Vejrtrækningsøvelser, fritstilling og detours‏

Følgende er uddrag af en mail sendt til London den 1. april 2009

God kommunikation kræver, at man fortæller det vigtigste med det samme, og at man gør det i en direkte tone. For derefter at udbygge kommunikationen med væsentlige refleksioner, som i en redigeringsproces, kan klippes væk.

For nylig var jeg udsat for et bagholdsangreb, der efterlod med mig en fornemmelse, som jeg tror, Napoleon også havde, da han drog hjem fra Waterloo. Efter en times nedslagtning, hvor jeg gjorde mit ypperste for at kæmpe imod, rejste jeg mig op og gik. Det eneste, der holdte mig oppe, var tanken om, at Napoleon led i længere tid.

Jeg pakkede min Mulberry, satte mig på min cykel, ringede til Soya, hyperventilerede hele vejen gennem Fælledparken, mens jeg med gisp forsøgte at forklare Samboen, hvad der var sket. Låste mig i Peter F, smed mig i fosterstilling i stuen, ringede til min mor, der brølede som en løve i en ½ time, ringede til min fagforening, ringede til Bella og bestilte cookies ASAP, lod mig samle op fra gulvet af Samboen efter en times fælles fosterstilling-ligning på gulvet, gik en tur, åbnede døren for Bella med friskbagte cookies, drak to øl og gik i seng for at stå op igen tirsdag morgen kl. 7 og køre på arbejde.

Jeg sad på pinden, udførte mit arbejde, tog telefonen, da min nye helt, Frau Schneider ringede kl. 15.30 og fortalte mig, hvad jeg allerede vidste. Jeg sukkede lettet, da hun sagde, at jeg nu skulle pakke mine ting sammen, slukke computeren og køre hjem. Jeg kørte en omvej hjem, hentede Soya på Uni, downloadede 3 forskellige afsnit af dårlige amerikanske tv-serier, spiste en halv pizza, drak en halv flaske rødvin og faldt i søvn alt imens Miranda informerede pigerne om, at hun var gravid med Steve 1-ball.

Min lejlighed er nu ren, som om ISS rengøringsservice har været forbi. Alt tøjet er vasket, og sengetøjet er skiftet.

En redaktør ville nok her gribe ind og klandre fortællingen for dens subjektive og lyriske fremstilling, hvilket ikke kan danne baggrund for en forsiderubrik. Og selvom det per se er en nyhedshistorie, jeg skriver, har jeg dog stadig øje for min modtager, hvilket man kan diskutere, om de danske dagblade har nu hvor de endnu engang kæmper en dødskamp. Jeg fastholder derfor min ret til at ændre genren og stadig fortælle min historie. Det følgende vil dog i en trykproces kunne klippes ud efter nyhedstrekantens princip, da det udelukkende er refleksioner over situationen.

Jeg har brugt de sidste to dage på at trække vejret enten meget tungt eller meget hurtigt, imens jeg i et rokke-mode har fortalt mig selv, at det ikke er mig, den er gal med. I dag har jeg endvidere kigget mig selv dybt i øjnene, mens mine arme vejede tungt på håndvasken. Det er ikke første gang, jeg har lavet de øvelser, og flere års erfaring gør dem ret effektive. Et falleret forhold til en ingeniør burde også have lært mig, at jeg skal holde mig væk fra de cand.polyt’er.

Det var en detour. En detour, der gjorde alvorligt ondt. En detour, der var dyre lærepenge. Dog er det lærepenge, jeg hellere vil have nu end om 20 år, hvor terminen er lige rundt om hjørnet, og der er gået inflation i benzinpriserne. Jeg skal stadig være spindoctor igen engang. Og jeg skal stadig iagttage diskursændringer i den offentlige debat igen. Og jeg skal stadig skrive levende og syngende pressemeddelelser igen. Men lige nu skal jeg høre Tori Amos, se søerne blomstre op igen mens folk strømmer til Skt. Århus’ Torvs og genopdage, hvad det egentlig var, udover spin, jeg drømte om.

Reklamer

Byen, der var

Rom er gammel. Gammel, antik og barok. Tiden er gået i stå i Rom. En gåtur op og ned af Via Natiozionale, bekræfter stilstanden. Alle urene på gaden er gået i stå. Alle på forskellige klokkeslæt, men de er gået i stå. Der er ingen fremdrift.

For nylig var jeg i Rom, eller som Soya udtrykte det, da vi lørdag sad og spiste middag i den gamle bydel. Vi er jo i byen, der var. Eksemplet med urene kan selvfølgelig skyldes almindelig, italiensk sløsethed. Alligevel føles det symptomatisk på den by, vi besøgte.

Rom er gået i stå i antikken og barokkens navn. Forum Romano og Colosseum antikker den, mens de gejstlige facader personificeret ved Peter, barokker den. Enkelte steder i byen findes der nyere og morderne facader, men bygningerne rejser sig gerne som skampletter på byens antikke, ydre skal. Særligt, når de står ved siden af arkæologiske udgravninger, der er spærret inde bag hegn og gitter.

Det er imponerende, at en sådan storhed som Forum Romano og Colosseum er tænkt og skabt på det tidspunkt i historien. Ikke desto mindre er det sørgeligt og kedeligt at være gæst i en by, der ikke bygger videre på giganternes skuldre. Om det er Kirkens magt eller en sorg over den tabte, romerske selvforståelse, der er skyld i stilstanden, har jeg intet empirisk belæg for at udtale om mig om. Humoristisk er dog at iagttage, at Romerne i 1885 forsøgte at skabe noget nyt, der kunne vise, at deres storhed stadig var intakt. De endte med Il Vittoriano, Kong Victor Emmanuels monument, der mest af alt ligner arkitektur på steroider og speed.

Men i modsætning til Forum Romano og Palatinerhøjens linier, er Rom ikke tænkt. Den gik i stå med Romerrigets fald og er aldrig forsøgt udviklet siden. Alt indenfor bymurene er kastet ned. Veje, broer, huse – you name it, og Rom har smidt det et sted i byen uden tanke for linier og planlægning. Italiano loveren, som Soya jo lidt er, argumenterede for charmen ved det uperfekte, det tilfældige og det skødesløse. Men det forekommer mig at være fatalt og måske også symptomatisk på hele Italien, der kæmper for overlevelse og kun holdes op af Norditaliens produktion.

Måske det er unfair – netop fordi jeg forelskede mig i Paris, da jeg var 13. Måske jeg bare ikke har øje for de romantiske kluddermutter- og gemmelege, man kan fortabe sig i omkring Piazza Navona. Måske jeg er kynisk og ingen forståelse har for den tilfældige æstetik, der kendetegner samtlige kirker i Rom undtagen Peters katedral. Jeg kan bare ikke glemme den fortabte følelse af, at urene ikke længere går på Via Natiozionale.

Flyskræk?

Fear of Flying blev oversat til Luft Under Vingerne. En dårlig oversættelse, fordi det giver to forskellige konnotationer. Den engelske fremstår negativ, angstladet og låst, hvorimod den danske giver håb, frihedsfølelse og fremstår positiv. Men den dårlige oversættelse er en formidabel tolkning af bogen, der netop bevæger sig fra den negative følelse af at skulle lette alene til den positive følelse, når man flyver alene – med alt den turbulens, rystende kaffekopper og sug i maven, som man er udsat for, inden man letter fra punkt A og lander ved punkt B. Dog slutter bogen skræmmende, fordi man som læser er efterladt med fornemmelse af, at det her en flyvetur, som man skal på hele livet som kvinde.

Jeg har netop læst Erica Jongs Fear of Flying, der udkom i 1973. Det er fabelagtigt læsning for en 3. generations feminist, der ikke mener, at 2. generations feministerne den dag i dag, kan sige, at de sejrede ad helvede til i forhold til kvindernes seksuelle frigørelse. Om det er deres skyld, 2. generations feministerne, tror jeg nu ikke – nok mere de mænd, som ikke kunne og stadig ikke kan tackle kvinders seksuelle drive. For slet ikke at tale om de kvinder i min egen generation, som ville passe bedre ind i puritansk, victoriansk livsstil – helst med trimmet kønsbehåring, da det jo er det mest renlige (!?!?!?).

Erica Jong har i bogen ironisk gemt sig bag det græske navn Isadora, der betyder Isis’ gave. Isis var en græsk gudinde, der blev tilbedt som den ideelle moder og hustru. Erica Jong begår dog en fejlslutning i hendes konstruktion med navnet Isadora, som jeg vil vende tilbage til, men man kan dog også håbe, at Erica Jong har haft den afdøde, amerikanske danser, Isadora Duncan i tankerne, da hun formede hendes fortællerstemme.

Selvom man igennem bogen bliver virkelig træt af Isadoras neurotiske forfattersind, der udelukkende er skabt for at passe ind i illusionen om, at forfattere partout er neurotiske, er bogen stadig vedkommende i dag. The zip less fuck eller det gnidningsløse knald er en genistreg, der er ønskværdigt den dag i dag for begge køn. Endnu mere er Isadoras kamp for frigørelse og angsten for at stå på egne ben (desværre) stadig en gældende problematik i 2009, vel og mærke 36 år efter bogens udgivelse.

Erica Jong viser fortræffeligt, hvad der sker med manden og hans seksualitet, når kvinder går på jagt. Beskrivelserne af Adrians, Isadoras objekt for sin lyst, slappe lem som en død tunge i munden under et fransk kys må være gruopvækkende for enhver mand, der ikke kan tackle en kvindes udtalte lyst. Den mandlige anmelder vil her anfægte, at det er Adrian, der provokerer Isadora tilstrækkelig nok til at træde ud af sine neuroser og forfølge sig selv, men det er ikke Adrians provokationer. Det er Isadoras lyst, der driver hende – en lyst, som hun gennemgående skal lære at tackle og acceptere som en naturlig del af sig selv på trods af alle de formanende ord om kostbarhed gennem opvæksten.

Jeg selv blev også opdraget med kostbarhedens dyder. Som sådan mistænker jeg min mor for at have gjort det for at skåne mig. Ikke fordi, hun mente det var det rigtige. Det var det lette at gøre, om end det ikke bed på hendes datter, hvilket hun vel egentlig også var klar over. Derfor opgav hun også hurtigt og smed mig til lægen med en seddel om, at hendes datter skulle have p-piller – på samme måde, som jeg fik en seddel med i skole, når jeg havde været syg eller skulle fritages for gymnastik pga. menstruation.

Men som Erica Jong, troede og tror min mor stadig på kvindekønnets essens som moderen og hustruen (dog min mor ikke vil lade denne essens bremse hendes færd på arbejdsmarkedet). Selvom jeg tidligere kaldte det for en fejlslutning, at Erica Jong kalder Isadora for Isadora, så er det måske netop det, som er forskellen på 2. og 3. generation. På min mor og jeg. Måske er det den forskel, der tydeliggør, at vi har rykket os på den korte tid af denne ene generation. Når Erica Jong vælger navnet Isadora til sin heltinde, vælger hun også en konstruktion, hvor hun tillægger kvindekønnet en essens som det køn, der er det frugtbare, altomfavnende og selvofrende køn, der er til for at please barnet og manden. Hvilket Isadoras kampe med hendes psykotiske ægtemænd (hvad end de er på den ene eller anden side af bordet), hendes kamp om bekræftelse som altopofrende hustru og hendes ønske om moderlig binding til et barn, der er afhængig af hende, bekræfter (hendes konstruktioner af mændene er ikke bedre!).

Det er ingen hemmelighed, at jeg er imod denne konstruktion og er uenig med den essens, som Erica Jong tillægger mit køn – se blot forrige blogindlæg. Men jeg kan i skrivende stund blive i tvivl om, at forskellen mellem 2. og 3. generation er så stor, som jeg advokerer for. Ikke nok med, at det stadig ikke er helt ok for en kvinde at se manden som et seksuelt objekt, så kan jeg, hvis jeg hæver blikket over min computerskærm gense fire kvinder fra New York, som endnu engang jagter labels and love. Vel og mærke – kærlighed og ikke mænd! Mange har advokeret for, at Sex and the City var min tids svar på Erica Jong. Her var kvinderne, der var frigjorte, og som bare ville have sex fra deres partnere og ikke ville gå på kompromis med dette for et forholds skyld. Men summa summarum, så ankommer Mr. Big alligevel på hvid hest (eller trojansk) til Paris for at redde Carrie fra den onde russer. På samme måde som Isadoras ægtemand, Bennet, indtræder på hotelværelset på sidste side i bogen, hvor Isadora er ved at vaske sit hår.

For mig er det fedeste ved en rejse stadig, når maskinen giver fuld gas og til sidst letter.

En konstrueret feminist

Når 8.marts nærmer sig, så skal mit køn dissekeres, som om det var specielt, at jeg er født med en anelse større bryster end den gennemsnitlige, danske mand. Og det fortsætter efter 8.marts. Der er altid efterdønninger. Men i de senere år er diskussionen blevet allestedsnærværende med en tilspidsning omkring 8.marts.

I år er det, det såkaldte ældste erhverv nogensinde, hvor forgrint det end er stadig at bruge den betegnelse, der står øverst på dagsordenen. Kvotediskussionen har for alvor givet det kvindelige jakkesæt en platform at debattere fra, hvis iagttagelsespunktet er den økonomiske logik. Hvis man så dertil lægger højrefløjens tørklædedebat, som kun kan ses som et stereotypt indspark til deres manglende ligestillingsplatform, så har man indkredset den danske ligestillingsdebat i et snuptag.

Som feminist mener jeg, det er vigtigt at debattere alle disse emner (og flere), men som borger og menneske, ender jeg snart som en sur gammel mand ansat på JP, hvis jeg endnu engang skal høre den mandlige chefredaktør og hende uden BH debattere mit køn som om det enten var en styrke eller en svaghed, at jeg har bryster, livmoder og en forkærlighed for Chanels ballerinas.

Mit køn har ingen essens. Mit køn er en konstruktion, som både min far, mor, dansklærer, diverse veninder og partnere gennem tiden har formet og givet inspiration til. Jeg er hverken mere eller mindre som Maria Magdalene, fordi jeg har lyst til sex. Min karriere er ikke afhængig af mine såkaldte bløde sider – hvor end de måtte kunne lokaliseres i mit sind. Ej heller er den afhængig af en statsgaranti på 40 pct. Som om LIGEstilling nås, når skalaen rammer 40.

Benægter jeg så de patriarkalske strukturer? Nej. Men de brydes ikke ved at fortsætte diskussion om det særlige ved kvindekønnet. En ligestillingsdebat, der tager sit udgangspunkt i, at kvinde- og mandekønnet er tomt, ville derimod for alvor bryde strukturerne og ændre debatten. Derved kunne en debat, hvor lige rettigheder tilfaldt borgeren og mennesket og ikke kønnet, formes, og feministen ville faktisk kunne få lov til at diskutere ligestilling på alle fronter og ikke bare køn.