Go get ‘em

Så jeg droppede ligesom ud. Went M.I.A. Jorden roterede videre, men jeg var stået af. Efter 10 års arbejdsnarkomani og mange bekymrende miner hos folk tæt på mig, var det dog alligevel utroligt rart. Til sidst droppede jeg rent faktisk så meget ud, at jeg holdt op med at blogge. Det var ikke et udtryk for, at jeg ikke gad mere, eller at jeg nu skulle være mor på fuldtid men en accept af, at jeg for nuværende var gået under jorden.

Siden sommeren bragede ind over Danmark i maj, har jeg holdt fri. Taget det engelske ord for fritstilling bogstavligt. Jeg har mest af alt opholdt mig på en stol i haven i løse gevandter med Politiken og Weekendavisen ved hånden. Jeg snakkede lidt med et par virksomheder og NGO’er om, hvorvidt cirkushesten skulle slippes løs i deres organisation. Hver samtale endte dog gerne med, at jeg jokkede i spinaten – uden egentlig helt at vide hvorfor.

Hvert år åbner damerne og jeg en tidsmaskine. Ønsker og håb for året, der er skrevet på en lap papir og foldet sammen i en kuvert. Nogle af os kan huske, hvad vi skriver. Andre glemmer det lykkeligt i det øjeblik, kuverten forsegles. Jeg kunne tydeligt huske, hvad jeg havde skrevet den aften på PMY i oktober 2017, og det havde mere eller mindre hjemsøgt mig i hele 2018. Og det lå jeg så og tænkte over ude i haven.

Problemet er bare, at jeg er ikke hende den kreative og iderige type. Jeg er hende, der eksekverer og gennemfører. Hende, der ret tidligt lærte, at man ved arbejdskraft og engagement kan komme ret så langt. Men det skulle vise sig, at der var en anden, der havde en idé. Og den idé var god.

Så i starten af november mødte jeg op til en kaffeaftale med Ewelina Reszke uden egentlig at vide, hvem hun var eller hvilken idé, hun havde. Vi var blevet introduceret gennem netværk – af en anden kvinde, hvis grundtese til ligestilling og feminisme er, at kvinder skal spille hinanden stærke. Og Ewelina havde ikke bare en idé. Hun havde en platform, og hun manglede en Co-founder til sammen med hende at sparke det ud i verden og gøre det til en forretning.

Så nu skriver jeg den vildeste sætning, som jeg egentlig aldrig havde troet, jeg skulle skrive, men som føles så rigtig, at det halve kunne være nok. Per 1. december indtrådte jeg som Co-founder i GoGetty.

GoGetty er den første employer branding, benchmarking og §99-kompatibel (Årsregnskabsloven §99b) diversitetsplatform, der gør Diversity & Inclusion (D&I) målbar og gennemsigtig. GoGetty hjælper med at bygge bro over kløften mellem innovative og inkluderende virksomheder, mangfoldige talenter og D&I-løsningsleverandører- og eksperter.

GoGetty er en online social platform til den professionelle verden, a la Linkedin krydret med et Trustpilot-score element – alt sammen med fokus på mangfoldighed. GoGetty gør kønsdiversitet og inklusion på de øverste poster i danske virksomheder transparent og målbar. Hver arbejdsgiver får tildelt en score, der baserer sig på antallet af mænd og kvinder på virksomhedens bestyrelses-, CxO- og VP niveau.

Missionen med GoGetty platformen er at skabe større vækst hos virksomheder – danske som internationale, mere tilfredse kunder, gladere medarbejdere, bedre og mere innovative idéer og ikke mindst adgang til større talentpulje for virksomhederne. For som utallige analyser og rapporter har påvist, giver større diversitet og inklusion på toppen plus på bundlinjen.

De fleste, der i tidernes morgen har læst med på denne blog eller kender mig personligt vil vide, at et bedre match nok ikke kunne findes. At Ewelina samtidig også er en stjerne i høje hæle gør kun det hele endnu bedre.

På fredag står vi klar overfor en jury af investorer og skal pitche GoGetty i Impact Challenge 2018. I næste uge arbejder vi videre med vores community strategi og salgs-pibeline, mens vi afsøger markedet for investorer. Og hvem ved, måske en dag har vi en printer, en pensionsordning og et adgangskort til vores kontorlokaler.

Hvad jeg dog ved er, at du allerede nu kan gå ind på GoGetty og oprette dig selv som bruger. Det bliver stort!

Reklamer

Bitterfissen

“Du skal være økonomisk uafhængig af en mand, Helene.” Det tog mig mange år at forstå, hvad det egentlig betød. At det handlede om mere end bare at tage en uddannelse og få et job. At forståelse for pension, realkreditlån og investeringsportefølje bare var en lille del af den økonomiske uafhængighed. Det handlede om stolthed. Følelsen af aldrig at skulle stå i situation, hvor man ikke havde råd til at ringe til en håndværker eller kunne få budgetkontoen til at gå op. Følelsen af at kunne klare sig selv.

På debatsiderne, sociale medier og selv i kakkelbordsprogrammer som Aftenshowet flyder det over med usynlige strukturer der begrænser, identitetspolitik, og der er efterhånden ikke den Københavner under 30, som ikke er woke. Jeg ser det også. De forbandede strukturer og normer, der binder og caster os i et kønsrollesystem fremelsket af sure, gamle mænd opflasket på salmesang og magt. Det er umuligt ikke at se, når man først har fået øjnene op for det. Men det gør mig også så forbandet forbistret, for om vi vil det eller ej, så fratager det et forbandede ansvar for at klemme ballerene og løse noget selv.

Det er ofte her jeg i gorilla-krigen vil blive sat i bås med liberale feminister og blive bedt om at skrive for Damefrokosten, hvis den altså stadig eksisterer. Men det må også være en grænse for, hvor meget samfundet egentlig kan få skyld for. Et menneske, som jeg ville ønske, jeg havde mødt allerede for 10 år siden, fortalte mig for et stykke tid siden, at grunden til at mange bliver skilt efter en kvindes kræftsygdom ikke har noget at gøre med, at manden skulle være en dårlig omsorgsgiver in the time of crisis, men derimod at når kvinder har stået der og set døden i øjnene finder de ud af, at nu gider de sgu ikke mere.

Nu er det muligt, jeg har haft et forspring med en bankuddannet mor, men det var min far, der bankede mantraet om økonomisk uafhængighed ind i hovedet på mig. Han var også så sød i samme sætning at minde mig om, at når man stikker næsen frem, risikerer man at få nogle slag over den. So here goes.

Hvis du som kvinde er træt af, at du er sat tilbage i karriereræset, har en lavere pensionsopsparing end din mand, selvom I har været lige mange år på arbejdsmarkedet, og at det forøvrigt altid er dig, der tager barns første sygedag, så er hovedproblemet ikke, at vi har begrænsende strukturer i vores land, der låser os i kønsroller, men derimod at du højst sandsynligt ikke har stukket næsen langt nok frem og derudover har valgt den forkerte mand – eller ihvertfald været lige så dårlig til at forhandle hente/bringe gamet ved spisebordet, som du er til at forhandle bonus ved mus-samtalen.

At rende rundt og tro, at man ikke selv kan rykke noget, men at det altid er andre, der skal løse ens problemer er en uværdig offerrolle. Og inden du skyder mig noget i skoen, som jeg ikke har sagt, så taler vi ikke her om voldtægt/vold og mord. Men jeg gider simpelthen ikke længere høre den undskyldning, at du jo er opdraget til at være en bestemt pige/kvinde, og det er jo sådan en pæn én. Mine forældre opdragede mig også til at spise pænt ved bordet, sidde ordentligt på en stol og ikke at ryge. Intet af det lykkedes – mest af alt, fordi jeg ikke gad noget af det.

For det er ikke kun det faktum, at du ikke ved, hvad bidragssatsen på dit realkreditlån er, eller hvorvidt du står som begunstiget på din mands livsforsikring, hvis I ikke er gift, der irriterer mig. Nej, det er også det faktum, at mens du står og fabler om, at det er dig, der altid henter, så havde du intet problem med at lade en mand føre dig ned af et kirkegulv i en jomfruelig -farvet kjole, så du kunne blive givet væk til en anden mand. For godt nok tror du ikke på det, men du har alligevel købt ind på prinsesseshowet – vel og mærke et par uger efter, at du brokkede dig over luder/Madonnna komplekset.

Det er ikke nogens skyld. Hverken mænd eller kvinders. Men kære kvinde det er ligeså meget dit ansvar som mandens. Og den individuelle kamp kan være lige så revolutionerede som massens.

Ulle Bulle

På den hvide kiste, der stod midt i kapellet, skrev jeg med sort tus: “Jeg skriver på en kiste, fordi du lærte mig at sprænge rammerne og leve utraditionelt. Og så lærte du mig en fandens masse om musik og matematik. Nyd det! Din niece, Helene”

Da jeg gik i 2.g skulle jeg til mundtligt fysikeksamen. For den skabssproglige var det et gravalvorligt problem. Jeg sad ved mine forældres spisebord og terpede, hvordan jeg skulle forstå verden gennem modeller og begreber. Jeg forstod grundlæggende intet af verden, uagtet om jeg anlagde et blik på den gennem kvantefysikken, atomer, mekanik eller energi. Så hver dag, mens jeg sad der og læste det pensum, som jeg skulle have brugt mere tid på i løbet af året, ringede jeg til min onkel i Nr. Aaby. Så han kunne lære mig at forstå.

Det var den selvsamme onkel, der lånte mig 15 forskellige albums med The Beatles, som jeg skamhørte i sommerferien mellem 8. og 9. klasse, og som i det skæve, fuldt beklædte murstenshus på Kongeløkken, blæste stuen fuld af The Rolling Stones, som jeg med åben mund og store øjne lyttede til – musik, der sammen med min fars R&B og funklyd kom til at kendetegne min egen musiksmag. 

Hvadenten han sørgede for at traktere os med noget af det bedste hjemmelavede mad, jeg nogensinde har fået, eller holdt hof med skarpe meninger og påståelighed fra lænestolen med cigaretter pulsende omkring ham, var han altid lun og klar med en eller anden tåbelig “onkel” vittighed.

Men han var også kilden til en fandens masse frustration og konflikt. Når vi prøvede at fortælle de voksne ved julefrokostbordet, at vi måske ikke synes, det var verdens fedeste stemning, de skabte, ved at sidde og skændes hen over bordet, blev vi brølet tilbage i hovedet, at der var ingen her, der skændtes – de diskuterede bare. Samfund, økonomi, medier, politik. Socialdemokratiet havde altid ret.

Han stod for mig som et oprør mod det samfund og den livsstil, som alle altid sagde var den sikre vej til lykken. Som en af de sidste rester af 68. Hvad jeg dog ikke kunne se den gang var, at mange af de indre dæmoner, han sloges med kom af ikke at kunne slå til i det samfund, som 68-generationen kun formåede at rykke bare lidt ved. Borgerligheden sejrede alligevel ad helvede til i Socialdemokraternes velfærdsstat og De Konservatives kartoffelkur.

Som alle andre mennesker var han sammensat, men der var sjældent nogle grå områder. Det var gerne sort eller hvidt. Men hvad han ikke var i stand til at give til(bage) samfundet som sådan, gav han til os, der kom i hans og min Gudmors hjem. Kærlighed til forskellighed og det at turde at skille sig ud og være sin egen. Evnen til at lytte til argumentet men altid skyde tilbage med skarpt, når man ikke havde forstået verdens rette sammenhæng. Og her havde Socialdemokratiet stadig altid ret.

Jeg vil aldrig have været ham foruden – selv på trods. Ikke fordi jeg fik 9 i den fysikeksamen, eller fordi jeg jublede, da Rolling Stones spillede på Roskilde for nogle år siden og hele pladsen foran Orange forvandlede sig til Kongeløkken i Nr. Aaby. Men fordi han gjorde det helt okay ikke at være ligesom alle de andre. 

Et liv i efterdønningerne af en andens jordskælv

Der findes et billede fra min mands og mit bryllup, hvor de gæster, der er i fokus, sidder med et ret så koncentreret og eftertænksomt blik i øjnene. Min bedste ven sidder med tårer i øjnene. Nederst i venstre hjørne af billedet ses en uskarp silhuet af mine forældre. Det er min mors ord, der har bragt tårer frem i min bedste vens øjne. Som jeg husker det, er det omkring det sted i talen, hvor min mor fortæller om min storebrors død.

Min bror, Michael, begik selvmord da jeg var fire år gammel. Han selv var 14 år gammel. Jeg ved ikke hvorfor. Der findes selvfølgelig som i alle familier analyser og gisninger om hvorfor, men faktum er bare, at han ikke efterlod sig en forklaring, så reelt ved ingen hvorfor. Spørgsmålet er også om det i dag er så relevant. Min bror døde, da han var 14 år gammel, og det i høj grad mine forældres sorg. En sorg, som de har båret med respekt og kærlighed for den datter, de stadig har. 

Først for nylig er det dog for alvor gået op for mig hvilken konsekvens, min brors selvmord har haft på mit eget liv. Selvfølgelig er konsekvensen at miste en bror og have forældre i sorg. Jeg har spillet fransk klovn mange gange i min barndom for at få mine forældre til at smile, og det er stadig en kernekompetence på mit CV. Men grundlæggende har jeg aldrig lidt nød eller manglet kærlighed – tværtimod. Jeg har dog meget tidligt indprentet mig alderen 14 år som en vigtig skillevej.

14 år var lig med frihed. 14 år var lig med at løbe med vinden for fuld kraft. 14 år var lig med at være levende. For hvis man nåede 14 år, så døde man ikke – og hvis man ikke døde, kunne man gøre lige, hvad der passede en. I mine forældres optik var jeg lige lovlig tæt kanten op til flere gange. I min egen forståelse var jeg slet ikke i nærheden, omend jeg sagtens kunne se afgrunden. Min far sagde flere gange til mig, at når jeg valgte noget, fravalgte jeg noget andet. Han ønskede at tydeliggøre de potentielle valg og muligheder, der ellers kunne være  – og mest af alt banke ind i hovedet på mig, at nogle valg kunne risikere at indsnævre mit handlerum på langt sigt – hvis ikke for evigt. 

Ifølge Center for Selvmordsforskning er der i gennemsnit to personer i Danmark, der hver dag begår selvmord og cirka 20, der forsøger. Selvom det kan tælles på under en hånd, hvor mange under 15 år, der begår selvmord, sker der stadig. Dog registreres ikke alle selvmord og selvmordsforsøg for børn under 15 år som sådanne, men derimod som “ulykker” eller “tvivlstilfælde” – oftes på grund af de pårørendes ønske om at undgå stigmatisering fra omgivelserne. Mine forældre har heldigvis aldrig behandlet min storebrors selvmord som et tabu. Tværtimod har de med kærlighed og ro gennem hele mit liv talt med mig om mit brors voldsomme valg, som stadig den dag i dag skaber efterskælv i vores liv.

Jeg kender flere, der har oplevet skælv af den størrelse som et dødsfald tidligt i ens liv, er. Før et logisk-jeg er udviklet, som man med en form for fornuftig overbevisning om at livet går videre, kan komme fremad med sorgen som følgesvend. Men når dødsfaldene rammer ned i en skrøbelig tid, hvor ens identitet står til forhandling og for mit eget vedkommende – i en alder af 4 år – former den endegyldigt på godt og ondt.

Min eget Rumspringa sluttede i mine tidligere 20’ere. Nok omkring det tidspunkt, hvor det dæmrede for mig, at den ultimative frihed også er lig med dovenskab. Dovenskab overfor ens eget liv og manglende evne til at turde se selv i spejlet og konsekvenserne af de valg, man tager. På en måde ikke så voldsomt forskelligt fra andre unge som efter teenage-årernes oprør forstår, at deres forældrene vejledning og råd ikke var helt af helvede til. 

Men jeg kan ikke fornægte, at der stadig ligger en uro og utålmodighed og ulmer. En længsel efter kanten. En følelse af liv. Af at leve. Jeg har i mange år kanaliseret det ind i mit arbejdsliv. Brugt det proaktivt for at mærke lige præcist suset, når det gik stærkt, var svært, var uoverskueligt. For lige der ydede jeg det maksimale. Lige der var jeg bedst. Lige der var jeg levende.

Jeg har altid tænkt, at der ikke var den store forskel på at få en hund eller et barn. Altså lige bortset fra, at man højst sandsynligt kommer til at stå i den situation en dag, at man skal aflive hunden. Der var en, der for nylig sagde til mig, at forskellen jo også var, at børn levede meget længere end hunde. Jeg kunne ikke lade være med at tænke; ikke nødvendigvis. Jeg sagde det ikke højt, fordi kynikeren i mig har efterhånden lært at pakke ubehaglighederne væk. 

“Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere” er det mest stupide udtryk. Jeg har i mange år gjort mig selv skyldig ved at bruge det som en konkluderende gajol-filosofi. Men man bliver ikke stærkere af et dødsfald i en sådan tidlig alder. Man lærer bare meget tidligt, at døden er evig og fyldt med tråde, der strækker sig langt i ens eget liv og dem, man deler det liv med. Man bliver muligvis mere hård og kynisk, men det er ikke ensbetydende med styrke, men derimod til tider en svaghed og et benspænd. 

Men børn dør, hvadenten de vil det eller ej. Når den erfaring lagrer sig tidligt i ens liv, bliver man så pinligt bevidst om at livet handler om at leve det i yderste potens, og man vælger med omhu at leve det med mennesker, som til en vis grad vil løbe med vinden sammen med en. Af den simple grund, at man ved, at de på et tidspunkt dør, så det handler om at få så meget med som muligt.

Som min mor sagde i talen på min bryllupsdag var den franske klovn, der blev født den gang i en alder af fire år, en hjælp for mine forældre i deres sorg – “en budbringer om glæde og liv.” Samtidig anerkendte hun egentlig også det spejl, jeg er vokset op foran, hvor det vigtigste for mine forældre grundlæggende også var tallet 14. At jeg levede til længere end 14 år, og at jeg voksede op til at blive et andet og anderledes menneske end ham, der tog sig sit eget liv i en alder af 14 år. En, der levede.

Indlægget blev oprindeligt bragt i Politiken.

De smukke, unge mennesker

Idet jeg rakte hånden op for at vinke, fik vi øjenkontakt, og hun vinkede tilbage. Hun var idealbilledet på den unge student. Høj, slank og og med lange lyse lokker, der faldt i fine bølger under den karakteristiske studenterhue med rødt bånd. Der stod hun på ladet af studentervognen, der kørte ned af Enghavevej i hendes hvide studenterkjole med det smil, som jeg kun husker så tydeligt selv sad på mine læber for 18 år siden. Og lige der i øjenkontakten med et fremmed menneske, var det alligevel lidt som om, vi forstod hinanden.

Et eller andet sted inde i skabet ligger der to studenterhuer gemt. Begge med mørkerødt bånd. En fra 2001 og en fra år 2000. Den fra 2000 er mere gul end hvid, har stadig mærker efter tandsættet af venner i skyggen, seks hakker i svedbåndet hvoraf jeg reelt kun husker den ene solopgang, et 9-tal i midten fra den afsluttende eksamen i engelsk på højniveau for matematikere, på knapperne står skolens motto; Et pueris palmae og inden i betrækket står de utallige falmede beskeder fra mennesker, som jeg egentlig ikke ser den dag i dag. 

Jeg har en elendig studentereksamen som ikke ville kunne bruges til meget, hvis det ikke havde været for kvote-2 systemet og mine egne diverse svinggerninger gennem det videregående uddannelsessystem. Jeg er student fra dengang, hvor man enten var matematiker eller sproglig. Af uransagelig og nok mest trodsige årsager var jeg matematiker, hvilket måske nok er det dummeste valg, jeg nogensinde har truffet. Så jeg hutlede mig igennem som skabs-sproglig med en motivation, der var voldsomt nedadgående fra 2.g til nærmest ikke-eksisterende i 3.g. Til gengæld blev jeg spået en strålende fremtid som bargæst på den lokale i min blå bog.

Dog mindes jeg stadig den lettere eufori over det nu var overstået, som om det var det hårdeste, man nogensinde havde gjort – hvilket det på ingen måde var, hverken dengang eller nu. Men jeg indskrev mig med glæde i traditionerne og ritualerne. For det var ikke så meget det at blive student men mere følelsen af, at man fik lov til at være med i historien om den søde studentertid, som er så gennemtærsket og romantiseret i Danmark.

For mit eget vedkommende var den historie dog nok et fatemorgana. Jeg slog først rødder i venskaber, forhold og faglighed for den sags skyld lang tid efter studentiden, hvor relationen ikke er præget af ungdommens skrøbelighed men mere af gensidig respekt. Andre har været langt bedre til at holde fast i minderne og hinanden, men jeg mistænker egentlig de fleste for at have det lidt ligesom mig selv.

Men jeg vinker stadig hvert år, når de smukke unge mennesker fylder byen med deres ukuelige tro på, at de har opnået den ultimative frihed. Hold så hårdt fast i den følelse som muligt, indtil den bliver ædt af virkeligheden. Tillykke med huen.

Kommunikatøren er out of office

Jeg har nu sumpet i en måned. Trukket stikket ville være den smarte og mere professionelle måde at sige det på. Men faktum er, at jeg bare har sumpet. Det kan tælles på en hånd, hvor mange projekter jeg i løbet af måneden har gennemført. Jeg tror faktisk, de billeder, der nu hænger i mit soveværelse, tæller som det største projekt i hele måneden. Og det tog vel og mærke en time, og så er det også kun top-rækken af billeder, der i vater.

Min jyske opdragelse, hvor ledighed er roden til alt ondt, og man skal yde, før man kan nyde, tilsiger mig, at det er fuldstændigt gak, at jeg bevidst sumper og max hæver mig op til at læse avisen og et par kapitler her og der i en bog i løbet af en dag. Med et CV, der går tilbage til 12-13 års alderen, er situationen også enormt uvant. 

Som dagene i maj måned er gået, og solen har fyldt min krop med et niveau af d-vitamin ikke set siden jeg rendte rundt med bar røv i min mor og fars have i Fredericia, kan jeg da også godt mærke rastløsheden snige sig ind på mig. The come-down, som jeg har døbt det. Et come-down, som jeg selv havde forventet ville indfinde sig efter et par uger. For hvem er du, hvis du ikke har et arbejde. 

Som det er nu, er jeg hverken på vej mod den næste udfordring eller in-between jobs. Jeg står bevidst helt stille, og hvis jeg endelig gør noget, er det at udvikle mit dovenskabsgen. Det er angstprovokerende og utrolig rart. For nylig blev jeg spurgt, hvem og hvad jeg var og ret instinktivt svarede jeg Kommunikatør. Det er muligt, jeg også er nogen hustru, mor, datter, ven, niece og kusine. Men først og fremmest er jeg kommunikatør. Det er min faglighed og i høj grad min identitet. 

Jeg har trænet til og praktiseret min faglighed i 20 år, hvis jeg medtager min studentereksamen, hvor der sikkert indgik noget retorik i danskundervisningen, men jeg kan ærlig talt ikke huske det (undskyld, jeg var fuld). Stolt virker som et lille ord, når jeg skal beskrive følelsen af, hvad jeg har drevet det til. Kommunikatøren vil på godt og ondt definere mig for altid – og heldigvis. For hun er en hard-core, fagligt tung og pisse sjov person. Men hun er også kompromisløs og voldsomt dominerende. 

Men slår du så op med hende nu, Helene? Nej, det gør jeg ikke. For jeg kan ret godt lide hende, og det er også muligt, hun ikke er færdig med at fyre den af.  Men hun får lov til at puste ud og slappe af. Som jeg har sagt før, så er det privilegiet at få lov til at skide højt og flot på arbejdstider, chefer og antallet af ulæste mails i indbakken, og det skal nydes – også selvom det ikke fører andet med sig end en virkelig god kulør.

She’s leaving home

Jeg ved ikke, hvem der var mest lykkelig, da jeg for næsten 5,5 år siden trådte ind af døren hos den syv-takkede stjerne. Når det kom til stykket var det nok egentlig min far. Han havde i 20 år fortalt mig, at et job i Mærsk var det bedste, der kunne ske, og jeg havde i alle årerne sagt nej tak, ellers tak.

Alligevel stod jeg 1. januar 2013 i receptionen hos Maersk Drilling og ventede på at blive hentet af min nye chef, så jeg kunne komme i gang med arbejdet. Det er muligvis den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget i mit arbejdsliv indtil videre. For bag myterne om stive skjorter, mærkelige trapperegler og en telefonsvarer, der på syv sprog svarede ”ingen kommentarer”, stod de store træer i dansk erhvervsliv.

Men i dag slutter turen. Jeg stiger ihvertfald af toget efter 5,5 år i det lyseblå. Eller går fra borde, som de sikkert vel sige. Det er helt efter planen, da jeg efter min barsel tog skridtet fra Maersk Drilling i Lyngby til Esplanaden for at være med i separationen af de olie- og olierelaterede virksomheder. Min del af det arbejde er nu slut.

Det er vemodigt at skulle sige farvel til 5,5 år. Ikke fordi man knytter sig til arbejdet som sådan. Men fordi jeg skal sige farvel til nogle af de mest dygtige, top professionelle og ambitiøse mennesker, jeg nogensinde har arbejdet sammen med i mit liv. Hvilket vitterligt har været en udsøgt fornøjelse og en evig kilde til læring og ny viden. Og så har det samtidig været pisse sjovt.

Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu. For første gang siden mine forældre tog det første billede af mig med en taske over ryggen og nye sko foran Fredericia Realskole i 1987 har jeg ingen planer, udover at nyde foråret og sommeren i min have med en kop kaffe og Politiken på print. Det er i sig selv en stor plan, da jeg aldrig har holdt mere end max 2 ugers sommerferie om året de sidste 10 år.

Det er priviligeret som ind i helvede at kunne trække stikket på den måde. Det er muligvis også det privilegium, jeg har knoklet min mås i laser for at kunne nå, siden den gang jeg stod foran Fredericia Realskole. Og jeg har tænkt mig at være så forkælet som overhovedet muligt og nyde det.

So long hearts.

Knud og Peter Faber

Da jeg var 22 år gammel, flyttede jeg ind i en 43 m2 stor 2-værelses lejlighed på Peter Fabers Gade på Nørrebro. Jeg havde boet i København i 2,5 år, da jeg fik nøglerne til den (eller rettere sagt Lyngby, men for en jyde er det også København). Den lå 100 skridt væk fra min veninde og studiekammerats lejlighed i Ahornsgade. Rundt om hjørnet fra Empire Bio og Sankt Hans Torv og et stenkast fra Assistentens.

Den var nyrenoveret med nyt køkken og bad. I renoveringen var plantegningen blevet ændret for at gøre badet større, så det var et af de få Nørrebro badeværelser, hvor man ikke skulle bakke ind og gå i bad stående på toilettet. Køkkenet var til gengæld gjort det mindre, men havde det fineste lille gaskomfur og en bordplade i valnøddetræ. Fra entreen kunne man enten gå ind i badeværelset, stuen eller soveværelset, og fra soveværelset kom man til køkkenet. På bagdøren i køkkenet hang en ekstra bordplade, der kunne slås op, når der skulle vaskes op.

Lejligheden lå i nr. 42. Dengang husede bygningen et bordel i kælderen. Man kunne ikke se det udefra, men når man kom ind i opgangen, stod der med fine gyldne bogstaver Sexgirls på døren til højre i kælderen. Som årerne gik lærte jeg at spotte de forskellige segmenter af kunder fra vindueskarmen i min stue, som lå ud til Peter Fabers Gade. Ligesom jeg over årerne har lukket flere mænd ind i opgangen, når de var i tvivl om, hvorvidt de skulle ringe på det mere diskrete navneskilt, Pigerne, på dørtelefonen.

Over årerne fik lejligheden sit eget kælenavn, Peter F. Adskillige fester er blevet holdt på de 43m2, og tåregas har strømmet ind af vinduerne i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset. En af de sidste fester, der blev holdt i lejligheden var min egen kandidatfest, hvor hele stuen blev ryddet og omdannet til et siddende middagsselskab, da heldagsregn forhindrede den gårdfest, som egentlig var planlagt – til min fars store bekymring for om gulvet nu kunne holde til de mange gæster.

Da jeg fik lejligheden tilbudt vidste jeg ikke, hvor Peter Fabers Gade lå. Jeg sad med en veninde ved Storkespringvandet i K, da jeg fik kaldet. Vi besluttede os for at gå ud på Nørrebro og finde gaden. Det var en af de der hede sommerdage, som kun forekommer i byen, hvor asfalten brænder og man drømmer om skygge eller en kølig brise fra havet. Peter Fabers Gade lå henslængt i skyggen den eftermiddag og var som en lille oase midt i det brændende Nørrebro. Jeg elskede den gade og den lejlighed fra første færd.

Den eneste grund til, at jeg boede på en af Nørrebros bedste gader i fem år i den fineste lille lejlighed var takket været min Onkel Knud. Han skaffede mig den via hans kontakter. Fordi sådan var han. En straight-up kind of guy, der gerne ville hjælpe, hvis han kunne. Jeg tror egentlig godt, Knud vidste hvor glad, jeg var for, at han skaffede mig den lejlighed. For mit hvin i telefonen, da han ringede til mig den sommerdag, sagde vist det hele. Og jeg håber min lykke over at bruge nogle af de bedste år i mine 20’ere i den lejlighed skinnede igennem til familiearrangementer.

Og når folk spurgte, hvordan jeg havde fået fingrene i den guldklump af en lejlighed, sagde jeg altid, at det var Onkel Knud, der havde fikset det. For sådan var Knud.