He’s coming home

England spiller i aften EM finale mod Italien i herrefodbold. Hvis England taber, så er der stor sandsynlighed for, at en kvinde også taber. I en undersøgelse fra London School of Economics fandt man at “domestic abuse” steg med 38%, når et engelsk hold tabte og steg med 26%, hvis et engelsk hold vandt eller spillede uafgjort.

Jeg ved intet om fodbold. Det er en sportsgren, der vitterligt ikke siger mig meget. Det virker som det langsommeste spil på en kæmpe græsplæne, hvor man endda har opfundet en regel for at gøre spillet endnu langsommere (offside, I’m looking at you). Men under denne EM slutrunde, som faldt i kølvandet på en pandemi, så jeg min søn blive ført ind i glæden. Selvfølgelig tilskyndet af et dansk herrelandshold, som vi alle på en forfærdelig baggrund forelskede os i, mens solen bragede ned over os. 

Så inden jeg får samtlige fans efter mig, inklusiv min egen mini-mester på snart 5 år, så lad det være sagt med det samme, at det ikke er fodboldens skyld, at mænd i England i aften muligvis tæver deres kvinder gule og blå. Det er heller ikke de mænd, der løber på banen i aften, der er skyldige. Faktisk har den engelske landstræner muligvis gjort mere for det nødvendige systemoprør, der er tilknyttet fodbolden end andre. Det samme med Kasper Hjulmand, som er blevet hyldet som leder med rette i danske medier.

Under lock-down, oprettede politiet særlige sætninger, som kvinder kunne bruge for at få hjælp, fordi de ikke kunne komme ud af deres hjem. I Italien skulle man bestille en Margherita pizza. Billedet går igen over hele Europa. Herhjemme blev de nævnt i enkelte bisætninger af Astrid Krag under de forskellige pressemøder, men det var ikke noget, vi for alvor talte højt om. Det var det alligevel for alvorligt til.

Djævlens advokat vil her fortælle mig, at mænd er overrepræsenteret i voldsstatistikkerne. At flere mænd end kvinder årligt bliver udsat for vold. Det modtagerne dog har til fælles er, at dem, der udøver volden er mænd. #NotAllMen siger du nu. Men ligesåvel som jeg i årevis har plæderet for, at vi ikke skal #FixTheWomen, så handler det her om det samme. Det handler om systemet. 

Skal jeg sige ordet højt…? Patriarkatet… Uh, Mufassa. Det var ikke rart, hva?! Sorry to burst your bubble og være hende, der er så skide sur, men det system har en indbygget historisk og kulturel misogyni, der nærer en mistillid til kvinder. Bare det, at vi seriøst kan have en diskussion på sociale medier, om Naser Khader ikke er udsat for en heksejagt (bare det ord), og dernæst om man ikke bare skal træne kvinder som kampsoldater for at undgå at ende i Naser Khader-agtige situationer. Ja, Brian Mørk – looking at you.

Men hvis jeg skal trænes som en kampsoldat, må det jo være fordi, der er en krig. En krig, hvor manden er fjenden og ikke respekterer mine grænser. Er det helt seriøst det narrativ, vi gerne vil skrive vores børns historie på? Hvis der var noget det herrelandshold i fodbold lærte os i sommeren 2021 var det jo netop, at det ikke er tilfældet.

Men hvad så? Venter vi bare på, at tidens tand nedbryder de sidste barrierer, mens vi ser på systemets dødskramper med advokatordninger, whistleblower systemer og særlige koder hos politiet? Alligevel en dårlig strategi i mine øjne. Det svarer lidt til at sidde i en virksomhed og bare se pengene fosse ud af kassen, uden at gøre noget ved det. 

Tro på hende

I vores samfund tror vi simpelthen ikke på kvinder. For tror du virkelig, at Britney Spears er i stand til at styre sit eget liv? Er det ikke bedre, at hendes far beholder styringen – når alt kommer til alt husker vi jo alle 2007…? Eller coachede Mia Farrow ikke bare sin 7-årige datter, Dylan Farrow til at fortælle om Woody’s voldtægt mod hende – hun var trods alt en kvinde med en sag efter hele Soon-Yi-dramaet? Eller havde Meghan virkelig selvmordstanker –  hun boede trods alt i et palads?

Freud byggede en hel karriere på at hævde, at kvinder var hysteriske (det ord har fulgt os lige siden). Kvinder, der lider af endometriose, bliver bedt om at udholde smerten, fordi det er normalt for kvinder at opleve kramper i løbet af deres cyklus. Tilføj etnicitet til den manglende viden, og du vil opdage, at der findes en medicinsk myte, der siger, at sorte ikke oplever samme smerte som som hvide, fordi de skulle have tykkere hud (det er ikke en myte; det er en racisme). Og hvad med, når kvinder fortæller, at de er blevet voldtaget, og svaret er – ja, men blev han dømt?

Det er let ikke at tro på kvinder. Det opretholder systemet, og så behøver vi ikke at gøre noget ved det.

Men hvorfor skulle vi lyve? Hvorfor skulle vi lyve om vores smerte, vores oplevelser, vores tanker, vores følelser. Det er seriøst lettere måder at få opmærksomhed på. Så i stedet for at sidde og vente på, at systemet udånder af sig selv over den næste par generationer, så hjælp det lidt på vej og tro på hende, når hun fortæller dig, at det værste, hun ved er, når der bliver spillet en fodboldkamp. 

Tak for tiden, farmand

Noget af det første, jeg gjorde, efter min mor og jeg var kommet hjem fra Hannerup Hus, hvor min far sov stille ind søndag morgen, var at gå op og åbne skrivebordsskuffen på kontoret ovenpå. Jeg vidste præcis, hvad jeg gik efter. Det var Cartier uret, som jeg hele min barndom havde set min far tage på ved køkkenbordet, når han havde været i bad efter han var kommet hjem fra kedlerne på Voss.

Han havde en resolut måde at tage det ur på. Et ur, som han havde plaget min mor om i Illum i København i 1986, og som hun var endt med at købe til ham med et upfront beløb og en afdragsordning. For selvfølgelig skulle Finn da have det Cartier ur. Det var med en selvfølgelighed, at han bar det ur. Selvom der intet selvfølgeligt var over, at et ufaglært kedelarbejder, født og opvokset i Stoustrup fra 1944, skulle bære et klassisk Cartier ur. Men min far bar det med stolthed, en vis portion arrogance og glæde. 

Jeg har gået alle hans ure igennem i den her uge. De fortæller i høj grad en historie om min far. Fra det blå Breitling, der blev købt lang tid før de unge traders på børserne troede de skulle lege Tom Cruise med dollars, til det minimalistiske Ole Mathiasen, der udelukkende fortæller en historie om tid til det røde Ferrari ur, som jeg skjulte blandt mine Barbiedukker på bagsædet i bilen på vej hjem fra Italien, så mine forældre kunne undgå tolden ved grænsen. Et ur, der er lige så meget in your face, som min far kunne være.

Det lyder en kende opblæst at stå her og tale om dyre ure. Men man kommer ikke rigtig uden om dem, når det handler om min far. Min far bar dem ikke, fordi han var en snob. Han bar dem, fordi han havde en forkærlighed for design og kunst. Og fordi han i høj grad var optaget af tid. Min far led af den vildeste FOMO, selv før begrebet var opfundet. Han ville opleve så meget, han kunne. Nyde så meget han kunne. Han var grådig på livet, og hvad det kunne tilbyde ham af oplevelser, kultur og indtryk.

Om det var den gang, han købte en motorcykel uden min mors vidende, fordi livet havde slået ham med en parkinsons diagnose. Eller alle de gange, han sad på caféer i Paris for at se verden gå forbi. Eller når han bare kørte havnen rundt for at mærke vinden i kinderne og føddernes arbejde i pedalerne, så slugte min far det meste af livet. Han åd det råt og tog så meget med, han kunne. 

Jeg har taget hans lidenskab med mig. I en sådan grad, at jeg til tider tror det skræmte min far (og mor) fra vid og sans. For man slår sig på det liv, når man lever det derude, hvor man helst ikke vil gå glip af noget. En sandhed, min far var pinligt bevidst om – fra tabet af hans søn til hans egen sygdom, der i høj grad stjal tiden fra ham – og for den sags skyld til at være den eneste mand på 50+, der turde at gå i rødt og pink i Fredericia.

Han var et barn af sin tid og af landet, så janteloven slog ham tit tilbage. Han søgte tilflugt i store heltebilleder og stadig til den dag i dag, vil jeg give ham ret i, at det var en uretfærdighed af enorme dimensioner, at Laurent Fignon tabte med 8 sekunder til Greg Lemond i 1989. Vi taler selvfølgelig om Tour de France. Ingen over, ingen under, ingen ved siden af Eddie Merx og Miquel Indurain. Og jeg skal her slet ikke komme ind på min fars evige fascination af Muhammed Ali.

Men lige så elegante, som nogle af min fars ure er, så er der også de hårdtslående og kraftige imellem. Og man kunne i høj grad også slå sig på min far. På hans evindelige ønske om at diskutere samfundsforhold, hans sarkasme og hans ofte sort/hvide tilgang til livet. Som når han stod overfor mig uden at fortrække en mine og sagde: “Helene, når du vælger noget, så fravælger du noget andet.” For helvede, hvor kunne jeg slå mig på ham.

Ved første øjekast, siger de altid, at jeg ligner min mor. Og det gør jeg virkelig også. Men min fars parkinsons har nok i høj grad de senere år skjult, hvor meget jeg også ligner ham. Og der var nok ikke nogen, der slog sig så meget på hinanden, som min far og jeg gjorde. Så stod vi der som to bedrevidende, kompromisløse og stædige ordsnedkere og battlede om lykken virkelig var et job i Mærsk. Min far fik selvfølgelig langt om længe ret i 2013. 

I sidste ende fik min far ret i meget. Der er en grund til, at jeg har brugt det meste af mit voksenliv på ord i en eller anden grad. For ord var lig med viden, og viden var lig med magt ifølge min far. Og på den måde kunne jeg få mere af livet, end han havde gjort.

Uagtet om man vil det eller ej, tog min far parkinsons sygdom meget fra ham og fra os. Da tiden endelig gik i stå for min far, var sygdommen slettet fra hans ansigt. Han lignede langt om længe sig selv igen. Han lignede det minde, jeg har af en storgrinende og selvironisk mand med en hvid kings i hånden, en Rasmus Modsat holdning, der kun var designet til at starte en diskussion og en kærlighed til hans datter, der gjorde, at han gjorde alt han kunne for at klæde hende bedst muligt på.

Den næste stykke tid vil jeg bruge på at rense min fars ure og trække dem alle op igen. 

With Every Heartbeat

Jeg har for vane at gøre det. Samle op. Dele ud. Anbefale. Det er ligesom en måde at bearbejde den blues, der altid indfinder sig, når det hele er slut. For selv med krampende hofter, ømme lægge, grå hud og et dankort, der er ikke er bare er blevet revet en gang – men nok 500 gange for meget – så vil man så gerne tilbage igen. 

Mest af alt tilbage til de damer, der satte ild under Roskilde i år med hæsblæsende, definerende, bad-ass koncerter – blandet med et par herrer her og der. Her kommer endnu engang den fuldstændige uvidenskabelige top 5 over dette års bedste koncerter på Roskilde.

Årets overraskelse – Rosalia
Jeg har to gode veninder med meget stærke tråde til Spanien. Det er endvidere et land, jeg selv har brugt uendelig meget tid i både i min barndom og voksenliv, så når lige præcis de to kvinder siger, at vi skal stå på Avalon for at høre en sangerinde, som jeg aldrig i mit liv har hørt om, så retter jeg ind. Og tak for det. Med dybe rødder i Flamingoen tilsat det bedste beatkrydderi fra nutiden, tramper Rosalia let og hæsblæsende ind over dig med en vokal af Guds nåde – præcis på samme måde som den traditionelle Flamingo gør på en hed sommeraften i Andalusien.

Årets jeg skulle have hørt bedre efter – Jungle
Det var fredag på Arena i solskin med syv damer. I ved godt, hvordan sådan en eftermiddag ender, ikke? Og derude i solskinnet fik jeg ikke rigtig hørt ordentlig efter, men det jeg hørte lød virkelig godt. Og jeg burde have gået under teltdugen og suget til mig. Men der var Long Island Ice Tea i kanden, sol og grin. Men vi svingede ligesom bedre i den time takket være Jungle.

Årets trip down memory lane – Underworld
Jeg havde muligvis væltet det første hegn, da Karl Hyde og Rick Smith bragede igennem på Arena sent fredag aften. Men har man en gang været til et Megaparty i Dronning Magrethe Hallen i Fredericia, er der ingen vej uden om. Det er elektronisk klublyd, når det er allermest intelligent og storslået, og så blev det leveret så live, som det nu engang kan blive. Alt var godt der i pitten, da Born Slippy lukkede festen, mens Trainspotting spillede for mit indre.

Årets højdepunkt – Robyn
Hun havde mig allerede ved Do you really want me og Show me love tilbage i 90’erne. I løbet af 00’erne voksede hun dog for alvor på mig med Be mine og With every heartbeat, og så kom Bodytalk trilogien. Fredag nat indtog hun Orange med en magtdemonstration af, hvorfor hun er den ultimative popmusiker i øjeblikket. Og så var det simpelthen elegant at lade koncerten stille og roligt rinde ud, som en oplevelse, der ikke rigtigt vil give slip.

Årets jeg har ikke hørt andet siden – Jorja Smith
Det var sidste dag. Den tidligere søndag, nu lørdag. Fjerdedagen, som jeg sjældent har kræfter til at rejse mig til. Vi frøs. Jeg havde voldsomme tømmermænd. Vi skulle have tiden til at gå mellem Janelle Monae og The Cure. Og så stod den soulede, kommende r´n´b dronning der på Arena og åbnede en ny verden for undertegnede, og lige siden jeg kom hjem har Lost & Found været på repeat.

Vi ses næste år, Roskilde!

Den første svære kunde

I dag annoncerede vi, at TDC har tegnet abonnement på GoGetty. 

Jeg lader den lige stå lidt. 

Altså vores alle sammens telefon, tv og internet udbyder (sådan da) er nu abonnement på GoGetty (er du blevet oprettet som bruger endnu – det er gratis!). Som virksomhed mener de det, når de siger diversitet og mangfoldighed er et strategisk indsatsområde, og nu får de hermed det digitale data-spejl, der kan hjælpe dem med at måle og styrke deres indsatser og aktiviteter.

Det startede i december. Kort efter, at Ewelina og jeg havde mærket efter i maven og var sikre på, at GoGetty (kom så, opret din profil) skulle være vores fælles barn. Et debatindlæg i Børsen blev til en LinkedIn besked til en tidligere kollega, der nu var ansat i TDC, hvilket blev til et møde, som i sidste ende blev til en GoGetty (du vil jo gerne) kunde – og nu i dag annonceringen. Det er den første kunde, jeg personligt har skaffet.

Jeg kan ikke sælge sand i Sahara. Derfor var det også med bævrende mund og lettere undskyldende bevægelser, at jeg både skrev den LinkedIn besked og mødte op til det møde med TDC. Heldigvis blev jeg mødt af varme og nysgerrighed. 

Det er en evig kamp i mig, hvor meget jeg egentlig skal og kan trække på det netværk, som jeg har opbygget over de sidste 10 år. Hvor langt kan man egentlig gå? Og hvor irriterede bliver de ude på den anden side, når en tidligere kollega nu kommer stormende frem med et salgs-pitch? Samtidig er jeg sådan lidt høfligt jysk opdraget – du ved typen, der uventet møder op til kaffe søndag og siger “nu vil jeg jo nødigt trænge mig på.”

De mennesker, der kender mig godt og som læser med her, vil nok finde min egen beskrivelse en smule ved siden af. Ord som papegøje og tågehorn er oftere det, der blevet brugt til at beskrive mig i både professionelle som private sammenhænge. Ikke desto mindre er det fandme noget andet selv at stå på mål for produktet på den måde, som jeg gør nu. For GoGetty (skulle du ikke ind og oprette din profil?).

Fordelen ved tågehorn som undertegnede er, at de oftest tror på det, de bræger ud til verden, hver gang de får en mulighed for det. Faktisk holder de sjældent op med at tale om det, de synes er vigtigt. Og gæt hvad venner, diversitet og mangfoldighed – i vores virksomheder som i vores samfund – er mega vigtigt. Det er det, der gør, at vi udvikler os, ser tingene på nye måder, skaber bedre ideer og produkter og i sidste ende et bedre samfund. 

Jeg er mega stolt af Ewelina, der fik ideen til GoGetty (skal jeg virkelig sige det igen?). Jeg er mega stolt af hendes måde at tage imod mig på. Jeg er mega stolt af mig selv for at satse alt på det her. Og jeg er mega stolt af de virksomheder, der allerede nu er abonnementer på GoGetty (go get ‘em). Alene af den grund, at det de alle har tilfælles er, at de tør. Tør at stille sig derud, hvor det måske er svært og udfordrende at stå, men alligevel gøre de det, fordi synlighed og samtale omkring udfordringen er afgørende for at løse den. 

Det der med egen virksomhed

Når man går ind af døren i en virksomhed – ihvertfald dem, jeg har arbejdet i – får man udleveret adgangskort, fem feriefridage, kantineordning, pensionsordning, printeradgang og løn plus det løse. Nu er jeg så den kvindelige tech-iværksætter, der vil ændre kønsbalancen i erhverslivet top. Og jeg skal hilse og sige, at der hverken er printer eller feriefridage med i den titel – eller løn for den sags skyld.

Der er gået lidt over to måneder siden, Ewelina og jeg slog pjalterne sammen om GoGetty (har du oprettet dig som bruger?). Og der er flere synlige ting, der er ændret i mit liv. Mit tøjforbrug og budget er fx faldet drastisk. En ting er den manglende løn. Men mest af alt arbejder jeg stadig i øjeblikket hjemmefra, da vi intet kontor har (!), og her er det oftere jeans end pencilskirts, der bliver hevet ud af skabet. Til gengæld har jeg aldrig købt så mange avokadoer i Netto i løbet af formiddagen, som jeg gør i øjeblikket.

Jeg har samtidig oprettet et holding selskab, udarbejdet shareholder-aftaler, bestilt virksomheds-nemID, talt frem og tilbage med mit pensionsselskab om hvordan jeg beholder mine forsikringer og svaret på en milliard million spørgsmål for at kunne få en bankkonto til mit holding selskab. For slet ikke at tale om de veksler, som jeg på ingen måde er begyndt at trække på mit netværk i forhold til at få flere kunder til GoGetty.

Jeg har ved flere lejligheder været ved at skide grønne grise, som de siger der, hvor jeg kommer fra. Når jeg er troppet op til kundemøder, stået skulder ved skulder med Ewelina foran en jury af professionelle investorer og chefen for Google i Danmark for at pitche GoGetty i Impact Challenge (som vi forøvrigt vandt), eller de efterfølgende interviews med DR, hvor det lige pludselig var mig, der stod foran kameraet. Dorothy, we aren’t in Kansas anymore!

Men så sender et af verdens mest maskuline brands en ny reklame på gaden, der tager et opgør med stereotyperne og sætter diversitet på forbrugerdagsordenen, og du ved bare, du har fat i den lange ende. Og hvis du ikke tror mig, så er der andre, der har lavet analyser på det her. Ifølge en undersøgelse fra Boston Consulting Group vil kvinder kontrollere 72% af privatforbruget globalt i 2028. For at få fat på de forbrugere har virksomheder brug for at deres produkter henvender sig til netop kvinder, og det kræver at man har kvinder i egne rækker igennem hele organisationen og især på toppen, hvor beslutninger bliver truffet.

I sidste ende handler det om at være i stand til at se løsningen, og det kan du kun, hvis du har de rette øjne, der kan se udfordringen. Og det er i bund og grund det, diversitet og GoGetty (har du oprettet din profil endnu?) handler om. Og på et eller andet tidspunkt, så når vi både eget kontor, printer, adgangskort, kantine (med masser af avocado), pensionsordning og feriefridage.

Go get ‘em

Så jeg droppede ligesom ud. Went M.I.A. Jorden roterede videre, men jeg var stået af. Efter 10 års arbejdsnarkomani og mange bekymrende miner hos folk tæt på mig, var det dog alligevel utroligt rart. Til sidst droppede jeg rent faktisk så meget ud, at jeg holdt op med at blogge. Det var ikke et udtryk for, at jeg ikke gad mere, eller at jeg nu skulle være mor på fuldtid men en accept af, at jeg for nuværende var gået under jorden.

Siden sommeren bragede ind over Danmark i maj, har jeg holdt fri. Taget det engelske ord for fritstilling bogstavligt. Jeg har mest af alt opholdt mig på en stol i haven i løse gevandter med Politiken og Weekendavisen ved hånden. Jeg snakkede lidt med et par virksomheder og NGO’er om, hvorvidt cirkushesten skulle slippes løs i deres organisation. Hver samtale endte dog gerne med, at jeg jokkede i spinaten – uden egentlig helt at vide hvorfor.

Hvert år åbner damerne og jeg en tidsmaskine. Ønsker og håb for året, der er skrevet på en lap papir og foldet sammen i en kuvert. Nogle af os kan huske, hvad vi skriver. Andre glemmer det lykkeligt i det øjeblik, kuverten forsegles. Jeg kunne tydeligt huske, hvad jeg havde skrevet den aften på PMY i oktober 2017, og det havde mere eller mindre hjemsøgt mig i hele 2018. Og det lå jeg så og tænkte over ude i haven.

Problemet er bare, at jeg er ikke hende den kreative og iderige type. Jeg er hende, der eksekverer og gennemfører. Hende, der ret tidligt lærte, at man ved arbejdskraft og engagement kan komme ret så langt. Men det skulle vise sig, at der var en anden, der havde en idé. Og den idé var god.

Så i starten af november mødte jeg op til en kaffeaftale med Ewelina Reszke uden egentlig at vide, hvem hun var eller hvilken idé, hun havde. Vi var blevet introduceret gennem netværk – af en anden kvinde, hvis grundtese til ligestilling og feminisme er, at kvinder skal spille hinanden stærke. Og Ewelina havde ikke bare en idé. Hun havde en platform, og hun manglede en Co-founder til sammen med hende at sparke det ud i verden og gøre det til en forretning.

Så nu skriver jeg den vildeste sætning, som jeg egentlig aldrig havde troet, jeg skulle skrive, men som føles så rigtig, at det halve kunne være nok. Per 1. december indtrådte jeg som Co-founder i GoGetty.

GoGetty er den første employer branding, benchmarking og §99-kompatibel (Årsregnskabsloven §99b) diversitetsplatform, der gør Diversity & Inclusion (D&I) målbar og gennemsigtig. GoGetty hjælper med at bygge bro over kløften mellem innovative og inkluderende virksomheder, mangfoldige talenter og D&I-løsningsleverandører- og eksperter.

GoGetty er en online social platform til den professionelle verden, a la Linkedin krydret med et Trustpilot-score element – alt sammen med fokus på mangfoldighed. GoGetty gør kønsdiversitet og inklusion på de øverste poster i danske virksomheder transparent og målbar. Hver arbejdsgiver får tildelt en score, der baserer sig på antallet af mænd og kvinder på virksomhedens bestyrelses-, CxO- og VP niveau.

Missionen med GoGetty platformen er at skabe større vækst hos virksomheder – danske som internationale, mere tilfredse kunder, gladere medarbejdere, bedre og mere innovative idéer og ikke mindst adgang til større talentpulje for virksomhederne. For som utallige analyser og rapporter har påvist, giver større diversitet og inklusion på toppen plus på bundlinjen.

De fleste, der i tidernes morgen har læst med på denne blog eller kender mig personligt vil vide, at et bedre match nok ikke kunne findes. At Ewelina samtidig også er en stjerne i høje hæle gør kun det hele endnu bedre.

På fredag står vi klar overfor en jury af investorer og skal pitche GoGetty i Impact Challenge 2018. I næste uge arbejder vi videre med vores community strategi og salgs-pibeline, mens vi afsøger markedet for investorer. Og hvem ved, måske en dag har vi en printer, en pensionsordning og et adgangskort til vores kontorlokaler.

Hvad jeg dog ved er, at du allerede nu kan gå ind på GoGetty og oprette dig selv som bruger. Det bliver stort!

I offentlighedens tjeneste

Kære Danmark, der er noget, vi bliver nød til at tale om. Og forstå mig nu ret, for jeg så også traileren til den nye sæson af Den Store Bagedyst, der går i gang lige om lidt, og jeg glæder mig lige så meget som dig. For slet ikke at tale om den optur, jeg ved, du føler sammen med mig, når vi ser Rosa fredag aften i Vild med Dans. Men det ændrer ikke på, at du har glemt, hvad du kommer af.

Du har sejret ad helvede til, og mens du sad der i Spanien og mæskede dig i dine “dos cervezas” og glædede dig over, at begge dine børn har ret til en iPad, eller hyldede kultur og rosé i en lind strøm til lyden af Martin Krasnik på Heartland, glemte du eller endnu værre ignorerede du, at intet varer ved for evigt. For du har ikke fortsat dine forældres kamp for frihed og demokrati eller opdraget dine børn til, at de skal kæmpe for det demokratiske velfærdssamfund, som gør, at du har råd til at købe iPads til dem.

Med indgåelsen af public service-kontrakten mellem DR og Kulturministeriet i dag, tyder meget på, at de politikere vi har valgt, er så bange for den virkelighed, som de står overfor ved de næste par valg, at de forsøger at styre medierne.

DR må fremover på web godt bringe tekstbaserede nyheder men skal afholde sig fra lange, dybdegående artikler. DR skal fremme dansk musik (faktisk skal 48% af den musik, der spilles være dansk), men tre radiokanaler, P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz nedlægges. DR skal imodsætning til tidligere public service-kontrakter ikke fremme integrationen (det er nu skrevet ud), men skal derimod tydeligt i sin programflade og platforme vise, at Danmark har sin rod i kristendommen. Hvis DR ikke overholder dette, er de nu på finansloven istedet for borgerbetalt licens og kan derfor sanktioneres økonomisk af staten. Var det dét vi kaldte armslængdeprincip og pressefrihed?

Som storforbruger af ord, lyd og journalistik, ønsker jeg et stærkt DR. Ikke kun fordi jeg elsker Den Store Bagedyst og Sandie Wesths feministiske pop-udbrud om morgenen, men fordi DR er gratis ord, lyd og journalistik til et demokrati, der hungrer efter information og oplysning. Og kære Danmark pak nu dine “røde lejesvende” fordomme væk, for det løste vi med TV2 og den fri konkurrence. Underøgelser efter undersøgelser viser, at slagsiden ikke er tilstede i journalistikken, uagtet om den er det i valglokalet.

Som en anden Lord Walder Frey har regeringen i dag udført deres eget Red Wedding på DR med venlig hilsen fra Tulle-Lannister. Det er vel og mærke de politikere, der oftest råber højst, når det handler om frihedsrettigheder og danskhed, der i dag har knægtet en af de nationale insitutioner, der netop står for frihed.

Men kære dansker, er du seriøst stadig ligeglad? Tænker du, at det nok skal gå, sålænge dine børn har ret til en iPad, og du kommer på ferie to gange om året – gerne det samme sted? Eller kunne du måske snart begynde at tage stilling til det samfund, du er i borger i, hvilket ikke kun betyder, at du deltager i valghandlingen, men faktisk også er opmærksom på, hvad der bliver stemt i salen mellem valgene?

For kære dansker, de historier du elsker at høre fra dine forældre og bedsteforældre om gamle dage var dødens alvor. Det var en kamp for frihed og rettigheder og adgang til information, som du i dag tager for givet, når du er mere optaget af den bedste one-liner i valgkampen, eller om hvorvidt folk giver hånd eller knus.

Og næste gang, du brokker dig over politikerne, så husk: Vi har de politikere, vi fortjener.

Bitterfissen

“Du skal være økonomisk uafhængig af en mand, Helene.” Det tog mig mange år at forstå, hvad det egentlig betød. At det handlede om mere end bare at tage en uddannelse og få et job. At forståelse for pension, realkreditlån og investeringsportefølje bare var en lille del af den økonomiske uafhængighed. Det handlede om stolthed. Følelsen af aldrig at skulle stå i situation, hvor man ikke havde råd til at ringe til en håndværker eller kunne få budgetkontoen til at gå op. Følelsen af at kunne klare sig selv.

På debatsiderne, sociale medier og selv i kakkelbordsprogrammer som Aftenshowet flyder det over med usynlige strukturer der begrænser, identitetspolitik, og der er efterhånden ikke den Københavner under 30, som ikke er woke. Jeg ser det også. De forbandede strukturer og normer, der binder og caster os i et kønsrollesystem fremelsket af sure, gamle mænd opflasket på salmesang og magt. Det er umuligt ikke at se, når man først har fået øjnene op for det. Men det gør mig også så forbandet forbistret, for om vi vil det eller ej, så fratager det et forbandede ansvar for at klemme ballerene og løse noget selv.

Det er ofte her jeg i gorilla-krigen vil blive sat i bås med liberale feminister og blive bedt om at skrive for Damefrokosten, hvis den altså stadig eksisterer. Men det må også være en grænse for, hvor meget samfundet egentlig kan få skyld for. Et menneske, som jeg ville ønske, jeg havde mødt allerede for 10 år siden, fortalte mig for et stykke tid siden, at grunden til at mange bliver skilt efter en kvindes kræftsygdom ikke har noget at gøre med, at manden skulle være en dårlig omsorgsgiver in the time of crisis, men derimod at når kvinder har stået der og set døden i øjnene finder de ud af, at nu gider de sgu ikke mere.

Nu er det muligt, jeg har haft et forspring med en bankuddannet mor, men det var min far, der bankede mantraet om økonomisk uafhængighed ind i hovedet på mig. Han var også så sød i samme sætning at minde mig om, at når man stikker næsen frem, risikerer man at få nogle slag over den. So here goes.

Hvis du som kvinde er træt af, at du er sat tilbage i karriereræset, har en lavere pensionsopsparing end din mand, selvom I har været lige mange år på arbejdsmarkedet, og at det forøvrigt altid er dig, der tager barns første sygedag, så er hovedproblemet ikke, at vi har begrænsende strukturer i vores land, der låser os i kønsroller, men derimod at du højst sandsynligt ikke har stukket næsen langt nok frem og derudover har valgt den forkerte mand – eller ihvertfald været lige så dårlig til at forhandle hente/bringe gamet ved spisebordet, som du er til at forhandle bonus ved mus-samtalen.

At rende rundt og tro, at man ikke selv kan rykke noget, men at det altid er andre, der skal løse ens problemer er en uværdig offerrolle. Og inden du skyder mig noget i skoen, som jeg ikke har sagt, så taler vi ikke her om voldtægt/vold og mord. Men jeg gider simpelthen ikke længere høre den undskyldning, at du jo er opdraget til at være en bestemt pige/kvinde, og det er jo sådan en pæn én. Mine forældre opdragede mig også til at spise pænt ved bordet, sidde ordentligt på en stol og ikke at ryge. Intet af det lykkedes – mest af alt, fordi jeg ikke gad noget af det.

For det er ikke kun det faktum, at du ikke ved, hvad bidragssatsen på dit realkreditlån er, eller hvorvidt du står som begunstiget på din mands livsforsikring, hvis I ikke er gift, der irriterer mig. Nej, det er også det faktum, at mens du står og fabler om, at det er dig, der altid henter, så havde du intet problem med at lade en mand føre dig ned af et kirkegulv i en jomfruelig -farvet kjole, så du kunne blive givet væk til en anden mand. For godt nok tror du ikke på det, men du har alligevel købt ind på prinsesseshowet – vel og mærke et par uger efter, at du brokkede dig over luder/Madonnna komplekset.

Det er ikke nogens skyld. Hverken mænd eller kvinders. Men kære kvinde det er ligeså meget dit ansvar som mandens. Og den individuelle kamp kan være lige så revolutionerede som massens.