Porno er seksualundervisning. Den erkendelse burde gøre dig politisk

Jeg ser porno, ligesom de fleste gør. Jeg finder intet fordækt eller skamfuldt ved mine klik rundt på forskellige tube-kanaler på diverse tider af døgnet. Det kræver dog ikke mange klik at forvilde sig ind på pornosider, som er absolut ubehagelige. For når du en gang er stødt på, at der sidder mennesker derude, der tænder på at se kvinder/unge piger blive ansigtsvoldtaget i en sådan grad, at de kaster op (og derefter tvinges til at spise deres egen opkast), kan du ikke lade være med at tænke, at kæden er sprunget helt af.

I 2014 havde sider som fx Facial Abuse 60 millioner hits (ifølge dokumentarer Hot Girls Wanted, som kan ses på Netflix). Det er flere hits end nfl.com, nba.com, cbs.com og disney.com for bare at nævne nogle få. Det er groteske tal. Specielt, når man tænker over, at porno i høj grad i dag fungerer som unges seksualundervisning. Både fordi det er så let tilgængeligt og sikkert også fordi den seksualundervisning, unge modtager i Folkeskolen er mangelfuld. 

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad det gør ved unges seksualitet at se kvinder blive fornedret på den måde. Det er muligt, at modargumentet her er hver sin lyst, men det kan ikke være andet end en fornedrelsen af kvinden at se hende mundvoldtaget, så hun kaster op og derefter bliver tvunget til at spise sin egen opkast. Jeg er samtidig lykkelig for, at det vildeste, der kunne opdrives, da jeg var ung var Kira Eggers nøgne krop i ugens Rapport. 

Grundlæggende forstår jeg ikke, hvorfor sider som Facial Abuse og lignende er lovlige. Jeg er dog endnu mere uforstående overfor (og komplet målløs over), at der rent faktisk er nogen, der ser det. Det løber mig koldt ned af ryggen, hvis de endda skulle tænde på det. Men jeg vil nu engang hævde, at sider som Facial Abuse ikke er porno – og derfor har jeg egentlig heller ikke megen lyst til at beskæftigere mig mere med det i dette indlæg. Men porno er heller ikke sex. Det er skuespil.

Derfor – og desværre – vokser rigtig mange unge også op med en forestilling om, at de indre kønslæber ikke må være større end de ydre, at sex kan udføres i stillinger, som akrobater og slangemennesker knap nok formår, og at sex for det meste handler om den mandlige penetrering og hans orgasme. Eller med andre ord et totalt urealistisk billede af, hvad køn og seksualitet er. Et billede, der begrænser både hun- og hankønnet (og sikkert også noget trans og cis og whatever, men jeg opererer altså ikke med de begreber her på bloggen – det er alt for ekskluderende).

PornHub laver hvert år en statistik, som på mange måder minder om BP’s anerkendte Energy Outlook. I 2017 var der på globalt plan 28.5 milliarder besøg på PornHub. 26% af de besøg kommer fra kvinder. Der bliver søgt på det meste fra trekanter til anal til store bryster. Bemærkelsesværdigt er det dog at se, at kategorien “Porno for kvinder” er 2017’s højdespringer. Jeg ved ikke, hvad porno specielt for kvinder går ud på. Skal jeg hoppe med på stereotyperne, der ligger implicit i begrebet, kunne det lugte lidt af pæne, hvide lagner, stearinlys og romantisk sex, hvilket står i stærk kontrast til, at danske kvinder søger på gang-bang og rough sex, når de bevæger sig ind på PornHub.

Problemet med PornHub og andre lignede sider er ikke, at de viser porno. Det skal de endelig gøre, og mange mennesker har – som ovenstående statistik viser – dagligt glæde af det. Problemet er, at det er gratis.

Enhver ved, at kvalitet koster. Det er ikke ensbetydende med, at man bare skal smide 500 kr. efter en rødvin, bare fordi den er lavet på en Pinot Noir drue. Men ligesom med journalistik koster kvalitet, og ordentligt og god porno er ikke billig at producere. Det stiller krav til forbrugeren. Som min veninde siger, handler det om, hvorvidt du køber buræg eller økologiske æg.

Basalt set er pointen, at jo mere du ser af mainstream porno, som ofte er kønsstereotypt, blottet for mangfoldighed og fuldstændig uden æstetisk fornemmelse, jo mere risikerer du, at dine børn vokser op med et totalt urealistisk billede af, hvad sex er. For selvom jeg kan sætte min lid til, at Folkeskolen kan gøre meget med deres obligatoriske emne Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab, der spænder over alle klassetrin, kan det på ingen måde – ligemeget hvor god undervisning det er – udkonkurrere gratis porno på internettet. 

Broadly har de lavet en oversigt over, hvor du kan finde porno af ordenligt kvalitet. Det fede ved anbefalingerne er, at de ofte henviser til producenter, som først og fremmest sætter æstetikken højt, men dernæst også viser porno af mere realistisk karakter, hvor lyst, liderlighed og begær er i fokus og ikke den mandlige orgasme. Den er værd at læse, for som de skriver;  hvis du godt gider at betale for at streame serier på Netflix, så er det grundlæggende noget pis, at du ikke gider at betale for at streame porno. 

Reklamer

Selvfølgelig har jeg læst SCUM Manifestet, men det betyder ikke, at jeg hader mænd

Jeg kan ret gode lide mænd. Sådan helt generelt. Deres stærke kæber, brede skuldre, store hænder. Jeg er faktisk 100% pjattet med dem. Men der er simpelthen noget, mange af dem ikke har formået at forstå, og det er, at bare fordi jeg er feminist, så hader jeg dem ikke, men jeg bliver ofte virkelig træt af den generelle fordel, de har, bare fordi deres cpr. nummer ender på et ulig tal.

Jeg har ofte diskuteret med mig selv, om jeg nu vitterligt var feminist og ikke bare en person optaget af menneskerettigheder. Om mit ønske om lige rettigheder til alle køn (og seksualiteter) og frihed for begrænsende normer og strukturer egentlig ikke bare var en humanistisk tilgang til mit verdenssyn. Jeg har endda også til tider afværget for feministiske holdninger for at beskytte de mænd, jeg kender, der ofte bliver slynget med ind i centrugen og ser deres køn blive smidt under bussen, når feminismen bliver så skinger, at de står tilbage med følelsen, at alle feminister hader mænd. 

Særligt her over sommeren har der været flere kvinder, der har meldt ud på Instagram, at de fx ikke vil dyrke sex med hvide mænd specifikt, da de hvide mænd ikke forstår deres egen priviligerede position. Udover, at det er mærkelig politisering af liderlighed, er det også identitetspolitik taget et skridt for langt, der på sigt udvikler sig til et isolationsprojekt, hvor ligestilling i sidste ende er taberen.

Når det så (for helvede) er sagt, så skønner Det Kriminalpræventive Råd, at cirka 4.700 kvinder udsættes for voldtægt eller forsøg på det om året. Ifølge Danner Huset udsættes 38.000 kvinder årligt for partnervold. I stort set alle politianmeldte partnervoldssager, hvor den voldsudsatte er en kvinde, er voldsudøveren en mand. Ifølge Danmarks Statistik er det samlede løngab for kvinder og mænd på 13,3 procent i mændenes favør, selvom der er tale om samme job og samme arbejdsopgaver. Kvinder har en tvangsbarsel på 2 uger efter fødslen og tre måneders øremærket barsel ud af det fælles år, som forældrene har til sammen. Faderen har ingen øremærkede måneder. 

Alle de mænd, jeg kender, synes ovenstående fakta er noget hø. Men jeg kan så kun konkludere, at der er mænd, der ikke synes det, for ellers ville vi jo ikke have de tal – i, hvad vi praler af, er det mest ligestillede samfund i verden. Men alt for mange – både mænd og kvinder – vender det blinde øje til. Som politibetjentene, der mødte en kvindelig Roskilde-gæst med ordene; “nu er det jo Roskilde”, da hun forsøgte at anmelde en voldtægt på festivalen. Eller da en dommer for nylig tillod, at forsvarsadvokaten til en voldtægtsanklaget kunne inddrage argumentet om, at kvinden havde haft mange sexpartnere i forsvaret for sin klient. Eller når mænd taler om, at det er for dårligt, at der ikke er ligestilling på barselsområdet, men de aldrig i deres liv har taget bare som meget som én dags barsel. 

Generaliseringer er lidt ligesom en Rom & Cola. Der kommer aldrig noget godt ud af det. Personligt bliver jeg selv virkelig træt, når jeg render ind i holdninger, der siger, at kvinder er bedre til at tage sig af børn, er passive i sengen og generelt gode til at multitaske. Jeg har stadig den dag i dag ikke formået at klappe mig selv på hovedet med den ene hånd, mens den anden hånd laver cirkler på min mave. I det hele taget var den sætning enorm svær at skrive, da bare det at forestille sig den multitaskning, får min hjerne til at slå knuder. Så jeg forstår godt, hvis mænd bliver trætte af generaliseringen af deres køn og dermed tror, at alle feminister hader mænd. 

Alligevel som samfund, siger vi, at det er en privatsag, at kvinder mister lønfordele og anciennitet, fordi de tager størstedelen af barslen, mens samtlige politikere nærmest falder over sine egne ben for at komme hen til mikrofonen med et ligestillingsbudskab, når det viser sig, at mændene i skilsmissesager ikke får børnepengene, fordi kvinden oftes er bopælsforælder. Jeg har aldrig mødt begrebet 12-tals drenge, men har læst nok overskrifter til at forstå, at 12-tals piger er negativt. Og så er der min favorit-kæphest af dem alle – vores satans luder/madonna kompleks.

Men bare fordi man er feminist, har man ikke altid ret. Jeg tror, det for nogle (mænd) kan føles som om, at feminister er mere fokuseret på et retfærdighedsprojekt, end hvad man egentlig gerne vil opnå, nemlig ligestilling.

Er det mændenes skyld, at der stadig eksisterer strukturer i vores samfund, som i højere grad begrænser kvinder end mænd? Nej. Er det kvindernes? Nej. Dog er det vores forbandede pligt og fælles ansvar at gøre noget ved det. Og her savner jeg fandme, at flere kvinder og særligt mænd i langt højere grad tager stilling til det samfund, vi lever i. I stedet for at diskutere, om der skal være lavere registreringsafgift eller færre familiesammenføringer for asylansøgere (der er virkelig ikke mange) vil jeg ti gange hellere se udspil fra Christiansborg om hårdere straffe til voldtægtsforbrydere, større social indsats overfor kvinder udsat for partnervold samt øremærket barsel til mænd for bare at nævne nogle få eksempler.

Vi kan som samfund helt seriøst ikke mene, at det er mere vigtigt, om Carl-Emil og Aisha får svinekød i børnehaven eller ej, end at de vokser op med de samme muligheder og fri fra normer bundet til deres køn. Og det kan ikke kun være feministers opgave at løse det problem.

Stjerner på himlen

Det var som om, det særligt var de danske kunstnere, der stjal tiden og den gode lyd i år. Der var i hvertfald der, jeg ofte endte og enten vuggede eller hoppede med til rytmen. Til tonerne af en ungdom defineret af 00’erne såvel som 10’erne. Efter 30 minutters Massive Attack, stod jeg dog af og hoppede på toget hjem til sommerlandet, omend jeg gerne ville have hørt Dua Lipa. Men der er stadig masser af lyd at komme efter.

Her kommer den fuldstændige, uvidenskabelige men omfangsrige og passioneret liste over de bedste koncerter på Roskilde i år.

First Aid Kit
Det var en af de koncerter, vi bare dumpede ned til, uden at vide voldsomt meget om, hvad det egentlig var, vi skulle høre. At den var programsat til Orange om eftermiddagen om torsdagen, viste sig at være den perfekte måde at starte dag to på. Med perfekte harmonier mellem de to svenske søstre tilsat en lyd af indie og folk, var First Aid Kit lige præcis den portion kærlighed og stemning, der skulle til for at kickstarte vores kroppe, mens vi langsomt skyllede tømmermændene fra åbningen væk med nye øl. Jeg har hørt dem skamløst lige siden, jeg kom hjem. Som om de både passede perfekt til den dovne solfyldte søndag, den deprimerende mandag og tirsdag aften, hvor det i små 30 minutter regnede på Vesterbro.


Nephew
Det var tredje gang, de spillede på Orange, og de skuffede ikke. Deres lyd er blevet rundere og blødere, men deres energi og performance er den samme. De har vel overtaget stafetten fra D:A:D som husorkestret på Orange, og det er i den grad velfortjent. Selvom jeg stod af efter Danmark Denmark albummet rent musikalsk, er det en fornøjelse af genhøre mine 00’ere for fuld power med en veloplagt Simon Kwam som dirigent og et loyalt kor bestående af en fyldt plæne foran Orange. 


The Minds of 99
Hvis man skulle sætte lyd til ungdommen i Danmark i dag, ville den lyde som Minds. Aldrig har jeg hørt musik, som rammer så perfekt ned i tidsånden, og på samme tid skaber og udvikler den tid, det er en del af – ihvertfald ikke dansk musik. Det var måske den bedste koncert på Roskilde i år for mit vedkommende. Med en arrogance, nerve og storladenhed, der er Orange værdig, lagde Minds også ud med at spille Ud af Min Krop for derefter at styre koncerten hjem med 180 km i timen. Som band er de mere end værdige til at overtage husorkester-rollen fra Nephew.

Alex Vargas
Dyb, mørk stemme, guitar og tung bas. Mere skal der ikke til for, at jeg gerne står i solen og vugger i en time. Jeg har hørt de sædvanlige hits som alle andre i radioen men kender så heller ikke mere. Men der på Arena i eftermiddagssolen om fredagen er det mere end fair at sige, at jeg blev en smule forelsket i den soulede, R&B’ske og elektroniske lyd, der strømmede ud under teltdugen. Det var jo ikke for sjov, at vi resten af dagen gik og nynnede Higher Love.

Young Fathers
Da Nick Cave efter to numre havde trukket den sidste rest af lyst og optimisme ud af vores værkende hofter og ømme fødder, forlod vi taget på Bar 8 og satte kursen mod Pavilion til hvad der skulle vise sig at være en brag af en koncert. Jeg ved stadig ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare, hvad jeg hørte. Rap og soul i en funky lyd, uden egentlig at være noget af det. Det var genre-overskridende og lige præcis alt det Roskilde kan. Skulle jeg nogensinde få muligheden for at se trioen fra Edinburgh igen, ville jeg springe til med det samme. Det var fabelagtigt.


Saveus
Det er ikke, fordi jeg kommer til at købe/downloade musik af Saveus, efter de åbnede Orange. Men der skal alligevel tilfalde et thumbs up for at sætte Roskilde i gang på den mest perfekte måde – med overskud og enorm glæde. Og så var der bare noget utroligt rørende ved at stå i solskinnet og se lille Martin fra X-Factor bryde ud af alle lænkerne og transformere sig i det billede, han nu engang selv gerne vil skabe. Tillykke med det.

Sidder du tilbage og tænker, hvor tankerne om Eminem og Bruno Mars er, så kommer der ikke nogen. Vi var der. Vi så det. And that’s it. Så var det heller ikke bedre.

Vi ses næste år, Roskilde!

Et liv i efterdønningerne af en andens jordskælv

Der findes et billede fra min mands og mit bryllup, hvor de gæster, der er i fokus, sidder med et ret så koncentreret og eftertænksomt blik i øjnene. Min bedste ven sidder med tårer i øjnene. Nederst i venstre hjørne af billedet ses en uskarp silhuet af mine forældre. Det er min mors ord, der har bragt tårer frem i min bedste vens øjne. Som jeg husker det, er det omkring det sted i talen, hvor min mor fortæller om min storebrors død.

Min bror, Michael, begik selvmord da jeg var fire år gammel. Han selv var 14 år gammel. Jeg ved ikke hvorfor. Der findes selvfølgelig som i alle familier analyser og gisninger om hvorfor, men faktum er bare, at han ikke efterlod sig en forklaring, så reelt ved ingen hvorfor. Spørgsmålet er også om det i dag er så relevant. Min bror døde, da han var 14 år gammel, og det i høj grad mine forældres sorg. En sorg, som de har båret med respekt og kærlighed for den datter, de stadig har. 

Først for nylig er det dog for alvor gået op for mig hvilken konsekvens, min brors selvmord har haft på mit eget liv. Selvfølgelig er konsekvensen at miste en bror og have forældre i sorg. Jeg har spillet fransk klovn mange gange i min barndom for at få mine forældre til at smile, og det er stadig en kernekompetence på mit CV. Men grundlæggende har jeg aldrig lidt nød eller manglet kærlighed – tværtimod. Jeg har dog meget tidligt indprentet mig alderen 14 år som en vigtig skillevej.

14 år var lig med frihed. 14 år var lig med at løbe med vinden for fuld kraft. 14 år var lig med at være levende. For hvis man nåede 14 år, så døde man ikke – og hvis man ikke døde, kunne man gøre lige, hvad der passede en. I mine forældres optik var jeg lige lovlig tæt kanten op til flere gange. I min egen forståelse var jeg slet ikke i nærheden, omend jeg sagtens kunne se afgrunden. Min far sagde flere gange til mig, at når jeg valgte noget, fravalgte jeg noget andet. Han ønskede at tydeliggøre de potentielle valg og muligheder, der ellers kunne være  – og mest af alt banke ind i hovedet på mig, at nogle valg kunne risikere at indsnævre mit handlerum på langt sigt – hvis ikke for evigt. 

Ifølge Center for Selvmordsforskning er der i gennemsnit to personer i Danmark, der hver dag begår selvmord og cirka 20, der forsøger. Selvom det kan tælles på under en hånd, hvor mange under 15 år, der begår selvmord, sker der stadig. Dog registreres ikke alle selvmord og selvmordsforsøg for børn under 15 år som sådanne, men derimod som “ulykker” eller “tvivlstilfælde” – oftes på grund af de pårørendes ønske om at undgå stigmatisering fra omgivelserne. Mine forældre har heldigvis aldrig behandlet min storebrors selvmord som et tabu. Tværtimod har de med kærlighed og ro gennem hele mit liv talt med mig om mit brors voldsomme valg, som stadig den dag i dag skaber efterskælv i vores liv.

Jeg kender flere, der har oplevet skælv af den størrelse som et dødsfald tidligt i ens liv, er. Før et logisk-jeg er udviklet, som man med en form for fornuftig overbevisning om at livet går videre, kan komme fremad med sorgen som følgesvend. Men når dødsfaldene rammer ned i en skrøbelig tid, hvor ens identitet står til forhandling og for mit eget vedkommende – i en alder af 4 år – former den endegyldigt på godt og ondt.

Min eget Rumspringa sluttede i mine tidligere 20’ere. Nok omkring det tidspunkt, hvor det dæmrede for mig, at den ultimative frihed også er lig med dovenskab. Dovenskab overfor ens eget liv og manglende evne til at turde se selv i spejlet og konsekvenserne af de valg, man tager. På en måde ikke så voldsomt forskelligt fra andre unge som efter teenage-årernes oprør forstår, at deres forældrene vejledning og råd ikke var helt af helvede til. 

Men jeg kan ikke fornægte, at der stadig ligger en uro og utålmodighed og ulmer. En længsel efter kanten. En følelse af liv. Af at leve. Jeg har i mange år kanaliseret det ind i mit arbejdsliv. Brugt det proaktivt for at mærke lige præcist suset, når det gik stærkt, var svært, var uoverskueligt. For lige der ydede jeg det maksimale. Lige der var jeg bedst. Lige der var jeg levende.

Jeg har altid tænkt, at der ikke var den store forskel på at få en hund eller et barn. Altså lige bortset fra, at man højst sandsynligt kommer til at stå i den situation en dag, at man skal aflive hunden. Der var en, der for nylig sagde til mig, at forskellen jo også var, at børn levede meget længere end hunde. Jeg kunne ikke lade være med at tænke; ikke nødvendigvis. Jeg sagde det ikke højt, fordi kynikeren i mig har efterhånden lært at pakke ubehaglighederne væk. 

“Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere” er det mest stupide udtryk. Jeg har i mange år gjort mig selv skyldig ved at bruge det som en konkluderende gajol-filosofi. Men man bliver ikke stærkere af et dødsfald i en sådan tidlig alder. Man lærer bare meget tidligt, at døden er evig og fyldt med tråde, der strækker sig langt i ens eget liv og dem, man deler det liv med. Man bliver muligvis mere hård og kynisk, men det er ikke ensbetydende med styrke, men derimod til tider en svaghed og et benspænd. 

Men børn dør, hvadenten de vil det eller ej. Når den erfaring lagrer sig tidligt i ens liv, bliver man så pinligt bevidst om at livet handler om at leve det i yderste potens, og man vælger med omhu at leve det med mennesker, som til en vis grad vil løbe med vinden sammen med en. Af den simple grund, at man ved, at de på et tidspunkt dør, så det handler om at få så meget med som muligt.

Som min mor sagde i talen på min bryllupsdag var den franske klovn, der blev født den gang i en alder af fire år, en hjælp for mine forældre i deres sorg – “en budbringer om glæde og liv.” Samtidig anerkendte hun egentlig også det spejl, jeg er vokset op foran, hvor det vigtigste for mine forældre grundlæggende også var tallet 14. At jeg levede til længere end 14 år, og at jeg voksede op til at blive et andet og anderledes menneske end ham, der tog sig sit eget liv i en alder af 14 år. En, der levede.

Indlægget blev oprindeligt bragt i Politiken.

Roskilde, kan du høre mig

De åbner dørene i dag. Klokken 17 præcist. Dørene til det musikalske forjættede land. Dørene til grænselandet, hvor alt føles tilladt. Dørene til Roskilde. Jeg står der igen i år. Med en af de bedste kvinder i mit liv ved siden af mig som altid (og en anden i mit hjerte). Mest af alt på grund af kærlighed til musikken, men også af kærlighed til den følelse, Roskilde nu engang er.

Den her frie, “jeg kan gøre lige præcist som det passer mig, mens jeg danser til musikken” følelse, som er så forbandet afhængighedsskabende, og som jeg hvert år glæder mig til at få tilfredsstillet. En følelse, jeg hvert år giver mig hen til, indtil mine hofter værker, og jeg har lyst til at kaste op over, hvor unge de efterhånden er i camping-området. Og det vel og mærke fra den magelig Roskilde-gæst, der tager hjem hver aften, går i bad og vasker tis-støvet af og putter sig i hendes seng med nyvasket sengetøj.

Jeg har stået foran Orange som ung og uerfaren, som skæv, som gravid, som lykkelig og som træt som ind i helvede og totalt opgivende over udsigten til at skulle slæbe min krop til København. Jeg har haft nogle af de bedste koncertoplevelser i mit liv på Dyreskuepladsen – og nok særligt på Arena. Selvom jeg ikke klæder mig ud i et kostume lavet af plys, drikker alle mine øl med Humleridderne syngende i hovedet eller lever af makrel i tomat på dåse i en uge, så er jeg stadig hengivet til følelsen af frihed, store armbevægelser og anarki.

Men kulturen og friheden har en bagside, som nærmest rammer som en boomerang-effekt, når solen igen står op over Orange. Allerede i mandags tikkede den første anmeldelse om voldtægt på Roskilde ind. Udover selve voldtægtsanmeldelsen, har yderligere to kvinder været udsat for overgreb eller forsøgt udsat for overgreb i følge politiets døgnrapport. Sidste år satte Politiken i høj grad problemstillingen på dagsordenen med deres serie: Roskilde uden samtykke. Her blev det vist, hvordan især politiet negligerede kvindernes oplevelse – ofte med henvisning til, at “nu var det jo Roskilde.”

I år har Roskilde udviklet et kortspil om sex og samtykke, sat fokus på dialog og muligvis indsat lidt flere vagter på pladsen og campingområdet især som løsninger til at tackle problemet. I sidste ende er det på ingen måde festivalens skyld. Men som Louise, der blev udsat for en gruppevoldtægt på Roskilde sidste år sagde i en artikel, jeg linkede til på Twitter i lørdags, er vi alle alligevel ansvarlige. Festival som samfund.

Roskilde Festival er på mange måder et spejl af vore samfund i yderste potens i den uge, hvor over 100.000 mennesker samles på en mark vest for København. Lige så fri, løssluppen og fuld af selvtillid, som festivalen nu engang er. Ligeså er den grænseoverskridende og uden respekt for særligt kvinder, hvadenten det drejer sig om billeder, der bliver taget af kvinder, der tisser i hegnet eller gruppevoldtægter i et telt en kold nat på campingområdet.

Det er ikke noget Roskilde ene og alene kan gøre noget ved. Og jeg tror, at #MeToo debatten et lang stykke hen af vejen har været det sandhedsvidne, der har åbnet manges øjne for den adfærd, der i høj grad begrænser kvinders frihed. Omend jeg generelt er lunken over for kortspil (og dialog), da jeg ikke tror, det rykker meget, så har festivalen trods alt anerkendt sit ansvar og forsøger at bliver en aktiv medspiller i at få problemet løst. Og lige præcis det skåler jeg gerne for foran Orange.

De smukke, unge mennesker

Idet jeg rakte hånden op for at vinke, fik vi øjenkontakt, og hun vinkede tilbage. Hun var idealbilledet på den unge student. Høj, slank og og med lange lyse lokker, der faldt i fine bølger under den karakteristiske studenterhue med rødt bånd. Der stod hun på ladet af studentervognen, der kørte ned af Enghavevej i hendes hvide studenterkjole med det smil, som jeg kun husker så tydeligt selv sad på mine læber for 18 år siden. Og lige der i øjenkontakten med et fremmed menneske, var det alligevel lidt som om, vi forstod hinanden.

Et eller andet sted inde i skabet ligger der to studenterhuer gemt. Begge med mørkerødt bånd. En fra 2001 og en fra år 2000. Den fra 2000 er mere gul end hvid, har stadig mærker efter tandsættet af venner i skyggen, seks hakker i svedbåndet hvoraf jeg reelt kun husker den ene solopgang, et 9-tal i midten fra den afsluttende eksamen i engelsk på højniveau for matematikere, på knapperne står skolens motto; Et pueris palmae og inden i betrækket står de utallige falmede beskeder fra mennesker, som jeg egentlig ikke ser den dag i dag. 

Jeg har en elendig studentereksamen som ikke ville kunne bruges til meget, hvis det ikke havde været for kvote-2 systemet og mine egne diverse svinggerninger gennem det videregående uddannelsessystem. Jeg er student fra dengang, hvor man enten var matematiker eller sproglig. Af uransagelig og nok mest trodsige årsager var jeg matematiker, hvilket måske nok er det dummeste valg, jeg nogensinde har truffet. Så jeg hutlede mig igennem som skabs-sproglig med en motivation, der var voldsomt nedadgående fra 2.g til nærmest ikke-eksisterende i 3.g. Til gengæld blev jeg spået en strålende fremtid som bargæst på den lokale i min blå bog.

Dog mindes jeg stadig den lettere eufori over det nu var overstået, som om det var det hårdeste, man nogensinde havde gjort – hvilket det på ingen måde var, hverken dengang eller nu. Men jeg indskrev mig med glæde i traditionerne og ritualerne. For det var ikke så meget det at blive student men mere følelsen af, at man fik lov til at være med i historien om den søde studentertid, som er så gennemtærsket og romantiseret i Danmark.

For mit eget vedkommende var den historie dog nok et fatemorgana. Jeg slog først rødder i venskaber, forhold og faglighed for den sags skyld lang tid efter studentiden, hvor relationen ikke er præget af ungdommens skrøbelighed men mere af gensidig respekt. Andre har været langt bedre til at holde fast i minderne og hinanden, men jeg mistænker egentlig de fleste for at have det lidt ligesom mig selv.

Men jeg vinker stadig hvert år, når de smukke unge mennesker fylder byen med deres ukuelige tro på, at de har opnået den ultimative frihed. Hold så hårdt fast i den følelse som muligt, indtil den bliver ædt af virkeligheden. Tillykke med huen.

Gorilla-krig

Nå, men mens jeg var væk i haven med avisen og den lune kaffe, gav EU alle fædre (i EU bevares) ret til to måneders barsel, hvilket ret hurtigt blev til tvangsbarsel. Samtidig blev en undersøgelse, der bekræfter det kvindelige luder/madonna kompleks offentliggjort, og så snakkede vi alle sammen i 24 timer om, hvorvidt det er manden eller kvinden selv, der begrænser seksualiteten. Ihvertfald os i København. Og lige om lidt er der Roskilde, der i år prøver at gøre op med den krænkende adfærd (oftest rettet af mænd mod kvinder) med kortspil og øget dialog.

Jeg er egentlig ret overbevist om, at jeg flere gange har skrevet et af de her “hold nu kæft, hvor er jeg træt af ligestillings-debatten i Danmark.” Træt af at en tilnærmelse af ligestilling mellem kønnene, når det handler om barsel, bliver til en samtale om tvang, uden vi på nogen måde, kalder de tre måneder, der er øremærket kvinden i forbindelse med barsel, for tvang. Træt af, at vi stadig 50 år efter den seksuelle revolution, kalder kvinder med mange sex-partnere for ludere, mens mænd til stor jubel for alle fortsætter med at slå sig selv på brystet efter hver scoring. For slet ikke at nævne hvor ulideligt trættende det er, at feministerne selv er gået i intern gorilla-krig efter inklusionen af transkønnede i kvindebevægelsen og muligheden for juridisk kønsskifte, hvilket reelt betyder, at mænd nu kan menstruere og føde børn (Søren K. Willemoes har skrevet så fint om det her).

Vi er ikke kommet videre, tænker jeg tit, mens jeg funderer over, hvordan hulle jeg undgår, at min søn om 16 år råber luder efter en kvinde på Roskilde, fordi hun ikke vil komme over i hans camp og være med til ølbong. Samtidig med, at jeg overvejer, om jeg gør ham en bjørnetjeneste ved ikke at fortælle ham, at han i udgangspunktet bliver opdraget som cis-kønnet, indtil han selv kommer og siger, han er noget andet. Hvis altså en bjørnetjeneste stadig er noget negativt? Jeg ved omvendt heller ikke, hvad der er mest presserende. At min egen søn ikke råber luder efter en kvinde på Roskilde om 16 år, at lesbiske feminister og transkønnede bliver gode venner igen, eller at jeg lærer at “ville” det noget mere, som Ligestillingsministeren udtaler i et interview med Politiken som svar på, hvordan man bryder igennem glasloftet.

Der findes et særligt sted i helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden, sagde Madeleine Allbright engang. Jeg har altid haft det stramt med det udsagn, for findes der generelt ikke bare et særligt sted i helvede til kvinder og mænd, der ikke hjælper hinanden? Hvornår blev ligestilling et anliggende udelukkende for kvinder? Samtidig forstår jeg godt, hvor den kommer fra. Igennem 36 år har det oftes været kvinder, der har forsøgt at presse mig ind i den samfundsnorm, som vi vurderer kvinder efter i dag – i alt fra seksualitet til karriere.

Som kvinder (og feminister) burde vi sendes på genopdragelseslejr, så vi forstår, at søstersolidaritet er lig med opbakning og konstruktiv kritik. Måske det også kunne føre til, at feminisme ikke fremstår som et flerhovedet monster, der spyer akademiske begreber som radikalfeminister, brune feminister, TERF’er og intersektionelle feminister ud, som om det var gift for enhver, der ønsker bare lidt mere ligestilling i sin dagligdag – eller have en mulighed for at deltage i debatten uden at skulle fremvise 60 ECTS point i kønsstudier fra KUA.

Når det så er sagt, så er det i konflikten, vi bliver klogere. Det er, når vi bliver udfordret på vores gængse verdensopfattelse, at vi lærer noget nyt. Og hvis der er noget, feminismen kan, så er det netop det. Uagtet hvilken akademisk retning eller bølge, man definerer sig selv indenfor eller ikke gør, så har feminismen rykket mere ved vores samfundsopfattelse end nogen anden bevægelse de seneste 50 år. Den har givet kvinder selvbestemmelse over egen krop, givet frihed og rettigheder til kvinder såvel som mænd og omfavnet og normaliseret, hvad vi tidligere i samfundet beskrev som værende afvigende. 

Så pointen er jo tydeligvis, at selvom jeg bliver træt af debatten til tider, bliver jeg hængende for i sidste ende, har feminismen givet mig og fortsætter med at give mig udfordringer, viden, debat og muligheder, som jeg ikke vil være foruden.  Jeg kunne til tider godt ønske, at flere kunne se netop det, og ikke det flerhovedet monster, som feminismen også kan fremstå som. Men netop det faktum, at feminister i vores egen interne gorilla-krig tør og gider at tage den konflikt og diskussion, hvad enten det drejer sig om barsel, trans-rettigheder, ægtefællebidrag, sexisme eller ligeløn, betyder også at vi altid vil rykke os selv og samfundet fremad.

Kommunikatøren er out of office

Jeg har nu sumpet i en måned. Trukket stikket ville være den smarte og mere professionelle måde at sige det på. Men faktum er, at jeg bare har sumpet. Det kan tælles på en hånd, hvor mange projekter jeg i løbet af måneden har gennemført. Jeg tror faktisk, de billeder, der nu hænger i mit soveværelse, tæller som det største projekt i hele måneden. Og det tog vel og mærke en time, og så er det også kun top-rækken af billeder, der i vater.

Min jyske opdragelse, hvor ledighed er roden til alt ondt, og man skal yde, før man kan nyde, tilsiger mig, at det er fuldstændigt gak, at jeg bevidst sumper og max hæver mig op til at læse avisen og et par kapitler her og der i en bog i løbet af en dag. Med et CV, der går tilbage til 12-13 års alderen, er situationen også enormt uvant. 

Som dagene i maj måned er gået, og solen har fyldt min krop med et niveau af d-vitamin ikke set siden jeg rendte rundt med bar røv i min mor og fars have i Fredericia, kan jeg da også godt mærke rastløsheden snige sig ind på mig. The come-down, som jeg har døbt det. Et come-down, som jeg selv havde forventet ville indfinde sig efter et par uger. For hvem er du, hvis du ikke har et arbejde. 

Som det er nu, er jeg hverken på vej mod den næste udfordring eller in-between jobs. Jeg står bevidst helt stille, og hvis jeg endelig gør noget, er det at udvikle mit dovenskabsgen. Det er angstprovokerende og utrolig rart. For nylig blev jeg spurgt, hvem og hvad jeg var og ret instinktivt svarede jeg Kommunikatør. Det er muligt, jeg også er nogen hustru, mor, datter, ven, niece og kusine. Men først og fremmest er jeg kommunikatør. Det er min faglighed og i høj grad min identitet. 

Jeg har trænet til og praktiseret min faglighed i 20 år, hvis jeg medtager min studentereksamen, hvor der sikkert indgik noget retorik i danskundervisningen, men jeg kan ærlig talt ikke huske det (undskyld, jeg var fuld). Stolt virker som et lille ord, når jeg skal beskrive følelsen af, hvad jeg har drevet det til. Kommunikatøren vil på godt og ondt definere mig for altid – og heldigvis. For hun er en hard-core, fagligt tung og pisse sjov person. Men hun er også kompromisløs og voldsomt dominerende. 

Men slår du så op med hende nu, Helene? Nej, det gør jeg ikke. For jeg kan ret godt lide hende, og det er også muligt, hun ikke er færdig med at fyre den af.  Men hun får lov til at puste ud og slappe af. Som jeg har sagt før, så er det privilegiet at få lov til at skide højt og flot på arbejdstider, chefer og antallet af ulæste mails i indbakken, og det skal nydes – også selvom det ikke fører andet med sig end en virkelig god kulør.