Det repetitive fedtlag og det bebudede selvmord

Jeg læser Smør af Asako Yuzuki, mens jeg sidder på en Boeing på vej til Tokyo. Bruger de sidste bath på vand og 7-up til mini-mesteren. Bleeding me dry like a god damn vampire, synger Olivia Rodrigo. Om det er en henvisning til mine kreditkort, der har set bedre dage, eller usikkerheden, der igen hænger stille i luften på snart sjette år, kan jeg ikke gennemskue.

Jeg har vist min søn vilde elefanter. Hiket i grotter med tanterne. Fundet cigaretter med hvidt filter. En del af mig er klar til at tage hjem. En anden del vil længere væk. I 40 år har det for det meste været delen af mig, der vil længere væk, der har vundet. Jeg ved heller ikke, hvad jeg kommer hjem til udover døde planter på altanen.

Jeg forsøger at læse Smør færdig på flyveturen retur til København fra Shanghai. Men jeg må give op. Teksten er et stort, repetitivt fedtlag, og de 450 sider føles ensformige. Smør føles defensiv, og sproget dækker over, at fortællingen mangler brændstof. Det føles, som om teksten ikke vil skære ind til benet, fordi det så bliver afsløret, at der ikke er nogen konsekvens. Ingen konsekvens af forbrydelsen. Ingen konsekvens af handlingen. Ingen konsekvens af ordene.

Det minder mig om den situation, jeg vender hjem til, da flyet lander i København. Så går jeg i Politikens Boghal og tanker op. På Rune Lykkeberg, fordi det er Rune Lykkeberg, og på Tove Ditlevsen, fordi det er Tove Ditlevsen. Men hvor Rune Lykkeberg “bare” gerne vil have mig til aktivistisk at deltage i samfundsskabelsen, minder Tove Ditlevsen og Vilhelms Værelse mig om, hvad der sker med kvinder, der taber sig selv til en mand.

Kort tid efter udgivelsen begår Tove Ditlevsen selvmord. Det er den ultimative, tragiske konsekvens, som hendes alter ego, Lise, også udpeger som sin eneste udvej i romanen. Lise kan ikke frigøre sig fra Vilhelm, selv efter han har forladt hende. Hendes liv opsluges af en manisk overvågning af elskerinden og et konstant, lammende håb om, at han vender tilbage. Til sidst har hun isoleret sig så totalt, på trods af venners udstrakte hånd, at hun ender på psykiatrisk afdeling. Det er i høj grad konsekvens – i skærende kontrast til Yuzukis Smør.

Både Asako Yuzuki og Tove Ditlevsen irriterer mig. I begge romaner er den kvindelige hovedperson fuldstændig kuet af mænds handlinger og ord. I Smør er det uden konsekvens. I Vilhelms Værelse er det uværdigt.

Jeg forstår hverken den ene eller den anden. Jeg forstår ikke, at Rika ikke reagerer mere på at blive viklet så hårdt ind i en manipulerende morder; hun fortsætter bare, som om intet var hændt, nu bare med en større accept af smør. Jeg forstår heller ikke, hvordan Lise kan nægte at se sandheden i øjnene og i stedet drive sig selv ud over kanten.

Jeg forstår i det hele taget ikke den passivitet. Måske fordi min egen virkelighed kræver det stik modsatte. Mens jeg har siddet i flyvere over Asien, har jeg skullet navigere, tage beslutninger, finde hvidt filter og holde styr på valutaer for to. Jeg har ikke haft råd eller tid til at lade mig lamslå af en mands ord og handlinger eller til at vikle mig ind i en andens hjælpeløshed.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal finde mine kvindelige arketyper. Sociale medier flyder over med masterclasses i, hvordan man bliver “den kvinde, mænd naturligt drages af.” Det ironiske er, at Lise i Vilhelms Værelse (og Tove Ditlevsen selv) i offentlighedens øjne faktisk var den kvinde. Hun var smuk, genial, berømt, skarp og fyldt med mørk mystik. Men litteraturen viser os den reelle pris. Rika bliver en uhyggelig vejviser ind i, at hvis man forsøger at manipulere sig til magt og tiltrækning, risikerer man at miste det vigtigste, man har: sit eget autentiske selv.

Efter seks år med den samme stille tvivl, forstår jeg godt, hvorfor Instagrams løfter om snydekoder og masterclasses er så ekstremt dragende. Det er nemt at falde for illusionen om, at man kan fikse sit liv og sine relationer ved bare at følge en kurateret manual til at blive uimodståelig eller lade, som om ingenting er sket.

Men virkeligheden findes et andet sted. Mine planter på altanen lever i hvert fald fint – takket være de mennesker, jeg rent faktisk bad om hjælp til at vande dem.

Don’t get Carried away

Da jeg læste på CBS jokede jeg med, at jeg tog SU-lån for at få råd til Chanel. Det var før boligmarkedet i København stak af, så joken var på sin vis funny ‘cause it’s true. Jeg har flere penge i sko, tasker og smykker, end jeg har i aktier. Aktiemarkedets udvikling de sidste 20 år har gjort mine køb til en dårlig investeringsstrategi, selvom mit skab indeholder flere limited editions (bare ikke en Classic Flap Bag). Men jeg lærte det hele af Carrie Bradshaw. Hun er også virkelig dum.

Som de fleste kvinder i min generation er jeg flasket op på Beverly Hills 90210 og Sex & the City. Og som de fleste kvinder i min omgangskreds stoppede jeg med at se 90210, da Brenda skred. Til mit held indtrådte Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha kort tid efter på skærmen, netop som jeg rullede ind med 4-toget i København i starten af mine 20’ere. For en, der klippede 90’ernes supermodeller ud af blade og limede dem fast i scrapbooks, mens George Michaels Freedom kørte på repeat på MTV, var det kismet.

Jeg har aldrig haft en halskæde med mit navn i, omend jeg mange gange i 00’erne ledte lige præcis efter den på dårlige loppemarkeder. Men jeg har stået i kø hos Magnolia Bakery i New York, og jeg holder stædigt fast i lyserøde nelliker, når jeg køber blomster. Men man skal virkelig ikke have genset den serie bare en gang, som de fleste af os gjorde under Corona for at indse, hvor nederen en kvinde Carrie Bradshaw er.

Bevares, en god HBO-serie indeholder altid en antihelt. Tænk bare på Tony Soprano eller møgungerne fra Succession. At overleve på Vogue og en enkelt klumme i en ugeavis, mens man frekventerer den ene galleri- og restaurantåbning efter den anden i Manolo Blahniks, er i høj grad antiheltestatus. Hvem ville ikke gerne leve det liv i 00’erne, hvor alle havde ret til et fedt køkken?

Men Carrie Bradshaw lærte os ikke noget udover dårlige investeringsstrategier. I modsætning til Charlotte, Miranda og Samantha, som alle udviklede sig og voksede over seriens seks sæsoner, forblev Carrie en virkelig elendig ven, men endnu værre; på intet tidspunkt fralagde hun sig strategien med at spille dum og hjælpeløs, når det kom til mænd. 

Hun lyttede aldrig rigtig til sine veninder; hun udskammede dem seksuelt, brændte dem af i sidste øjeblik og talte konsekvent om sig selv og elendige valg uden at gøre noget aktivt ved det. Betalte hun egentlig nogensinde Charlotte tilbage, efter hun havde råbt sig til hendes forlovelsesring med Trey?

På et tidspunkt kom vi alle på Team-Aidan-holdet. Fordi han var så tilgængelig, og alt det som Uber-skurken over dem alle, Mr. Big, ikke var. Altså, Mr. Big, som konsekvent fortalte Carrie i alle seks sæsoner, at han ikke ønskede at være sammen med hende. Han viste ikke kun eksplicit sin manglende interesse for Carrie flere gange. Han giftede sig med en anden og flyttede senere væk. Trumpfen på det var da, da han brændte hende af på deres bryllupsdag (i to film, der forøvrigt aldrig skulle være produceret, så dårlige var de). Indtil seerne krævede en Disney-ending i Paris, hvor hun forøvrigt endnu engang var offer for sin egen (bevidste) hjælpeløshed, efter hun havde flyttet fra sit hjem for en mand. 

I bund og grund sad vi klistret til skærmen pga. en kvinde, som over seks sæsoner blev dummere (hun kunne pludselig ikke finde ud af computere), blev finansielt umoden (hun kunne ikke betale for sit eget break-up) og efterlod sit liv i New York og ønsker for sig selv og fremtiden (hun opgav sit job og muligheden for børn) for en narcissistisk mand. For så kun at blive reddet af en mand, som gang på gang havde sagt direkte og indirekte, at han ikke ville have hende.

Man ville kunne tilgive hende, hvis det bare var, fordi hun var en håbløs romantiker. Men Carrie syntes ikke rigtig at have nogen interesser ud over den mand, hun var besat af i det pågældende afsnit. Vi ved stadig ikke, hvad der gav Carrie selvværd. Hvad hun troede på. Hvad hendes langsigtede karriereplaner og livsmål var. Om hun havde en hobby.

Die-hard fans på internettet og kvinder, der stadig sluger serien som rødvin på en dårlig dag, vil sige, at jeg gør hende uret. At hun lærte os, at det var okay at være single i 30’erne, at være usikker, og at veninder er vigtigere end mænd. Men intet sted lever Carrie selv efter de læringer. Hun tager aldrig ansvar. Hun fortæller aldrig sandheden. Hun forbliver bevidst hjælpeløs. 

Det mest deprimerende er egentlig ikke, hvem Carrie Bradshaw var. Det er, hvad vi lod hende sælge os. For i 00’erne troede vi, at Sex & the City var banebrydende kvindefrigørelse. Vi fik at vide, at det at drikke dyre cocktails og åbent tale om sex var toppen af feminisme. Men i bagklogskabens klare lys var serien den ultimative kulmination på 00’ernes overfladiske “choice feminism.” En fortælling om, at ligestilling handler om retten til at forbruge ukritisk og bruge al sin følelsesmæssige kapital på en mand, der har sagt, at han ikke vil dig.

Måske var min gamle spøg om SU-lånet og Chanel’en på CBS ikke bare en sjov anekdote. Måske var det symptomet på en hel generation af kvinder, der lærte at forveksle økonomisk uansvarlighed med frihed og giftig dynamik med stor romantik.

Aldrig og altid

Change is the only constant, plejer vi at sige i corporate. Ny CEO, ny forretningsstrategi, nye markeder, nye produkter, nye reguleringer, ny frugtordning, ny virkelighed. Alle siger, det er spændende, men der er reelt ikke nogen, der synes, det er lækkert.

Som mennesker er vi ikke gearet til forandring. Vores hjerne vil aktivt modarbejde det. Så i corporate voksede change management-feltet frem, så forandringerne kan drives frem under det modus operandi, der hedder what’s in it for me. “Nothing but a paycheck, honey boo boo,” har jeg lyst til at sige. Hvilket også er det ærlige svar i corporate… men det fuldstændig umulige svar – også i privatsfæren.

I know nothing stays the same. But if you’re willing to play the game. It’s coming around again, synger Carly Simon.

Alligevel er det, som om alt er det samme. Samme reaktionsmønstre, samme løsningsforslag, samme prioriteringer. Vores hjerner vil jo modarbejde forandringen, ikke? Der er frygt i det ukendte, så hellere bare lade være. Jo lavere selvværd, jo større er frygten for forandring.

Er du aldrig bange, Helene, spørger jeg mig selv. Aldrig og altid, svarer jeg mig selv. Aldrig, fordi de værste ting, der kan ske, jo allerede er sket – nogle af dem endda for så mange år siden, at det bare er en konstant. Altid, fordi det er så tydeligt, at de værste ting sker igen og igen.

Definitionen af sindssyge er at gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat, som karakteren Jane Fulton siger i Rita Mae Browns roman Sudden Death (nej, det var ikke Einstein). Rita Mae Brown var feminist og borgerrettighedsaktivist og vidste bedre end nogen, hvad konsekvenserne af citatet var.

Alligevel er det her, vi er. Igen. If you’re willing to play the game. It’s coming around again, synger Carly Simon. Igen.

Det kræver bevidsthed om problemet, tålmodighed og mod at gennemføre forandringer – også i corporate. Det er derfor, vi betaler de C-suites voldsomt mange penge. Ikke for deres bevidsthed eller tålmodighed – det er organisationen, der skal bære det. Men for modet. For den zero-fucks-given-attitude, det kræver at træde ind i det ukendte. Det er de færreste mennesker, der har det. Derfor bliver det også et udbud/efterspørgsel-princip, der driver C-suitens comp & ben-pakke. For du bliver belønnet for dit mod.

Beslutningen om forandringen kan kun ses rekursivt. Når den henviser til en anden beslutning. Indtil da føles forandringen som sorg og usikkerhed.

Cirkushest

Jeg læser Smukke mænd af Delphine de Vigan. Sætter Abdels ’Gruppechat’-podcast på, mens jeg vader Vestre Kirkegård tynd og finder de kinesiske gravsteder. Tænker, at hverken Delphine eller Abdel gør mig klogere på det modsatte køn. Tværtimod. Jeg taler om tilknytningsmønstre med min psykolog og overvejer at skifte de kvindelige forfattere ud med Kierkegaard, men jeg er ikke religiøs.

Jeg er blevet hende, der går op i sine planter på altanen. Spørger konstant chatten og andre plantekyndige til råds. Tjekker nye skud. Tjekker vejrudsigten for at styre vandingen. Tørrer sveden af panden, efter det står klart, at min kirsebærlaurbær har overlevet det svampeangreb, jeg har udsat den for, fordi jeg intet aner om vanding og planter. Som en ung kvinde i 20’erne, der netop er flyttet til København uden at ane, hvad der vil ramme hende over de næste 20 år.

Min indre cirkushest står i stalden og skraber i jorden. For første gang skal den ikke performe noget, og den er ved at blive skør. Den skuler til mig med en blanding af sårede og onde øjne. ”Jeg har reddet dig så mange gange fra dig selv,” synes den at fortælle mig – reddet afsted med dig over sletter og bjerge, og nu har du opstaldet mig.

Den dufter af tryghed. Som min fars gamle cardigan, der hang over skrivebordsstolen, dengang skrivebordet stod i stuen på Mysundevej. Men dens muskler sitrer under huden. Som om den kræver, at jeg galoperer væk fra forårets nybrud. Jeg har kendt den lige så lang tid, som jeg har kendt mig selv, og nu har jeg givet den fri for første gang i 40 år. Jeg føler mig på gyngende grund som en stikling, der endnu ikke har slået rod i den nye muld.

Jeg forsøger at forklare den, at det ikke er den. Det er mig. At der ikke længere er noget at flygte fra. Den lægger sine ører ned langs manken, og jeg kender heste godt nok til at vide, at jeg skal træde et skridt tilbage. Jeg forstår det godt. Hvordan fortæller man en del af sin sjæl, at den kun skal bruges i professionelle sammenhænge? Det er en fornærmelse mod alt det støv, vi har hvirvlet op sammen gennem årene.

Kierkegaard skrev, at man må vove at miste fodfæstet for en stund for ikke at miste sig selv. Men han sagde intet om, hvad man gør med den del af sig selv, der kun kender til galop. Jeg går tilbage til Vestre Kirkegård i tankerne. Blandt de kinesiske gravsteder er der en stilhed, som hverken podcasts eller tilknytningsmønstre kan forklare. Det er en stilhed, min cirkushest frygter mere end piskesmæld.

Men det er ikke en straf, at den står der i stalden. Det er for at give os begge lov til at høre, hvad der sker, når larmen stopper. Selv en kirsebærlaurbær kan overleve en amatør, hvis den bare får lov til at stå i fred.

Mens kirken synger

“Du kom med alt det, der var dig,” sang vi, lige inden kisten blev båret ud. I et andet liv var vi virkelig gode venner, og nu, bagerst i kirken, med respekt for det, der engang var, blev jeg sparket lige midt i livet.

Jeg er ramt på flere fronter. Af barnet kun få år fra min egen søn, der med sin bamse i hånden og tårer ned ad kinderne river i min egen modersjæl, men også af genkendeligheden i det barn, der ligesom mig selv blev efterladt der i starten af livet. For slet ikke at tale om den mand – jeg engang kaldte ven – der netop har mistet sit livs kærlighed, bogstaveligt talt.

Så jeg gør det eneste, jeg ved, hvordan man gør. Cykler gennem den der halvkolde aprilregn, der ikke rigtig ved, hvad den vil, ind til Politikens Boghal. Tanker op på Delphine de Vigan og Siri Hustvedt, som om de har svaret.

Jeg burde have kørt forbi Dansk Industri og Danish Diversity Awards, men jeg orker ikke at høre endnu en midaldrende mand fortælle, at hans datter har åbnet hans øjne for strukturer og normer i et land, der stadig hviler på laurbærrene af den frie abort og homoseksuelles ret til registreret partnerskab – det er i sig selv en kronik i Børsen, tænker jeg, mens Emeli Sandé synger Read All About It.

“Kan det tænkes, at sorg gør vores følelser for andre klarere?” spørger Siri Hustvedt i Genfærd. Jeg skimmer bogen, mens jeg skriver. Jeg har altid elsket hendes ord, i modsætning til ordene, der kom fra den mand, hun sørger over. Siri Hustvedt skriver om at miste sin 77-årige mand. I dag sagde vi farvel til en 41-årig kvinde.

Min egen dødelighed er øredøvende stille lige der midt i salmesangen.

Jeg klynger mig til følelsen af at vide, hvad det vil sige at elske. Elske gennemgribende og umodståeligt. Hvis ikke jeg når mere, så nåede jeg det. Den fyldte kirke i dag tyder på, at jeg ikke er den eneste, der ved, hvordan man gør det.

Jeg tager mig selv i at tænke, at det bliver virkelig mørkt nu. At den her strøm af melankoli, som løber i mit blod, trækker mig ned et sted, hvor jeg egentlig ikke burde være. At det er farligt dernede. Men hvorfor egentlig? Jeg burde skrive en drejebog til mine eneste to, der kan findes – just in case.

På et tidspunkt fylder livet mere igen. Det kan findes i noget så simpelt som et nyt tæppe og et billede af PJ Harvey, Björk og Tori Amos – det forevigt ikoniske Rolling Stone-cover, der står på et nyt møbel, der netop er blevet samlet.

Måske lykken er en mand, der har sit eget Umbraco-nøglesæt.

Et gravrøveri

”Ser du ikke Love Story?” spørger Loui – vores unge tjener på Victor – forbavset, mens han ser på mig med skeptiske øjne. Det er, som om den banter, vi har etableret i løbet af aftenen, mens vi har koordineret vin og køkken til de 14 andre damer i selskabet, pludselig er ved at gå tabt. Slap af, tænker jeg; du er så ung, at du ikke engang var født i det årti, som du nu har forelsket dig i på skærmen. ”Selvfølgelig ser jeg Love Story, Loui,” forsikrer jeg ham. For selvfølgelig gør jeg det. Det er jo også min kærlighedshistorie.

Jeg græder kun lidt på vej hjem på cyklen. Om det er de syv timer på Victor (til et polterabend for en brud, hvis bryllup jeg nu skal deltage i alene) eller det faktum, at jeg bogstaveligt talt afleverede nøglen til min egen kærlighedshistorie, da jeg var forbi kiosken for præcis en uge siden i dag, ved jeg ikke. Mine tanker kredser stadig om JFK Jr. og Carolyn Bessette og det gravrøveri af en serie, som Love Story egentlig er. Men jeg sluger den råt.

Det er ikke, fordi der mangler paparazzi-billeder af Bessette-Kennedy-parret. Deres forhold er udødeliggjort af sladderpressen og i bøger. Men hvor JFK Jr. voksede op foran blitzlys og mikrofoner som kronprins i det amerikanske politiske system, findes der kun få sekunders optagelse af Bessettes stemme. Hendes minimalistiske 90’er-stil er gennemfotograferet, men ingen ved, hvem hun reelt var. Måske er det derfor, jeg bliver suget ind i serien som i et sort hul. For hvem var kvinden, som JFK Jr. fløj i døden med?

Det bliver et retorisk spørgsmål, mens Alanis Morissettes Unplugged-album spiller i baggrunden. Jeg er ikke interesseret i, hvem hun er. Jeg er interesseret i at blive i glansbilledet af en kærlighed, der styrtede i døden, mens 90’ernes New York flimrer forbi med restauranter, hvor rygning stadig er tilladt, og Cranberries’ Linger spiller hen over de to hovedpersoner.

En førsteklasses intelligens, sagde F. Scott Fitzgerald, er evnen til at rumme to modstridende ideer på samme tid uden at miste evnen til at fungere. Dømmekraften blev mit nye guldstøv og den knappe ressource, jeg klamrer mig til. Ikke fordi det som sådan er nyt for mig. Men fordi det blev for billigt at blive i en giftig relation; fordi frygten for at være alene var større end modet til at forlade ham.

Men hvad så med min Love Story? Det er ikke et retorisk spørgsmål. Jeg vil så gerne vide, hvor den blev af. Var den i relationen? Eller var den i drømmen om det lys, vi så stædigt troede, vi kunne tale frem uden for alvor at handle på det?

Jeg kan ikke lade være med at vende tilbage til Carolyn Bessette, som jeg nu fanatisk betragter hver lørdag. Spejler jeg mig i hende, fordi hun levede i en tid, hvor man stadig havde muligheden for at være en gåde? Fordi jeg ved, at hvis man ser mig udefra, vil jeg fremstå som den gordiske knude, han aldrig formåede at binde op? Eller er det, fordi jeg selv i så mange år forsøgte at opretholde et billede, der var de paparazzi-billeder værdigt, som vi selv tog?

Carolyn og John fik aldrig for alvor lov til at blive trætte af hinanden. De slap for det trivielle i at aflevere en nøgle i en kiosk på en regnvejrsdag. De slap for efterskælvet. Jeg sidder her og leder efter meningen i deres tragedie, fordi min egen føles så… praktisk. Så lydløs. Som en cykeltur hjem i regnen, hvor ingen tager billeder, og hvor den eneste gåde, der er tilbage, er, hvordan man lærer at låse sin egen dør igen.

Loui ser på mig og ser en gæst, der kender vinkortet. Jeg ser på skærmen og ser en kvinde, der egentlig godt vidste, hun var på vej mod et styrt. Spørgsmålet er ikke længere, hvem hun var. Spørgsmålet er, hvem jeg er, når blitzlyset slukkes, og jeg ikke længere skal præstere en kærlighedshistorie for andre end mig selv.

”Selvfølgelig ser jeg den, Loui,” gentager jeg. Han smiler og går videre, uvidende om at han lige har prikket til et lig. Jeg har ingen intention om at forstå Carolyn Bessette. Jeg ser serien for at få lov til at sørge over noget, der er smukkere end min egen virkelighed. For i 90’erne flimrer alt, men i det mindste findes der en underlægningsmusik, der føles som min. På Victor er der kun lyden af yuppierne og visheden om, at min egen Love Story ikke ender med et brag over Atlanten, men med en tom plads til et bryllup, jeg ikke længere ved, hvordan jeg skal deltage i.

Skyggekvinde

Over fem års skygge. Over fem års hemmeligheder. Over fem års løgne. Der er ingen udsigt til, at det stopper. Muligvis fordi jeg gennem egne traumer og patriarkatets socialisering har lært, at jeg altid skal være mere loyal over for mænds elendige opførsel end over for mig selv og andre kvinder. Muligvis fordi man ikke ændrer adfærd af at gå i kiosken. Inden vi ser os om, bliver det et mexican-standoff om, hvem der først bryder mønstret. Min psykolog er bedre end din, tænker jeg.

Det var Kvindernes Internationale Kampdag i søndags. Jeg er for længst holdt op med at fejre den. Mit blodtryk koger alligevel over, når jeg ser alle LinkedIn-opslagene fra virksomheder og talspersoner, der ikke giver en fuck de resterende 364 dage. I stedet landede jeg fra den årlige London-tur til en gave i postkassen. Det sædvanlige hail mary, der igennem de sidste fem år har vist sig, så snart jeg begynder at trække en streg i sandet.

Never was a cornflake girl, synger Tori Amos.

Lige siden Dylan McKay skulle vælge mellem Brenda og Kelly (han valgte forøvrigt forkert), har kvinder i min generation brugt mere tid på at spekulere over den anden kvinde end på at tænke over adfærden, der medførte, at der var en anden kvinde til at starte med. Vi er opdraget til at se den anden kvinde som en konkurrent i et spil, hvor præmien er en mand, der ikke engang kan finde ud af at være ærlig. Hvis han vælger hende, er jeg værdiløs. Hvis han vælger mig, er jeg en tyv.

Men ingen taler om ham, der sidder med kortene og deler dem ud, som det passer ham. Han er den eneste, der aldrig taber ansigt, så længe vi holder facaden for ham. Vi er mere loyale over for den skadelige adfærd, der føles som konstante tømmermænd, end vi er loyale over for os selv og hinanden. Mit blodtryk burde koge over af det alle 365 dage, tænker jeg.

I stedet har jeg brugt over 1826 dage på at forstå, hvorfor det nu engang var så svært for ham at gøre det rigtige, holde op med at lyve, træffe et valg, holde hvad han lovede (mig!), walk the talk. I skyggen tæller man ikke dage, man tæller undskyldninger. Over 1826 dage, hvor tiden har stået stille i et limbo, mens resten af verden er gået videre. Indsæt selv flere dårlige undskyldninger, ville de fleste veninder sige. Det ville jeg også selv.

Men jeg var – og er fortsat til en vis grad – mere loyal over for ham og hans skadelige handlinger. Fordi skammen over at være den, der bliver fravalgt af en mand på grund af en anden kvinde, føles mere brændende. Like a Scarlet Letter.

So I ran faster, but it caught me here. Yes, my loyalties turned like my ankle in the seventh grade. Running after Billy, running after the rain, synger Tori Amos.

Var det egentlig derfor, vi blev så sure på Katherine Diez? Fordi hun brød den uskrevne regel og udstillede Adam Prices utroskab og løgne, og hvad det gjorde ved hende som kvinde og menneske? På trods af at de skadelige handlinger, som var mere skamfulde for hende at bære end for ham at udføre, kun fyldte et par sider. Men vi hævede alligevel øjenbrynene over hendes ord – for udstillingen af hans illoyale handlinger var for privat. Det var jo blot dårlig opførsel. Boys will be boys and all.

Det var ikke en kamp for kærlighed. Det var en kamp for attråværdighed. Men attråværdighed skal måles – mod en anden. Som valget mellem Brenda og Kelly. Mellem Tonya og Lara. Mellem Naoko og Midori. Men der er intet McDreamy over en pick-me girl og en mand, der går i kiosken.

But do I hate what she is or do I want to be her, synger Tori Amos.

Enhver har ret til sin egen historie. Jeg kan vælge at lade min være i skyggen, som jeg selv var i alle de år. Men jo tættere du kommer på et sort hul, jo langsommere går tiden. Det er det, der er det mest uhyggelige ved det sorte hul: man opdager først, hvor meget tid man har mistet, når man forsøger at kravle ud af det og ser, at lyset har flyttet sig. Lige inden du bliver slugt, varer det for evigt.

Vækst føles som sorg. Det var ikke en fejl, at vi forelskede os i hinanden. Men jeg var loyal over for den forkerte person. Jeg underskrev en kontrakt, jeg aldrig fik lov at læse. En kontrakt, hvor min tavshed var prisen for hans nærvær. Hvor jeg blev administrator af hans dobbeltliv, mens han blot gik i kiosken. Vi kalder det kærlighed, men det ligner mere en beskyttelsespenge-ordning, hvor jeg betalte med min integritet for at få lov til at beholde illusionen lidt endnu.

And I heard every word that you have said. And I know I have been driven like the snow. But this is cooling faster than I can, synger Tori Amos.

Ingenlunde privat

Jeg sidder på hemsen og lytter til Tori Amos’ Precious Things. Mette Frederiksen udskrev valg i torsdags med brugen af ordet “ingenlunde”, og jeg fik automatisk lyst til at sende en hilsen til kiosken. Jeg taler med min psykolog om min evne til at kvæle alle følelser som en knude i halsen, tager hjem og læser Amalie Langballe og kan ikke finde ud af, om Elskende handler om liderlighed, skam eller kærlighed.

Der bliver talt om bedring, hvilket har noget på sig. Jeg skifter Tori Amos ud med Suede og lader tankerne flyde tilbage til Sus. Sus gav mig engang Suedes Coming Up i julegave på den der tarvelige Harlekin-pomfritrestaurant på hjørnet af Vendersgade og Danmarksgade i Fredericia – lokaler, som Jensens Bøfhus senere overtog i lige så tarvelig stil. Jeg var 14 år.

Der er et klaverspil på sangen By the Sea på det album. Jeg har aldrig rigtig lagt mærke til klaveret før; guitaren nærmest dækker over det. Det har en genkendelig lyd af Kent. Men hvis det er en hilsen til Kent, er tiden jo for alvor gået i stykker. Sus gav mig albummet, fordi jeg elskede sangen Beautiful Ones, på trods af at det er tydeligt, at det på ingen måde er albummets bedste sang. Jeg må dog alligevel have hørt albummet igennem flere gange, da alle teksterne ligger klar på tungespidsen.

Du burde skifte Suede ud med Lenny Kravitz, hvis du vil ned ad den vej med Sus, tænker jeg.

Let it rip. Jeg trykker play på Circus-albummet. Et album, der fik en blandet modtagelse og blev beskrevet som en gennemsnitlig efterligning af 70’ernes rockidoler. Men guitaren var tungere, lyden er mere rå, og inspirationen fra grunge er tydelig. Det passede derfor perfekt til både Mysundevej og Teglværksvej.

Inden længe vil cd-afspilleren (yes, sådan én har jeg stadig) nå Sus’ yndlingssang, Magdalena. Jeg ville altid – og vil egentlig stadig – have den sang til at hedde Maria Magdalena som en bibelsk reference til luder/madonna-komplekset.

She was only seventeen. She packed her bag and went to the scene. She said, “I’m gonna take on this town, I’m gonna be the queen”. She mingled like she’d been there before. She worked it till they hollered for more. Then she took off all her clothes, now everybody knows.

Forskellen var så tydelig allerede dengang. Mænds seksualitet var et privat anliggende. Kvinders et offentligt anliggende. Vi oplevede det tydeligt i vores hverdag bare som teenagepiger, særligt efter en weekend. Be fuckable, men hvis din kjole er for kort, er du selv uden om det. 30 år senere synes det stadig gældende.

I 1978 skrev Audre Lorde: ”Vi er blevet opdraget til at frygte vores indre ja, vores inderligste lyster… At frygte vores lyster er at fastholde dem som mistænkelige og magtfulde, eftersom det at undertrykke enhver sandhed er lig med at give den ubegrænset magt. Vores frygt for ikke at kunne sætte os ud over de forvrængninger, som vi måtte finde i os selv, gør os lydige, loyale og definerer os udefra.”

Hvorfor blev du feminist, spørger de somme tider. Særligt mændene. Fordi jeg stadig ikke ved, hvorfor det i 2026 stadig er, som Audre Lorde skrev i 1978. Feminisme er netop den kraft, der siger: Så lad os undersøge det, hvis du ikke ved det. Som når Amalie Langballe skriver om kvindernes erfaring i horehuset – at blive opfattet som både et mystisk dyb og en blottet passage.

Du er ikke forpligtet til at begære nogen. Men du har heller ikke ret til at blive begæret. Simone de Beauvoir skriver i det ‘Det andet køn’: “Det er tværtimod efter ophævelsen af det slaveri, den ene halvdel af menneskeheden befinder sig i, og af hele det system af hykleri, der følger med det, at… menneskeparret (vil få) sin sande skikkelse.” 

Selvfølgelig er også det politisk.

And now that the darkness has faded. I’m no longer blinded, I can see, yeah. And I don’t have to wait no longer, oh no. ‘Cause it’s all about being free, synger Lenny Kravitz.