Noget af det første, jeg gjorde, efter min mor og jeg var kommet hjem fra Hannerup Hus, hvor min far sov stille ind søndag morgen, var at gå op og åbne skrivebordsskuffen på kontoret ovenpå. Jeg vidste præcis, hvad jeg gik efter. Det var Cartier uret, som jeg hele min barndom havde set min far tage på ved køkkenbordet, når han havde været i bad efter han var kommet hjem fra kedlerne på Voss.
Han havde en resolut måde at tage det ur på. Et ur, som han havde plaget min mor om i Illum i København i 1986, og som hun var endt med at købe til ham med et upfront beløb og en afdragsordning. For selvfølgelig skulle Finn da have det Cartier ur. Det var med en selvfølgelighed, at han bar det ur. Selvom der intet selvfølgeligt var over, at et ufaglært kedelarbejder, født og opvokset i Stoustrup fra 1944, skulle bære et klassisk Cartier ur. Men min far bar det med stolthed, en vis portion arrogance og glæde.
Jeg har gået alle hans ure igennem i den her uge. De fortæller i høj grad en historie om min far. Fra det blå Breitling, der blev købt lang tid før de unge traders på børserne troede de skulle lege Tom Cruise med dollars, til det minimalistiske Ole Mathiasen, der udelukkende fortæller en historie om tid til det røde Ferrari ur, som jeg skjulte blandt mine Barbiedukker på bagsædet i bilen på vej hjem fra Italien, så mine forældre kunne undgå tolden ved grænsen. Et ur, der er lige så meget in your face, som min far kunne være.
Det lyder en kende opblæst at stå her og tale om dyre ure. Men man kommer ikke rigtig uden om dem, når det handler om min far. Min far bar dem ikke, fordi han var en snob. Han bar dem, fordi han havde en forkærlighed for design og kunst. Og fordi han i høj grad var optaget af tid. Min far led af den vildeste FOMO, selv før begrebet var opfundet. Han ville opleve så meget, han kunne. Nyde så meget han kunne. Han var grådig på livet, og hvad det kunne tilbyde ham af oplevelser, kultur og indtryk.
Om det var den gang, han købte en motorcykel uden min mors vidende, fordi livet havde slået ham med en parkinsons diagnose. Eller alle de gange, han sad på caféer i Paris for at se verden gå forbi. Eller når han bare kørte havnen rundt for at mærke vinden i kinderne og føddernes arbejde i pedalerne, så slugte min far det meste af livet. Han åd det råt og tog så meget med, han kunne.
Jeg har taget hans lidenskab med mig. I en sådan grad, at jeg til tider tror det skræmte min far (og mor) fra vid og sans. For man slår sig på det liv, når man lever det derude, hvor man helst ikke vil gå glip af noget. En sandhed, min far var pinligt bevidst om – fra tabet af hans søn til hans egen sygdom, der i høj grad stjal tiden fra ham – og for den sags skyld til at være den eneste mand på 50+, der turde at gå i rødt og pink i Fredericia.
Han var et barn af sin tid og af landet, så janteloven slog ham tit tilbage. Han søgte tilflugt i store heltebilleder og stadig til den dag i dag, vil jeg give ham ret i, at det var en uretfærdighed af enorme dimensioner, at Laurent Fignon tabte med 8 sekunder til Greg Lemond i 1989. Vi taler selvfølgelig om Tour de France. Ingen over, ingen under, ingen ved siden af Eddie Merx og Miquel Indurain. Og jeg skal her slet ikke komme ind på min fars evige fascination af Muhammed Ali.
Men lige så elegante, som nogle af min fars ure er, så er der også de hårdtslående og kraftige imellem. Og man kunne i høj grad også slå sig på min far. På hans evindelige ønske om at diskutere samfundsforhold, hans sarkasme og hans ofte sort/hvide tilgang til livet. Som når han stod overfor mig uden at fortrække en mine og sagde: “Helene, når du vælger noget, så fravælger du noget andet.” For helvede, hvor kunne jeg slå mig på ham.
Ved første øjekast, siger de altid, at jeg ligner min mor. Og det gør jeg virkelig også. Men min fars parkinsons har nok i høj grad de senere år skjult, hvor meget jeg også ligner ham. Og der var nok ikke nogen, der slog sig så meget på hinanden, som min far og jeg gjorde. Så stod vi der som to bedrevidende, kompromisløse og stædige ordsnedkere og battlede om lykken virkelig var et job i Mærsk. Min far fik selvfølgelig langt om længe ret i 2013.
I sidste ende fik min far ret i meget. Der er en grund til, at jeg har brugt det meste af mit voksenliv på ord i en eller anden grad. For ord var lig med viden, og viden var lig med magt ifølge min far. Og på den måde kunne jeg få mere af livet, end han havde gjort.
Uagtet om man vil det eller ej, tog min far parkinsons sygdom meget fra ham og fra os. Da tiden endelig gik i stå for min far, var sygdommen slettet fra hans ansigt. Han lignede langt om længe sig selv igen. Han lignede det minde, jeg har af en storgrinende og selvironisk mand med en hvid kings i hånden, en Rasmus Modsat holdning, der kun var designet til at starte en diskussion og en kærlighed til hans datter, der gjorde, at han gjorde alt han kunne for at klæde hende bedst muligt på.
Den næste stykke tid vil jeg bruge på at rense min fars ure og trække dem alle op igen.