Jeg er en dårlig borger. Jeg er en overbelastning for sundhedssystemet. En gene for mine medborgere. En af de sidste 17 pct. i den vestlige verden, der på daglig basis sætter mit liv på spil. Jeg er et amoralsk menneske, der nægter at lade mig adfærdsregulere til et længere liv.
Jeg ryger.
Som de fleste andre rygere, startede jeg, fordi de andre røg. Altså the cool kids. Dem, man ikke måtte lege med, men som vi alle gerne ville lege med. Adgangsbilletten lå i 10 Prince Light, som dengang gik til den nette sum af 14,75 kr. I takt med, at inhaleringen, røgringe og ludersug blev en rygradsøvelse, blev Prince Light byttet ud med Rød Cecil for senere at blive erstattet af Gule Kings til de Blå Kings, der i dag konsekvent altid ligger i tasken.
Jeg er afhængig af nikotinen, bevares. Men jeg er endnu mere afhængig af det rum, som cigaretten skaber. Den lille pause anført af sætningen “jeg går lige ud og trækker lidt frisk luft.” Venligheden, når man altid kan låne en smøg eller en lighter. De små vandhul rundt omkring i København med grønne duge hvor vi, de udstødte, samles over store fadøl og vores cancerpinde.
Hvadenten det er på frostkolde altaner, bodegaer eller aflukkede rygerrum, der altid ligger langt pokker i vold, kan man være sikker på at finde et lille fællesskab. En særlig korpsånd og venskabelig tone. Vi ved godt, det er usundt. Men der i fællesskabet er vi standhaftige. Vi glædes lidt over at være outsidere. Det grænser til det charmerende.
Cigaretten er den sidste samhørighed, jeg har med mennesker, jeg ikke kender, og et frirum med dem, jeg kender. Jeg ved godt, det er ikke er godt nok, usundt, uperfekt og ikke passer ind – i særligt den fortælling, vi har om det sunde, moralske menneske. Men så snart gløden spræller, er jeg egentlig ret ligeglad.
Jeg ved godt, jeg ikke skal være ligeglad. Alle omkring mig inklusiv den danske stat vil gerne have, at jeg ikke er ligeglad. For som de siger; jeg skal leve længe. Jeg skal overleve. Men at staten har skiftet fokus fra at tage liv til at forlænge liv, betyder ikke at jeg følger trop på nuværende tidspunkt. I sidste ende er det ikke årstallet på min gravsten, der er definerer, om jeg har haft et godt liv.
Referencepunkter 