hvorvidt man skal give hånden, når man modtager sit statsborgerskab.

Vores arbejdsliv kommer til at ændre sig voldsomt de kommende år. Digitalisering vil erstatte en stor del af det manuelle arbejde. Men en app kan dog ikke bygge et hus eller pleje dig, når du ligger på sygehuset. Det kan en akademiker heller ikke. Alligevel forherliger vi den akademiske uddannelse, alt imens samfundet skriger på faglærte. Jeg har til tider fornemmelsen af, at vi har glemt, hvad et videnssamfund egentlig er. At det ikke handler om en universitetsuddannelse, men derimod en forståelse af, at en del af arbejdsstyrken, fx ham eller hende, der står ved samlebåndet eller sidder på kontor, vil blive overtaget af en teknologisk udvikling, såsom robotteknologi. Men det betyder ikke, at vi alle skal kunne forstå Luhmann eller Laclau.

For når vi taler om videregående uddannelser og den politiske målsætning om, at mindst 50 pct. af de 30-årige skal have afsluttet en videregående uddannelse, lyder det altid som om, at de alle helst skal være innovative ingeniører eller skarptskårede cand.merc’er. Egentlig bare helst ingeniører, nu jeg tænker over det.

Der er aldrig noget, der dumper ned i skødet på en. Heller ikke en uddannelse og heller ikke et velfærdssamfund som det danske, hvor uddannelse er gratis. Det kræver en vis portion ingeniører, bevares. Men det kræver også, at vi skurer lidt ned for glansbilledet af akademikeren og op for spotlightet på den faglærte og professionsbacheloren. Af den simple grund at hvis de ikke findes, er der ingen til at realisere ingeniørens fine tegninger eller for den sags skyld passe ingeniørens børn, når han eller hun skal afsted på arbejde for at lave de fine tegninger.

Viden er magt, sagde min far altid. I Danmark har vi sørget for, at den tilgang til magten er gratis. Alle har lige adgang til en gratis uddannelse – hele vejen til kandidatniveau, hvis de skulle ønske det. Kun evner og lysten sætter begrænsningen. Den frie uddannelse er en grundsten i vores demokrati, og uden den ville vi ikke have et fundament at bygge videre på. Af samme årsag betaler jeg min skat med glæde – netop for at sikre, at alle har de samme mulighed for at uddanne sig og rykke sig.

Men jeg savner en respekt for de uddannelser, der ligger fundamentet for, at vi netop kan opretholde det samfund, vi hylder så meget. En respekt for folkeskolelæreren, pædagogen, sygeplejersken, tømreren eller radiografen. Det er muligt, deres arbejde ikke er krea nok til at ende på forsiden af Euroman, men i sidste ende er det dét, der – undskyld mit sprog – holder røven op på det velfærdssamfund, som ingen af os (lige med undtagelse af Lars Seier) vil være foruden.

Porno er seksualundervisning. Den erkendelse burde gøre dig politisk

Jeg ser porno, ligesom de fleste gør. Jeg finder intet fordækt eller skamfuldt ved mine klik rundt på forskellige tube-kanaler på diverse tider af døgnet. Det kræver dog ikke mange klik at forvilde sig ind på pornosider, som er absolut ubehagelige. For når du en gang er stødt på, at der sidder mennesker derude, der tænder på at se kvinder/unge piger blive ansigtsvoldtaget i en sådan grad, at de kaster op (og derefter tvinges til at spise deres egen opkast), kan du ikke lade være med at tænke, at kæden er sprunget helt af.

I 2014 havde sider som fx Facial Abuse 60 millioner hits (ifølge dokumentarer Hot Girls Wanted, som kan ses på Netflix). Det er flere hits end nfl.com, nba.com, cbs.com og disney.com for bare at nævne nogle få. Det er groteske tal. Specielt, når man tænker over, at porno i høj grad i dag fungerer som unges seksualundervisning. Både fordi det er så let tilgængeligt og sikkert også fordi den seksualundervisning, unge modtager i Folkeskolen er mangelfuld. 

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad det gør ved unges seksualitet at se kvinder blive fornedret på den måde. Det er muligt, at modargumentet her er hver sin lyst, men det kan ikke være andet end en fornedrelsen af kvinden at se hende mundvoldtaget, så hun kaster op og derefter bliver tvunget til at spise sin egen opkast. Jeg er samtidig lykkelig for, at det vildeste, der kunne opdrives, da jeg var ung var Kira Eggers nøgne krop i ugens Rapport. 

Grundlæggende forstår jeg ikke, hvorfor sider som Facial Abuse og lignende er lovlige. Jeg er dog endnu mere uforstående overfor (og komplet målløs over), at der rent faktisk er nogen, der ser det. Det løber mig koldt ned af ryggen, hvis de endda skulle tænde på det. Men jeg vil nu engang hævde, at sider som Facial Abuse ikke er porno – og derfor har jeg egentlig heller ikke megen lyst til at beskæftigere mig mere med det i dette indlæg. Men porno er heller ikke sex. Det er skuespil.

Derfor – og desværre – vokser rigtig mange unge også op med en forestilling om, at de indre kønslæber ikke må være større end de ydre, at sex kan udføres i stillinger, som akrobater og slangemennesker knap nok formår, og at sex for det meste handler om den mandlige penetrering og hans orgasme. Eller med andre ord et totalt urealistisk billede af, hvad køn og seksualitet er. Et billede, der begrænser både hun- og hankønnet (og sikkert også noget trans og cis og whatever, men jeg opererer altså ikke med de begreber her på bloggen – det er alt for ekskluderende).

PornHub laver hvert år en statistik, som på mange måder minder om BP’s anerkendte Energy Outlook. I 2017 var der på globalt plan 28.5 milliarder besøg på PornHub. 26% af de besøg kommer fra kvinder. Der bliver søgt på det meste fra trekanter til anal til store bryster. Bemærkelsesværdigt er det dog at se, at kategorien “Porno for kvinder” er 2017’s højdespringer. Jeg ved ikke, hvad porno specielt for kvinder går ud på. Skal jeg hoppe med på stereotyperne, der ligger implicit i begrebet, kunne det lugte lidt af pæne, hvide lagner, stearinlys og romantisk sex, hvilket står i stærk kontrast til, at danske kvinder søger på gang-bang og rough sex, når de bevæger sig ind på PornHub.

Problemet med PornHub og andre lignede sider er ikke, at de viser porno. Det skal de endelig gøre, og mange mennesker har – som ovenstående statistik viser – dagligt glæde af det. Problemet er, at det er gratis.

Enhver ved, at kvalitet koster. Det er ikke ensbetydende med, at man bare skal smide 500 kr. efter en rødvin, bare fordi den er lavet på en Pinot Noir drue. Men ligesom med journalistik koster kvalitet, og ordentligt og god porno er ikke billig at producere. Det stiller krav til forbrugeren. Som min veninde siger, handler det om, hvorvidt du køber buræg eller økologiske æg.

Basalt set er pointen, at jo mere du ser af mainstream porno, som ofte er kønsstereotypt, blottet for mangfoldighed og fuldstændig uden æstetisk fornemmelse, jo mere risikerer du, at dine børn vokser op med et totalt urealistisk billede af, hvad sex er. For selvom jeg kan sætte min lid til, at Folkeskolen kan gøre meget med deres obligatoriske emne Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab, der spænder over alle klassetrin, kan det på ingen måde – ligemeget hvor god undervisning det er – udkonkurrere gratis porno på internettet. 

Broadly har de lavet en oversigt over, hvor du kan finde porno af ordenligt kvalitet. Det fede ved anbefalingerne er, at de ofte henviser til producenter, som først og fremmest sætter æstetikken højt, men dernæst også viser porno af mere realistisk karakter, hvor lyst, liderlighed og begær er i fokus og ikke den mandlige orgasme. Den er værd at læse, for som de skriver;  hvis du godt gider at betale for at streame serier på Netflix, så er det grundlæggende noget pis, at du ikke gider at betale for at streame porno. 

Selvfølgelig har jeg læst SCUM Manifestet, men det betyder ikke, at jeg hader mænd

Jeg kan ret gode lide mænd. Sådan helt generelt. Deres stærke kæber, brede skuldre, store hænder. Jeg er faktisk 100% pjattet med dem. Men der er simpelthen noget, mange af dem ikke har formået at forstå, og det er, at bare fordi jeg er feminist, så hader jeg dem ikke, men jeg bliver ofte virkelig træt af den generelle fordel, de har, bare fordi deres cpr. nummer ender på et ulig tal.

Jeg har ofte diskuteret med mig selv, om jeg nu vitterligt var feminist og ikke bare en person optaget af menneskerettigheder. Om mit ønske om lige rettigheder til alle køn (og seksualiteter) og frihed for begrænsende normer og strukturer egentlig ikke bare var en humanistisk tilgang til mit verdenssyn. Jeg har endda også til tider afværget for feministiske holdninger for at beskytte de mænd, jeg kender, der ofte bliver slynget med ind i centrugen og ser deres køn blive smidt under bussen, når feminismen bliver så skinger, at de står tilbage med følelsen, at alle feminister hader mænd. 

Særligt her over sommeren har der været flere kvinder, der har meldt ud på Instagram, at de fx ikke vil dyrke sex med hvide mænd specifikt, da de hvide mænd ikke forstår deres egen priviligerede position. Udover, at det er mærkelig politisering af liderlighed, er det også identitetspolitik taget et skridt for langt, der på sigt udvikler sig til et isolationsprojekt, hvor ligestilling i sidste ende er taberen.

Når det så (for helvede) er sagt, så skønner Det Kriminalpræventive Råd, at cirka 4.700 kvinder udsættes for voldtægt eller forsøg på det om året. Ifølge Danner Huset udsættes 38.000 kvinder årligt for partnervold. I stort set alle politianmeldte partnervoldssager, hvor den voldsudsatte er en kvinde, er voldsudøveren en mand. Ifølge Danmarks Statistik er det samlede løngab for kvinder og mænd på 13,3 procent i mændenes favør, selvom der er tale om samme job og samme arbejdsopgaver. Kvinder har en tvangsbarsel på 2 uger efter fødslen og tre måneders øremærket barsel ud af det fælles år, som forældrene har til sammen. Faderen har ingen øremærkede måneder. 

Alle de mænd, jeg kender, synes ovenstående fakta er noget hø. Men jeg kan så kun konkludere, at der er mænd, der ikke synes det, for ellers ville vi jo ikke have de tal – i, hvad vi praler af, er det mest ligestillede samfund i verden. Men alt for mange – både mænd og kvinder – vender det blinde øje til. Som politibetjentene, der mødte en kvindelig Roskilde-gæst med ordene; “nu er det jo Roskilde”, da hun forsøgte at anmelde en voldtægt på festivalen. Eller da en dommer for nylig tillod, at forsvarsadvokaten til en voldtægtsanklaget kunne inddrage argumentet om, at kvinden havde haft mange sexpartnere i forsvaret for sin klient. Eller når mænd taler om, at det er for dårligt, at der ikke er ligestilling på barselsområdet, men de aldrig i deres liv har taget bare som meget som én dags barsel. 

Generaliseringer er lidt ligesom en Rom & Cola. Der kommer aldrig noget godt ud af det. Personligt bliver jeg selv virkelig træt, når jeg render ind i holdninger, der siger, at kvinder er bedre til at tage sig af børn, er passive i sengen og generelt gode til at multitaske. Jeg har stadig den dag i dag ikke formået at klappe mig selv på hovedet med den ene hånd, mens den anden hånd laver cirkler på min mave. I det hele taget var den sætning enorm svær at skrive, da bare det at forestille sig den multitaskning, får min hjerne til at slå knuder. Så jeg forstår godt, hvis mænd bliver trætte af generaliseringen af deres køn og dermed tror, at alle feminister hader mænd. 

Alligevel som samfund, siger vi, at det er en privatsag, at kvinder mister lønfordele og anciennitet, fordi de tager størstedelen af barslen, mens samtlige politikere nærmest falder over sine egne ben for at komme hen til mikrofonen med et ligestillingsbudskab, når det viser sig, at mændene i skilsmissesager ikke får børnepengene, fordi kvinden oftes er bopælsforælder. Jeg har aldrig mødt begrebet 12-tals drenge, men har læst nok overskrifter til at forstå, at 12-tals piger er negativt. Og så er der min favorit-kæphest af dem alle – vores satans luder/madonna kompleks.

Men bare fordi man er feminist, har man ikke altid ret. Jeg tror, det for nogle (mænd) kan føles som om, at feminister er mere fokuseret på et retfærdighedsprojekt, end hvad man egentlig gerne vil opnå, nemlig ligestilling.

Er det mændenes skyld, at der stadig eksisterer strukturer i vores samfund, som i højere grad begrænser kvinder end mænd? Nej. Er det kvindernes? Nej. Dog er det vores forbandede pligt og fælles ansvar at gøre noget ved det. Og her savner jeg fandme, at flere kvinder og særligt mænd i langt højere grad tager stilling til det samfund, vi lever i. I stedet for at diskutere, om der skal være lavere registreringsafgift eller færre familiesammenføringer for asylansøgere (der er virkelig ikke mange) vil jeg ti gange hellere se udspil fra Christiansborg om hårdere straffe til voldtægtsforbrydere, større social indsats overfor kvinder udsat for partnervold samt øremærket barsel til mænd for bare at nævne nogle få eksempler.

Vi kan som samfund helt seriøst ikke mene, at det er mere vigtigt, om Carl-Emil og Aisha får svinekød i børnehaven eller ej, end at de vokser op med de samme muligheder og fri fra normer bundet til deres køn. Og det kan ikke kun være feministers opgave at løse det problem.

Roskilde, kan du høre mig

De åbner dørene i dag. Klokken 17 præcist. Dørene til det musikalske forjættede land. Dørene til grænselandet, hvor alt føles tilladt. Dørene til Roskilde. Jeg står der igen i år. Med en af de bedste kvinder i mit liv ved siden af mig som altid (og en anden i mit hjerte). Mest af alt på grund af kærlighed til musikken, men også af kærlighed til den følelse, Roskilde nu engang er.

Den her frie, “jeg kan gøre lige præcist som det passer mig, mens jeg danser til musikken” følelse, som er så forbandet afhængighedsskabende, og som jeg hvert år glæder mig til at få tilfredsstillet. En følelse, jeg hvert år giver mig hen til, indtil mine hofter værker, og jeg har lyst til at kaste op over, hvor unge de efterhånden er i camping-området. Og det vel og mærke fra den magelig Roskilde-gæst, der tager hjem hver aften, går i bad og vasker tis-støvet af og putter sig i hendes seng med nyvasket sengetøj.

Jeg har stået foran Orange som ung og uerfaren, som skæv, som gravid, som lykkelig og som træt som ind i helvede og totalt opgivende over udsigten til at skulle slæbe min krop til København. Jeg har haft nogle af de bedste koncertoplevelser i mit liv på Dyreskuepladsen – og nok særligt på Arena. Selvom jeg ikke klæder mig ud i et kostume lavet af plys, drikker alle mine øl med Humleridderne syngende i hovedet eller lever af makrel i tomat på dåse i en uge, så er jeg stadig hengivet til følelsen af frihed, store armbevægelser og anarki.

Men kulturen og friheden har en bagside, som nærmest rammer som en boomerang-effekt, når solen igen står op over Orange. Allerede i mandags tikkede den første anmeldelse om voldtægt på Roskilde ind. Udover selve voldtægtsanmeldelsen, har yderligere to kvinder været udsat for overgreb eller forsøgt udsat for overgreb i følge politiets døgnrapport. Sidste år satte Politiken i høj grad problemstillingen på dagsordenen med deres serie: Roskilde uden samtykke. Her blev det vist, hvordan især politiet negligerede kvindernes oplevelse – ofte med henvisning til, at “nu var det jo Roskilde.”

I år har Roskilde udviklet et kortspil om sex og samtykke, sat fokus på dialog og muligvis indsat lidt flere vagter på pladsen og campingområdet især som løsninger til at tackle problemet. I sidste ende er det på ingen måde festivalens skyld. Men som Louise, der blev udsat for en gruppevoldtægt på Roskilde sidste år sagde i en artikel, jeg linkede til på Twitter i lørdags, er vi alle alligevel ansvarlige. Festival som samfund.

Roskilde Festival er på mange måder et spejl af vore samfund i yderste potens i den uge, hvor over 100.000 mennesker samles på en mark vest for København. Lige så fri, løssluppen og fuld af selvtillid, som festivalen nu engang er. Ligeså er den grænseoverskridende og uden respekt for særligt kvinder, hvadenten det drejer sig om billeder, der bliver taget af kvinder, der tisser i hegnet eller gruppevoldtægter i et telt en kold nat på campingområdet.

Det er ikke noget Roskilde ene og alene kan gøre noget ved. Og jeg tror, at #MeToo debatten et lang stykke hen af vejen har været det sandhedsvidne, der har åbnet manges øjne for den adfærd, der i høj grad begrænser kvinders frihed. Omend jeg generelt er lunken over for kortspil (og dialog), da jeg ikke tror, det rykker meget, så har festivalen trods alt anerkendt sit ansvar og forsøger at bliver en aktiv medspiller i at få problemet løst. Og lige præcis det skåler jeg gerne for foran Orange.

De smukke, unge mennesker

Idet jeg rakte hånden op for at vinke, fik vi øjenkontakt, og hun vinkede tilbage. Hun var idealbilledet på den unge student. Høj, slank og og med lange lyse lokker, der faldt i fine bølger under den karakteristiske studenterhue med rødt bånd. Der stod hun på ladet af studentervognen, der kørte ned af Enghavevej i hendes hvide studenterkjole med det smil, som jeg kun husker så tydeligt selv sad på mine læber for 18 år siden. Og lige der i øjenkontakten med et fremmed menneske, var det alligevel lidt som om, vi forstod hinanden.

Et eller andet sted inde i skabet ligger der to studenterhuer gemt. Begge med mørkerødt bånd. En fra 2001 og en fra år 2000. Den fra 2000 er mere gul end hvid, har stadig mærker efter tandsættet af venner i skyggen, seks hakker i svedbåndet hvoraf jeg reelt kun husker den ene solopgang, et 9-tal i midten fra den afsluttende eksamen i engelsk på højniveau for matematikere, på knapperne står skolens motto; Et pueris palmae og inden i betrækket står de utallige falmede beskeder fra mennesker, som jeg egentlig ikke ser den dag i dag. 

Jeg har en elendig studentereksamen som ikke ville kunne bruges til meget, hvis det ikke havde været for kvote-2 systemet og mine egne diverse svinggerninger gennem det videregående uddannelsessystem. Jeg er student fra dengang, hvor man enten var matematiker eller sproglig. Af uransagelig og nok mest trodsige årsager var jeg matematiker, hvilket måske nok er det dummeste valg, jeg nogensinde har truffet. Så jeg hutlede mig igennem som skabs-sproglig med en motivation, der var voldsomt nedadgående fra 2.g til nærmest ikke-eksisterende i 3.g. Til gengæld blev jeg spået en strålende fremtid som bargæst på den lokale i min blå bog.

Dog mindes jeg stadig den lettere eufori over det nu var overstået, som om det var det hårdeste, man nogensinde havde gjort – hvilket det på ingen måde var, hverken dengang eller nu. Men jeg indskrev mig med glæde i traditionerne og ritualerne. For det var ikke så meget det at blive student men mere følelsen af, at man fik lov til at være med i historien om den søde studentertid, som er så gennemtærsket og romantiseret i Danmark.

For mit eget vedkommende var den historie dog nok et fatemorgana. Jeg slog først rødder i venskaber, forhold og faglighed for den sags skyld lang tid efter studentiden, hvor relationen ikke er præget af ungdommens skrøbelighed men mere af gensidig respekt. Andre har været langt bedre til at holde fast i minderne og hinanden, men jeg mistænker egentlig de fleste for at have det lidt ligesom mig selv.

Men jeg vinker stadig hvert år, når de smukke unge mennesker fylder byen med deres ukuelige tro på, at de har opnået den ultimative frihed. Hold så hårdt fast i den følelse som muligt, indtil den bliver ædt af virkeligheden. Tillykke med huen.